Sådan inkorporerer du din fodboldtrøje i hverdagsgarderoben

På langt de fleste arbejdspladser er dresscoden blevet mere afslappet, hvilket giver plads til, at fodboldtrøjen kan blive en fast del af din hverdagsgarderobe. Men hvordan undgår man at ligne en fodboldfan på vej til kamp?

Sådan inkorporerer du din fodboldtrøje i hverdagsgarderoben
Offentliggjort

Streetwear-verdenen sætter i højere grad dagsordenen inden for moden, og når det kommer til brug af fodboldtrøjen uden for banen, er det ingen undtagelse.

Der er efterhånden op til flere knivskarpe eksempler på, at fodboldtrøjen kan være omdrejningspunktet i outfittet, uden at man ligner én, der er på vej til stadion. Se blot på fx Drake, der ret elegant bærer en lyserød Juventus-trøje.

Og lad os gøre det klart med det samme: Der er en hårfin balance mellem det sofistikerede og afslappede, når det kommer til stylingen af ens fodboldtrøje. Men heldigvis kan man gå ret simpelt til værks.

Derfor har vi her samlet nogle bud på, hvordan man kan gøre brug af ens fodboldtrøjer, som ellers kun ser dagens lys på kampdage.

1. Brug ’Replica’-modellen

Det er afgjort nemmest at style ’replica’-modellen, som er en fanversion af spillernes fodboldtrøje, der ikke er lige så tætsiddende, som den fodboldspillerne render rundt i på banen.

’Replica’-modellens pasform er ligesom en almindelig T-shirt, og giver dig ikke problemer på komfortfronten i løbet af dagen.

2. Det afslappede look

Da fodboldtrøjer har tendens til at komme i alskens farverige nuancer, kan det være en fordel at holde resten af outfittet i afdæmpede farver. Vælger man at gå den afslappede vej, er det blot et par ligebenede jeans eller bukser, som er parret med sneakers, der skal til. Nemt og stilsikkert.

Man kan også med fordel have en langærmet T-shirt under fodboldtrøjen for et mere nedtonet udtryk.

3. Det sofistikerede look

Er man derimod interesseret i at skabe et mere sofistikeret look, kan man sammensætte et outfit bestående af en cardigan, et par bukser og en dress-sko, som enten kunne være en Oxfordsko eller loafers.

Man kan naturligvis også gå all-in og skifte cardiganen ud med en sportsjakke.

4. Alternativerne

Hvis det at bruge en helt almindelig fodboldtrøje til hverdag stadig føles lidt for vovet, er der efterhånden også flere mærker som Martine Rose og Palace, der har givet sig i kast med deres bud på en stilren fodboldtrøje.

Der er selvfølgelig også altid vintage-fodboldtrøjen, som man kan finde i utallige genbrugsbutikker.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodboldtrøjer, Fodbold og Herremode