Pyjamas-kongerne afholder deres første ’Archive Sale’
… som jo altså bare er et fint udtryk for et lagersalg.
Foto: PR
Siden Charlie Hedin og Tekla i 2017 nærmest katapulterede sig selv ind på den danske modescene, har de med deres minimalistiske designtilgang formået at gøre nattøjet til allemandseje i de danske hjem.
Det er selvfølgelig ikke den eneste disciplin, mærket mestrer, og man kan efterhånden ikke besøge et toilet i København uden at skulle tørre hænder i et håndklæde fra brandet, der generelt har sat sig tungt på den bevidste forbruger.
Normalt er de kendt og måske endda anerkendt for at designe deres produkter ud fra et langvarigt og bæredygtigt perspektiv og holde sig til en smal men fast kollektion.
Den kollektion skal dog snart have en overhaling, og derfor holder de i dag og i morgen lagersalg i de kreative fotografers højborg – The Lab.
Her vil man kunne finde alt fra sample-pieces til udgåede varer. Alle er velkomne, men det kræver at man tilmelder sig. Og det kan du gøre lige her.
The Lab ligger på Vermundsgade 40B og lagersalget er åbent fra 8.00-18.00 i dag og i morgen 5-6 november.