Jeg har haft en lang periode, hvor jeg ikke har gået i jakkesæt. Lysten er dog efterhånden tilbage, og jeg har nu fået et godt øje til et fremragende travel suit fra japanske Teätora.
Det er produceret i nylon, hvilket jeg ved første indtryk var lidt skeptisk over, men ved nærmere eftersyn og ved at teste sættet af giver det bare rigtig god mening.
Annonse
Den tekniske kvalitet gør nemlig, at jakken vejer næsten ingenting og er enormt slidstærk. Derudover har den et væld af features, heriblandt lommer til en tablet, billetter og boardingpas, pung og telefon.
Og ligesom vi kender det fra diverse skaljakker og løbetøj, kan sportsjakken pakkes ned i sin egen lille, fastmonterede taske. Som om det gennemførte design og kærligheden til detaljerne ikke var nok, så er jakkens pasform noget nær perfekt og fremhæver en flot silhuet. Bukserne er ligeledes rummelige og afslappede. Præcis som din rejse vil blive efter denne investering.
Sportsjakke og bukser fra Teätora hos Norse Store.
Blå rør
De blå chinos er indiskutabelt det par benklæder, du altid kan række ud efter uanset anledning. En tro følgesvend på jobbet, på restauranten eller i haven.
Derfor var det ikke med min gode vilje, at jeg for nylig var nødt til at pensionere mine gamle chinos. Efter et halvt årti med hårdt fysisk arbejde – leg på gulvet med ungerne, utallige cykelture og alt muligt andet – fik de endelig nok.
Annonse
Derfor satte jeg en større søgning efter en passende erstatning i gang. Min research tog mig fra de mørkeste kroge af internettet over nichede japanske mærker, hvis hjemmesider ikke just var nemt afkodelige, til franske og amerikanske workwear-giganter.
Du kan ikke gå galt i byen med hverken OrSlows ’French Work Pant’ eller Nanamica’s ’Ivy Pant’, men jeg endte til sidst i det københavnske modelandskab og valgte Hansen Garments’ ’Bobby’-model. De er tilpas brede, i fremragende kvalitet og i et prisleje, som ikke er stukket helt af.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.