Ny sæson: Moderedaktøren rangerer Superliga-trøjerne fra grimmest til flottest

Euromans Senior Fashion Director Barbara Gullstein aner ikke, hvem der løber med guldet i Superligaen i år. Til gengæld kan hendes garvede modeøjne med kirurgisk præcision dechifrere de danske fodboldklubbers hjemmebanetrøjer. I år falder der især roser af til klubberne fra de store provinsbyer.

Ny sæson: Moderedaktøren rangerer Superliga-trøjerne fra grimmest til flottest
Offentliggjort

Igen i år kårer Euroman den flotteste hjemmebanetrøje i Superligaen. Sidste år kunne OB, F.C. København og FC Nordsjælland glæde sig over topplaceringerne, mens Hobro og Randers fik det til at klø alle de forkerte steder hos Frederik Lentz Andersen.

I år har Senior Fashion Director Barbara Gullstein grebet opgaven an med en komplet mangel på tilhørsforhold og forudindtagede holdninger:

”Det eneste fodboldhold, jeg interesserer mig for, er min søns U8-hold. Jeg har ingen skjult agenda udover min interesse i, at danske fodboldspillere er velklædte,” siger hun og tilføjer:

”Når jeg skal rangere trøjerne, kigger jeg på æstetik og pasform med modebrillerne på. Jeg vurderer med andre ord ikke trøjernes praktiske kvaliteter. Jeg har fokus på trøjernes snit, deres halsudskæringer, farvekombinationerne, integration af sponsorer og så videre. Samtidig skal trøjerne skille sig ud fra mængden og have et ikonisk skær.”

Her er Barbara Gullsteins rangering af de 12 Superliga-klubbers hjemmebanetrøjer:

12. SønderjyskE

”Jeg ved ikke, hvad de har lavet her. Trøjen minder om en cykeltrikot. Måske er det fordi, jeg lige har set Tour de France og den mørkeblå silhuet ligner en etapeoversigt, selvom det er en hyldest til 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark. De lyseblå og mørkeblå farver gør ikke noget godt for det røde Danfoss-logo og omvendt. Her er slet ikke blevet taget hensyn til de logoer, man har haft at arbejde med. Det hele er bare klasket sammen. På den positive side kunne jeg læse mig frem til, at striberne i nakken symboliserer antallet af år, Sønderjylland var under tysk styre. Det er en fin detalje.”

11. Randers

”Randers’ klublogo er faktisk ret flot. Det er bare ærgerligt, at farverne på trøjen minder om en tourguide-uniform på Sunny Beach, hvor der er tænkt mere over at være ung og fresh end den egentlige æstetik. Den limegrønne detalje i sponsorlogoet gør blot det hele værre.”

10. Lyngby

”Jeg hader ikke Lyngbys trøje, men jeg kunne godt have undværet de her mørkeblå pixeleringer. Den havde været flottere, hvis den bare have været helt kongeblå. Jeg kan godt lide halsudskæringen, og så er det godt, at farverne på sponsorlogoerne harmonerer med resten af trøjen. Man kan ikke påstå, at det er pænt med det øverste sponsorlogo, men det skal jo være et sted.”

9. Brøndby

”Alene fordi Red Barnet er hovedsponsor, ville jeg meget gerne have haft Brøndbys trøje længere oppe på listen, men jeg er faktisk ikke særlig vild med den kraftige blå stribe henover maven. Trøjen ser lidt ufærdig ud, men Hummel-striberne på skulderen giver lidt ekstra liv. Hvis jeg selv skulle style nogen, ville jeg ikke sætte farverne gul og blå sammen, men jeg er selvfølgelig med på, at det er Brøndbys varetegn, og på den måde er det fedt.”

8. FC Nordsjælland

”Det første, jeg tænker på, er designeren Demna Gvasalia fra Vetements og Balenciaga. Han gjorde DHL-logoet til et modestatement for Vetements, og det var overalt i en periode, selvom det jo virkelig ikke er et flot logo. Heldigvis er trenden ved at passere. Man forsøgte at gøre noget grimt cool. I den her sammenhæng synes jeg på ingen måde, at rød og gul spiller godt sammen. Jeg bryder mig heller ikke om, at den røde farve på ærmerne er anderledes end den røde farve på selve trøjen.”

7. Horsens

”Hvis jeg udelukkende skulle vurdere kraver og halsudskæringer, ville Horsens ligge nummer ét. Der er kælet lidt mere for detaljerne her. Trøjen er selvfølgelig virkelig retro-kitch, hvilket sikkert vil skræmme mange væk, men jeg kan godt lide det. Gul og sort ser altid flot og sammen, men jeg havde foretrukket, hvis de sorte striber forneden ikke havde været der.”

6. Vejle

”Jeg troede først, det var landsholdstrøjen. Vejles klublogo er ret flot, og ligner et slags flyemblem. Der er en god integration af sponsorerne, der matcher med farvetemaet. Halsudskæringen kan godt ligne sådan nogle Dracula-tænder, men jeg kan godt lide, at man har leget lidt med udtrykket.”

5. F.C. København

”Det er en flot, afbalanceret trøje. Logoerne er placeret godt, og Adidas-striberne på skuldrene er en god form for sponsorintegration. Så har de fået de her blå paneler ude i siden. I min verden er det noget, man gør for at få en slankende effekt. Man ser det ofte på kjoler, men i den her sammenhæng kunne jeg sagtens have undværet det. Jeg kan faktisk godt lide detaljerne oppe under ærmerne, men panelerne i siden har ikke nogen god effekt."

4. FC Midtjylland

”I modeverdenen er sort jo en sofistikeret farve, der altid virker. De røde striber på tværs er trøjen er egentlig meget cool, men de larmer lidt mere, end hvad godt er. Bortset fra det er en stærk trøje, der skiller sig ud fra mængden.”

3. AGF

”Trøjen er simpel og meget effektfuld. Halsudskæringen er flot og lidt anderledes, og det er fedt med de sorte pipings ved udskæringen og på ærmet. Jeg har set, at de sidste år havde nogle tynde striber på trøjen, men jeg kan godt lide, at de kører et mere simpelt look i år. De er heldige, at de har et meget cool klublogo, som ovenikøbet harmonerer godt med det røde sponsorlogo.

2. AaB

”Den er så flot, den her. Jeg er vild med de massive striber, som virkelig har et ikonisk skær. Trøjen har en fed retro-vibe, og farvekombinationen er lige i øjet. Det store sponsorlogo er virkelig elegant integreret. Der er ikke så meget at sige - det er bare en voldsomt pæn trøje.”

1. OB

”Det var let at kåre en vinder. Jeg kender én anden fodboldtrøje, og det er Inter Milans, der har det ikoniske Pirelli-logo på maven. Selvom OB’s trøje er hvid og blå, giver den mig lidt mindelser om Inter, hvor sponsoren ikke er et nødvendigt onde, men faktisk gør trøjen endnu pænere. Albani-logoet er vildt flot og nostalgisk, striberne på trøjen er elegante og kraven med reverset er virkelig, virkelig flot. Knapperne i udskæringen understøtter bare det gennemførte retro-look. Her er kælet for alle former for detaljer.”