Niels Brandt: "Vi kom til succesen relativt sent, så jeg ved virkelig, hvordan det er ikke at have succes"

Vi skal lege en leg.

Foran Niels Brandt ligger en pose med sedler. Alle fyldt af små brudstykker fra hans eget sangkatalog. Lige som sine tekster er Brandt en mand, der gerne går i flere retninger. Han bruger uden at blinke både ord som ’grineren’ og ’neuroner’ inden for kort tid, når han snakker her i krogen af den ’Twin Peaks’-lignende kaffebar, vi sidder på, i København.

Niels Brandts tekster og sætninger passer også godt til hans stil. Få kan som den 36-årige forsanger i The Minds of 99 mikse det sportslige look med tilknappede poloshirts. Sagt på en anden måde kan han gøre enhver britpop-aficionado varm indeni, men inden forsangeren for et af dansk musiks mest skattede bands skal påbegynde vores lille sangtekstspil, vil han gerne slå noget fast om netop sin stil.

”Jeg har det lidt underligt med, at jeg skulle være én af Danmarks bedst klædte mænd. Sådan ser jeg overhovedet ikke mig selv, for jo, jeg tænker da over, hvad jeg går i, men jeg er da også alt for rodet oven i hovedet til at have en egentlig stil,” siger han og lader et smil sive fra kæften.

Om det er ved at blive væk i en tanke eller tæt på at mutere om til et grin, er svært at afgøre. Så trækker Niels Brandt den første seddel fra posen.

Du si’r det, som det er, men heller ikke mer’ / Du virker stor som en sol, men du’ flad som en pandekage //

- fra ’Stor som en sol / flad som en pandekage’

”Den her havde jeg det rigtig grineren over at skrive,” udbryder Brandt.

”I de her år er det virkelig en trend, at folk bare skal sige det, som det er, men det falder ofte helt til jorden. De fleste, der gør det, giver ikke sig selv plads til skrøbelighed eller tvivl, og sådanne mennesker bliver jeg mistænksom over for. Det er alt for Instagram-agtigt og gennemtænkt.”

”Det er fordi, jeg tænker, hvordan man overhovedet kan tro på nogen, der ikke tør tvivle. Hvis du ikke har modet til at vise din skrøbelighed frem, så er der jo noget galt, og så skal man være på vagt. Det virker som om, at der bliver mere og mere af det for tiden. Desværre.”

The Minds of 99’s numre er ikke sådan nogle, hvor vokalen pakkes ind. Niels Brandt er ingen blomst med musikalsk cellofan udenom, men tværtimod en kontrær og somme tider rablende stemme, der slår takten an, mens han lader musikken buldre, brage eller danse omkring sig. Samtidig er hans tekster fremsagt med en mandestemme, der taler sig ind i et fællesskab.

”Jeg ser mig både som forsanger og som en del af et band. The Minds of 99 er så gode, at jeg kan tillade mig at have den rolle. Siden jeg fik D-A-D’s ’No Fuel Left for the Pilgrims’ i første klasse, har jeg været fascineret af de frontmænd, der er så stærke, at de både kan påvirke og lade sig påvirke af bandet. Det samme så jeg med tiden hos Nirvana, Oasis, Blur, Suede og senere hos Arcade Fire.”

”Helt sikkert. I et band bruger man hinanden på kryds og tværs. Vi har bygget nogle koder op over mange år, som man ikke kan indhente, når man er blevet ældre.”’

’Minds’, som bandet blot kaldes i folkemunde, har spillet sammen i flere forskellige konstellationer, siden de voksede op i yderkanten af hovedstaden. Men succesen var længe undervejs. I mere end 15 år havde de forskellige bands og projekter sammen, inden de som The Minds of 99 vandt DR’s Karrierekanonen i 2013 og hurtigt fik en landeplage med ’Det er Knud, som er død’.

Op igennem sine 20’ere var Niels Brandt således tilbøjelig til alt forefaldende arbejde. Han var pædagogmedhjælper, musiklærer, arbejdede på en café og oplevede samtidig at være signet på et pladeselskab i London.

Det kom der imidlertid ikke en plade ud af, og slukøret blev snuden vendt hjem imod Danmark igen, inden Karrierekanonen skød bandet af sted.

”Vi kom til succesen relativt sent, så jeg ved virkelig, hvordan det er ikke at have succes. Derfor tror jeg også, at jeg har tacklet det bedre, end jeg ville have gjort som helt ung,” siger Brandt.

”I dag har jeg det sådan, at jeg hellere må holde benene på jorden, fordi det sikkert snart går galt. Det er måske også derfor, jeg aldrig er faldet i fælden med fester og alt det dér: ’Hey, der er gratis sko herovre, eller hey, der er gratis frokost derovre.’ Jo ældre, jeg er blevet, jo mere ligeglad er jeg også blevet med ting. Det tror jeg ikke, jeg havde været, da jeg var 22.”

Alle disse dage ligner røg i en spiral / Der minder lidt om lagene i den vane, som jeg har / Mig og mine venner laver natterøveri / Og mig og dem jeg kender, vi er tomme indeni //

- fra ’Ud af min krop’

”Det er jo et trøstesløst billede det her, men det var også noget, jeg skrev for fire år siden. Jeg ville ikke kunne skrive det i dag, for det er ikke en følelse, jeg har længere.”

