’Outdoor-hipsteren’ er blevet arketype i Spejder Sport som følge af trend
Modefolket vil se ud som om, at de vandrer i øjebliket - og det er ekstra fashion-agtigt at handle tøjet ind i specialbutikker som Spejder Sport. "At vi ligefrem skulle være trendsættere, havde vi ikke regnet med," lyder det fra kæden.
I 2005 rappede hiphop-gruppen Bistok Røgsystem om at være lagerarbejder hos Spejder Sport i hittet 'Fabrik':
"Tjek ind, når jeg arbejder hårdt
Tjek ud fra min lagerplads i Spejder Sport
Annonse
Varer på stub, soveposer ned i kasser
Gæt engang, hvem der reparerer luftmadrasser."
På virkelighedens Spejder Sport-lager i Værløse bliver der også knoklet igennem denne morgen. En skærm viser, at der på kædens webshop allerede er tikket 250 ordre ind her klokken 09.00, og at 1.150 varer indtil videre skal sendes afsted.
Men det er ikke længere kun luftmadrasser eller teltstænger, som Bistok Røgsystem rappede om, der ryger fra lageret ud til friluftsmennesker. Nu bestiller sågar modefolket eksempelvis trekkingsko fra Salomon, fleecejakker fra Columbia, skovmandsskjorter fra Patagonia eller rygsække fra Millican.
Spejder Sport er blevet trendy og ikke mere så kikset og kun for "nørder".
Den nye kundegruppe kan mærkes hos Spejdersport, fortæller Carsten Ellgaard Thomsen, der er business development manager i kæden og har sin daglige gang på lageret i Værløse.
Annonse
”Vi har fået et segment, som vi tidligere ikke havde i vores sortiment. En målgruppe, som er mere modeorienteret. At vi ligefrem skulle være trendsættere, havde vi ikke regnet med," siger Ellgaard Thomsen.
”Vi ser os dog ikke som en del af modebranchen endnu, men ligger mere i periferien af den. Vi søger ikke moden, moden søger os. Det sker nogle gange, at moden rammer os, og det vil vi sgu gerne have. Men det er jo ikke sådan, når den her autentiske bølge er væk om nogle år, og alle måske begynder at gå i gabardinebukser igen, så køber vi ikke 20 forskellige styles ind i garbardinebukser. Vi går vores egen vej."
Som følge af interessen fra modefolket har Spejder Sport tilføjet en ny arketype over deres kunder. Udover 'vandreren', 'spejderen', 'backpackeren' har de nu også 'outdoor-hipsteren'.
Sådan en person er moderne, fællesskabsorienteret, kan godt lide god mad og drikke, lever aktivt og vil gerne have et image, hvor man er funktionel, men stadig præget meget af trend og mode. Han køber ikke som dansk vandrelaug de rigtige knive, en silkelagenpose eller et kompas, men mere det komfortable tøj.
”Jeg tror, at mange prøver at få autenticiteten tilbage. Vi vil gerne ud i naturen eller i hvert fald se ud som nogle, der vandrer rundt derude. Det er også tingen med denne outdoor-hipster. Han vandrer jo ikke så meget, men slentrer mere rundt i de københavnske gader. Han tager det på for at identificeres med det at være autentisk," siger Ellgaard Thomsen.
”Når modefolket begynder at købe ind hos os, er det et tegn om, at vandrekulturen er blevet helt accepteret. Hvis man sad ved et middagsselskab for 20 år siden og fortalte, at man vandrede, ville alle yuppierne omkring tænke: ’Hvad er det for nogle nørder? De vandrer’. Siger man det samme i dag, vandrer alle omkring bordet. Det er ved at flytte sig til en folkesport.”
"Du kan ikke finde noget, der er mere outdoor end Spejder Sport. Det er hele vores fundament. Vi er ikke blevet outdoor, fordi det er smart lige nu. Vi startede med at eksistere umiddelbart efter krigen i 1945 og er en af de ældste outdoorkæder overhovedet."
Annonse
Særligt tøj fra Patagonia sælger Spejder Sport meget af.
"For nogle år siden kunne vi se, at butikker som Le Fix, Wood Wood og Stoy pludselig fik interesse i nogle af de brands, som vi i forvejen havde i sortimentet som f.eks. Patagonia. Og når de gør det, ved vi godt, at der er en trend, som ligger og ulmer.”
”Vi havde solgt Patagonia i fire-fem år før dem og valgte mærket, fordi vores kunder havde et behov for skaljakker."
Euromans moderedaktør, Frederik Lentz Andersen, genkender 'outdoor-hipsteren'.
"Der er kommet denne outdoor-tendens, hvor man går i Spejder Sport eller Marathonsport og køber tøj og briller. Tendensen er opstået i kølvandet på normcore og hedder gorpcore (Good Ol’ Raisins and Peanuts, red.), hvilket er en reference til en pose nøddemix, som vandrere spiser for at holde blodsukkeret ved lige," siger Lentz Andersen.
"Jo mere nørdet og teknisk det ser ud, jo mere 'fashion' er det. Der er tale om en antitrend, der handler om ikke at gå for meget op i sit ydre, men om kærlighed til naturen. Det værste for de fleste mænd er, hvis de er for forfængelige. Derfor kommer denne outdoor-tendens dem til gode. De går praktisk og mandigt klædt, men viser stadig, at de ved, at de er moderne og har meget fritid. Fritid er blevet den dyrebareste valuta, vi kan få."
Ifølge Lentz Andersen kan man drage en parallel til den franske kunstner Marcel Duchamp og hans 'readymades'-kunstværker, der blev sammensat af dagligdagens brugsgenstande og i stedet ophøjet til noget større. I 1917 lavede han sit mest kendte værk 'Fountain', som består af et urinal signeret R. MUTT.
"Hvis du nu tager noget teknisk tøj fra Spejder Sport, der ellers tjener et praktisk formål og ikke er lavet med mode-øjemål, er du pludselig fashion. Modefolket ophøjer det på samme måde, som Duchamp ophøjede brugsgenstande i kunsten," siger Lentz Andersen og tilføjer:
"Det sjove og paradoksale er dog, at trendsætterne ikke siger det højt, at de handler ind i Spejder Sport, men holder det hemmeligt. De skal helst være så unikke som muligt."
Sådan nogle produkter køber outdoor-hipsteren ind:
Patagonia Insulated Fjord Flannel skjorte til 1.299 kroner.