Adidas Yeezy Boost

Rezet Store har fået stjålet stor sending Adidas Yeezy Boost

Ukendte gerningsmænd har stjålet 40 par Adidas Yeezy Boost fra sneakerkæden.

Rezet Store Jorcks Passage
Offentliggjort

På lørdag afholder Rezet Store en af de såkaldte sneaker-’raffles’, hvor heldige vindere får adgang til at købe et par af de eftertragtede Adidas Yeezy Boost 350 V2, der udkommer i en ny cremehvid farve. Men det bliver med færre par, end sneakerkæden oprindeligt havde regnet med.

I går fik butikken i København nemlig stjålet intet mindre end 40 par af den eftertragtede sko. Mens fragtmanden var ved at aflæsse skoene, fik ukendte gerningsmænd adgang til den åbne lastvogn og stak af med fire store kasser med Adidas Yeezy Boost.

”Det er rigtig ærgerligt,” siger Kasper Mølgaard Nielsen, der er direktør for Rezet Store.

Han fortæller, at tyvene må have vidst, at Rezet Store ville modtage en sending Adidas Yeezy Boost netop i går.

”Der er ikke nogen af de ansatte herinde, der ved, hvornår ’Yeezys’ bliver leveret, så det må være nogle, der enten har vidst, at de har stået på et lager og har fulgt efter lastbilen eller på en anden måde har vidst, hvad der var i kasserne. Det er vi ret sikre på,” siger Kasper Mølgaard Nielsen.

Han oplyser, at butikken stadig afholder ’raffle’ lørdag som planlagt.

”Vi har fortsat alle størrelser, så vi kan heldigvis stadig afholde lodtrækningen. Men der er færre, der får skoene, og det er jo både irriterende for dem og for os, fordi vi taber omsætning.”

Rezet Store har selv delt den kedelige nyhed på Facebook, hvor reaktionerne i kommentarfeltet tyder på, at tyvene måske allerede er i gang med at forsøge at afhænde de stjålne sko. I Facebook-gruppen ’Highend couture – Denmark’ har en bruger lavet et opslag, hvor han reklamerer med, at man kan købe op til 100 par Yeezy Boost – uden kvittering.

En bruger i gruppen har skrevet til personen bag opslaget, hvor den formodede gerningsmand fortæller, at han har skoene fra Rezet Store, og at det ”måske er stjålne”.

Rezet Store har anmeldt sagen til politiet.

LÆS OGSÅ: Her er denne måneds bedste sneakersnyheder

LÆS OGSÅ: Se billederne: Nike og Supreme i nyt eksklusivt sneaker-samarbejde

LÆS OGSÅ: Her er 6 sneakertrends, du ikke kommer uden om denne sommer