”Ja, det har det nok. Selv om jeg nok ikke helt ved på hvilken måde.”

”Nej, det er jeg sgu nok ikke. Succes er ligesom at komme et par skridt op ad en stige og kunne se noget mere. Det må man så handle ud fra, men det giver under alle omstændigheder flere muligheder. Man får et andet udsyn af at have succes, og jeg har følt, at jeg er smeltet sammen med verden på en anden måde. Vi har sendt musikalsk energi ud, og vi har fået virkelig meget god energi tilbage. Det har ændret en grundfølelse i mig, men jeg kan ikke sige, om det giver bedre musik. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg har langt færre dage, hvor jeg føler mig nytteløs.”

Alle skuffer over tid / Og jeg vil komme til at skuffe dig / Jeg si’r det, bare så du ved, at / Alle skuffer over tid //

- fra ’Alle skuffer over tid’

”Dystert? Jeg synes, det er ekstremt optimistisk,” griner Brandt og retter sig op.

”Der er en underlig tendens i de her år til, at vi tror, at alle hele tiden skal stræbe efter aldrig at skuffe, men det er der jo ingen, der kan. Alle skuffer på et tidspunkt, og derfor burde vi snart begynde at tænke: ’Hey, jeg er lige som alle andre,’ for det er virkelig en befriende tanke. Det lyder måske lidt deprimerende, men det er en lettelse at vide, at alle kvajer sig.”

”Forvent det værste, så lever du nok et bedre liv. Jeg tænker tit på noget, George Costanza siger i ’Seinfeld’: ’My goal is to become hopeless. Hope is killing me.’ Det kan jeg virkelig godt lide! Det er faktisk et pejlemærke for mig, for det er så rent, og derfra kan det kun gå fremad,” griner Brandt og hiver en ny seddel op af posen.

I min ubåd er der atmosfære / I min ubåd, trykket kan bære / You don’t know anything about my life //

- fra ’Ubåd’

”Det er svært at være alene i dag, og det skaber ret dårlige vilkår for fantasien,” siger Niels Brandt og klør sig lidt i det afblegede hår.

”Jeg har selv virkelig meget FOMO (Fear of Missing Out, red.), og jeg ved godt, at det er noget lort. Der er mange ting i verden lige nu, der distraherer os, fordi alt kræver vores opmærksomhed. Opmærksomheden er blevet en slags social valuta. Det banker rundt i neuronerne, og jeg tror, at vi må gøre op med det, for ellers kammer det over inden for få år. Hvornår kan tankerne overhovedet holde fri?”

”Der er faktisk ikke så mange mobiltelefoner fremme ved vores koncerter. Jeg tror, folk kommer for det nærvær, der er, så de tager dem ikke så meget frem. En koncert er dér, hvor folk er sammen. Jeg ser heller ikke mig selv som et idol, men nærmere som én, der spiller for og med et fællesskab. Jeg tænker, at folk kommer til vores koncerter for sangene og lidt mindre for os.”

Sidste seddel.

Jeg tænker, vi sætter os ned her ved det vindue / Hvor alle problemerne de ka’ drikkes væk / Og folk de fortæller mig, at du er en ødemark / Så jeg vil connecte med dig //

- fra ’I’m Gonna Die’

”Ødemarken er poetisk, mens connecte er følelsesløst,” siger Niels Brandt og smider sedlen tilbage på bordet.

”Derfor flipper sangen også imellem at være romantisk og fjern. Dynamikken er, at ham her gerne vil være tæt på nogen, men han vil ikke selv lade nogen komme tæt på. Sådan ser jeg egentlig også vores tid. Vi er bange for at blotte os, men det er jo alligevel det, vi ønsker at gøre.”

Der er stille omkring bordet et øjeblik.

”Det handler jo om fordybelse stillet over for den måde, vi opfører os på i dag,” siger Brandt så.

”Da én af vores andre sange, ’Stjerner på himlen’, blev spillet meget, fik jeg ofte spørgsmålet om, hvad det var, jeg gerne ville sige om samfundet med den sang. Men come on, jeg vil da ikke sige en skid om samfundet! Jeg ville bare sige noget om mig.”

”Hvis der er noget galt, så fiks det, og hvis du render rundt og føler, at du ikke fordyber dig nok, så fordyb dig, selv om det er svært. Du er mere fri, end nogen andre nogensinde har været før.”

”Da jeg var 18 år, tog jeg på refugie og sad og spillede musik i otte dage helt alene, og da jeg var i starten af 20’erne, tog jeg mig tid til at kigge indad. Det endte med at blive en succes med The Minds of 99, da jeg var i 30’erne, men det anede jeg jo ikke, at det ville blive. Jeg havde bare en drøm om det, og jeg vidste, at det krævede tid og fordybelse.”

Brandt læner sig frem, samler sedlerne sammen og putter dem ned i posen igen. Så siger han:

”Hvis du har noget på hjerte og giver det plads, så kommer det ud. Det er jo dér, oprøret ligger. Lad være med at gå til en enkelt demonstration om året for at tage en selfie, som de fleste fritidsdemonstranter gør i dag. Gå til mange demoer, vis dig frem med noget, du virkelig brænder for! Start et oprør, og begynd med dig selv. Pladsen er der, hvis du tør tage den. Bare gør det.”