Hvorfor bærer gamle mænd sig altid så godt? Niels Barfoed har opskriften

Jeg har aldrig givet svimlende summer for tøj. Fra tid til anden har jeg svunget mig op til at købe en god sweater, men for mig drejer det sig ikke om at have meget tøj. Det drejer sig om glæden ved det behag, der er forbundet med velvalgt tøj. Nogle skider på det, og det er godt for dem. Men jeg skider ikke på det, og det er gået godt for mig i livet med den mentalitet.

Jeg har en hengivenhed for det behagelige tøj. Det, jeg gerne vil træde ind og ud ad døren i. Og her har det været afgørende for mig, at jeg er vokset op i et hjem, hvor der var en glæde forbundet med at vælge det rigtige tøj at gå i. At der var en glæde i at foretrække noget frem for noget andet.

Både min far og min mor gik op i beklædning. Jeg tror godt, de kunne lide det ved hinanden. Vi var ikke en del af overklassen økonomisk set, kun kulturelt. Det var et hjem med klaver, men uden skyggen af formue eller finansiel storhed, så de gjorde det hele med små midler. De var et smukt par. De fremstod ikke som mugne museumsgenstande, men som friske unge mennesker i Søndags-København, der lod sig se.

De var begge glade for at promenere på Strøget eller på Langelinie. Jeg havde to brødre, og vi tre var trip, trap, træsko. Vi gik i det samme grå flannel, i dobbeltradede jakker, korte bukser og skottehuer. Det var nydeligt. Min mor klædte os på med en sans for kvalitet, der gjorde, at vi ikke var komiske, men tværtimod beundringsværdige.

Det var hende selv, der havde siddet ved symaskinen. Hun ville gerne vise os frem, og vi var anledning til hendes stolthed. Min far ligeså. Fra dem lærte jeg, at man børster sin jakke for hår og gamle skæl, inden man går ud.

Forfatteren og satirikeren Meïr Aron Goldschmidt skrev engang en morsom historie om sig selv. Han havde brug for en ny overfrakke, og derfor gik han hen i Ny Østergade hos byens bedste skrædder. Han havde lidt penge på lommen, men vidste ikke, hvordan overfrakken skulle se ud.

’Overlad det til mig,’ sagde skrædderen. Han lavede ham en elegant og dyr frakke. Goldschmidt spurgte skrædderen, om den ikke velsagtens var lidt outreret til ham. ’Bare vent, De bliver glad for den,’ svarede skrædderen. Med frakken på gik han ned til Højbro Plads, og hvem mødte han der? Søren Kierkegaard, og de var på talefod med hinanden.

Kierkegaard studsede over synet af frakken, og det opdagede Goldschmidt. ’Synes du, den er langt ude?’ spurgte han Kierkegaard, der svarede: ’Ja, det synes jeg.’ ’Hvad er der i vejen med den?’ ’Ikke noget,’ svarede Kierkegaard. ’Skrædderen har tjent sine penge, og du er kommet af med dine penge.

Men man skal ikke gå i noget, der sætter en udenfor. Nøjes med at købe det, andre mennesker går i. Det kan stadig se smukt ud, og samtidig er du indenfor. Du er medlem sammen med os andre. Tag mig med til skrædderen næste gang, så skal du bare se.’

Den historie indeholder en smuk pointe, synes jeg: Lad være med at gøre nar ad det almindelige. Tag det almindelige til dig, og gør noget ud af det i stedet. Man behøver ikke at være en omvandrende reklamesøjle. Jeg synes ikke, der er noget interessant ved dem, der har det helt rigtige på, går på de helt rigtige barer, køber de helt rigtige cocktails og siger de helt rigtige ting til de helt rigtige mennesker.

I gamle dage tog Jørgen Nørgaard (Mads Nørgaards far og skaberen af Nørgaard Paa Strøget, red.), min savnede ven, og jeg engang imellem til London. Men i dag holder jeg mig til Troelstrup på grund af deres store sortiment og gode kundeservice.

Når jeg rejser nu, er det med så lidt som muligt, fordi jeg glemmer alting. Men jeg har ofte en blød hat med, dog ikke om sommeren og slet ikke hvilken som helst. Derudover button-down-skjorter, ekstra seler, det er et must, mange nystrøgne lommetørklæder og en stok.

Vi har jo alle vores idiosynkrasier. Jeg hader fx skrævende flipper i skjorten. Sådan nogle, som skråner helt vildt. Gerhard Schrøder (Tysklands kansler fra 1998 til 2005, red.) gik altid med dem.

Han minder mig om en bestyrelsesformand i et tvivlsomt firma, og det bidrager hans skrævende flipper til. Samtidig er jeg absolut til pudsede sko. Hvis man er ude i skoven og skal skyde en kronhjort, må man godt gå i støvler med skidt på, men i det daglige, urbane liv er upudsede sko en uskik.

I særdeleshed, hvis man er i smoking eller i kjole og hvidt. Det nytter ikke noget, at der kun er fest fra bunden af buksebenet og op ad. Det giver sig selv.

Mit bedste tøjkøb må være en olivengrøn hørhabit, jeg købte i Milano omkring 1990. Ellers går jeg normalt mest i jernbanefløjl. Sweatre fra Smedley eller Paul Smith, der altid er tyndt strikkede. Og jeg har haft den tøjstil gennem snart hele livet, vil jeg mene. Dog med en forandring: Jeg har bunker af slips, men går markant sjældnere med dem nu om dage.

Khaki er den farve, jeg er mest glad for. Jeg levede i Danmark under besættelsen, og man kunne se på tyskernes uniformer, hvor trægt det gik dem i krigen. De så mere og mere lusede ud, som krigen skred frem. Når man er i færd med at tabe en krig, har man jo ikke tid til at vaske tøj.

Da Danmark blev befriet, kom amerikanerne og englænderne, og amerikanerne var så flotte med deres khaki-farvede uniformer. De var symboler på den rige, nye verden. Jeg elsker den farve, da jeg har så gode associationer til den. Og så fungerer den godt om efteråret, hvilket er min yndlingsårstid at klæde mig på i.

Fx har jeg en frakke til den sæson, som jeg sætter meget pris på. Jeg kan ikke huske, hvor den er fra, for den er meget gammel. Dobbeltradet med fine, spidse reverser. En byfrakke, der ikke er vindtæt, så man kommer til at fryse gevaldigt i den. Den er faktisk bedst til at gå fra en taxa til en anden i, ha ha.

Jeg synes, at Henrik Nordbrandt var flot klædt. På den kierkegaardske måde. Han havde jo ikke meget at rutte med. Han forsvarede sin eksistens som digter, og det bliver man jo ikke rig af. Jeg ved, han var meget i Tyrkiet, hvor han boede i en årrække, og der koster ting jo det halve. Det har garanteret gjort ham godt, når han skulle købe tøj.

Jeg synes også, der er noget fascinerende over Johannes Riis (tidligere litterær direktør i Gyldendal, red.). Han går altid med slips, og det har han besluttet sig for. Den genkendelighed kan jeg meget godt lide. Han er de klæder, og de klæder er ham.