Sådan går jeg klædt: Thomas Blachmann
50 år, jazzmusiker, komponist og producer. Thomas Blachmans oldefar var en jødisk-russisk immigrant fra det nuværende Hviderusland, som etablerede et skrædderi i Danmark. Har ca. 50 jakkesæt.
Jeg er vokset op i et jakkesæt. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har haft cowboybukser og gummisko på, selv i min pubertet. Det var simpelthen for slattent.
Jeg spillede tidligt jazzmusik, trommer, og der sidder man på små klubber og sveder som et svin. Man tager aldrig jakken af. Lige meget hvor mange trommesoloer du laver, og lige meget hvor kraftig en spot du har på dig. Du tager bare ikke den jakke af.
Jeg har idealstørrelsen, str. 48. Jeg ved ikke, hvad det er, men man byggede jo biler til str. 48 i 70’erne. Jeg kan komme ind i en Lotus fra dengang og sidde behageligt. Når jeg ser et flot jakkesæt, passer det mig altid.
Det fedeste jakkesæt, jeg nogensinde har ejet, fandt jeg i New York i 1992. Det var et ternet amerikanerjakkesæt, det var vildt dengang. Det blev fuldstændig slidt op i løbet af et par måneder. Når jeg finder noget, jeg godt kan lide, slider jeg det op. Jeg kan slet ikke skifte. Jeg har ikke tålmodighed til at finde noget andet at tage på. Det er jo forfærdeligt.
Jeg kan godt blive misundelig på mænd, der har et mere afslappet forhold til tøj. Mænd, som kan finde på at tage en T-shirt på eller tager skoene af, når de kommer ind et sted, hvor man ikke må have sko på. Der er folk, jeg overvejer ikke at besøge i ren angst for at skulle have skoene af. Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte mig selv mere fri, når det kommer til tøj. Af samme grund hader jeg sommeren. Hvad fanden skal man tage på? Man ved, at en mand, der render rundt i for meget tøj i 30 graders varme, er psykisk syg.
De gange jeg har slået græs, har jeg altid gjort det i et jakkesæt. Måske er det excentrisk, men det fungerer.
Man kan forberede sig hele sit liv, men lige pludselig kommer der en aften, hvor man står på tinderne af sin egen selviscenesættelse. For mig var det på The Jazz Café i London i 1994. Jeg stod sammen med Remee, Al Agami og mit band. Blue Note ville gerne signe os, og det hele var fedt. Jeg kan huske, at jeg havde en lyseblå, satinagtig smokingjakke på den aften. Med changerende mørkeblå kant på reverset og en skjorte med kalvekrøs. Jeg havde rygproblemer, så jeg gik med stok. Man ville sikkert skrige af grin, hvis man så det i dag, men sådan så man ud i 90’erne. Efter koncerten stod jeg i baren, og så gik der en pige forbi, fuldstændig uopnåelig i sine bevægelser. Det var, som om hendes lange ben var frugterne af mit arbejde. Hun var ufattelig smuk. Det var den aften, jeg mødte min kone.
Du kan møde Thomas Blachmann og fire andre særdeles velklædte mænd i det nye nummer af Euroman.
LÆS OGSÅ Mønsterborger: 9 friske fyre
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
