Omega præsenterer vintageinspireret James Bond-ur

I går præsenterede Omega det ur, som Daniel Craig vil bære i sin sidste film som James Bond. Euroman var med ved præsentationen i New York.

Omega præsenterer vintageinspireret James Bond-ur
Offentliggjort

Daniel Craig indtager for sidste gang rollen som filmhistoriens ypperste agent, James Bond, når filmen ’No Time to Die’ til foråret får premiere verden over.

En ny James Bond-film betyder ofte også et nyt ur fra Omega. Schweizerne har siden ’GoldenEye’ i 1995 holdt styr på tiden for 007, og denne gang er ingen undtagelse.

Euroman var med, da Omegas CEO, Raynald Aeschlimann, onsdag løftede sløret for det nye ur ved et arrangement på Manhattan i New York.

Uret er, som det har været tilfældet siden ’GoldenEye’, selvfølgelig et Seamaster. Det er også endnu en gang et Diver 300M, som det har været tilfældet en hel del gange tidligere i Omega og James Bonds – til næste år – 25 år lange samarbejde.

Bond-ur 2.jpg

Det særlige ved dette ur er remmen, som består af en titaniumslænke. Den giver uret et særpræget vintage-look, og det er ingen tilfældighed. Daniel Craig, som selv er vældigt passioneret omkring ure, har nemlig været med inde over designprocessen, og den 51-årige englænder har i den forbindelse slået et slag for vintage-delen.

”I arbejdet med Omega besluttede vi, at et letvægtsur ville være essentielt for en militærmand som 007. Jeg foreslog også nogle vintagetræk og -farver for at give uret en unik kant. Det færdige ur ser fantastisk ud,” siger Daniel Craig i en pressemeddelelse.

Uret, som har fået navnet Seamaster Diver 300M 007 Edition, vil også kunne købes med NATO-rem i stedet for titaniumslænke.

Ingen af varianterne er limiteret og vil være at finde i Omega-butikker allerede fra februar.

bond-ur 1.jpg