Når forårsvarerne bliver leveret i butikkerne, er det stadig vinter udenfor, og det kan knibe med motivationen for at forny dagliggarderoben. Derfor gælder det om at lave en glidende overgang, hvor du løbende gør status over, hvad der skal pakkes væk, og hvilke nye ting der skal tilføjes.
Klædeskabsklassikere som kaki chinos, mørkeblå jeans, ensfarvede skjorter, hvide sneakers etc. er eviggyldige, så behold, hvis du har, eller køb, hvis du mangler. Den slags laver de fleste mærker inden for samtlige prisklasser. Afhængigt af hvor kvalitetsbevidst du er, kan du sagtens få glæde af basiselementer i den laveste prisklasse.
De seneste forårs- og sommerkollektioner har bugnet af kortærmede 50’er-inspirerede skjorter, og dem kan du roligt finde frem fra sidste års sommerkasse eller købe ind af.
Annonse
Den korte jakke, som vi sidste år fremhævede, er også fortsat aktuel. Den kommer i mange versioner fra den ikoniske harrington over bomberudgaven til den mere klassiske uniformsmodel med skjorteflipper og skulderstropper. Alternativt er en carcoat eller en trenchcoat i kaki eller marineblå også stilmæssigt højaktuel og perfekt, hvis du har noget at skjule.
Bukserne synes fortsat at blive bredere i benene for hver sæson, der går. Vi er mange, der endnu ikke er helt klar til at smide de smalle silhuetter både foroven og forneden, men vi skal nok til at vænne os til, at de skal sidde lidt løsere.
Heldigvis er der stadig masser af garderobegodter, der forbliver, som vi kender dem, som fx ørkenstøvler, der snart har været på markedet i 70 år. En anden klassiker, vi kommer til at se mere til, er den grønne safarijakke, der ligger i grænselandet mellem slidstærk skjorte og en meget tynd jakke.
Med sine fire lommer fortil er den lige så praktisk, som den er noget af det mest rigtige, du kan iføre dig her til foråret.
Jeg kan godt lide, at alt er up in the open. De sjoveste mennesker er dem, der kan finde ud af at læse en simpel situation. Og det er der bekymrende mange, der ikke kan.