Dine ure koster mellem en halv til halvanden million kroner. Hvem er dine kunder?
”Det er mest folk, der er på ’den anden side’ af luksusmarkedet: For mange ville det at eje en Ferrari være vildt, ikke? Men hvad nu, hvis du kan købe Ferrari-koncernen? Så er luksus noget helt andet. Så er en Ferrari bare en ting.
Det er ikke det, mine kunder søger. De ønsker en relation, noget, de kan dele med andre. Det er sjældent et statussymbol. De har været hele rækken af kendte brands rundt og søger autenticitet og en historie, man som uafhængig urmager kan levere.
Især når man er en ’complete watchmaker’, der laver alt selv, også urskiver og -kasser. Dem er der ikke så mange af. Ud over os er det Roger Smith, Vianney Halter, Kari Voutilainen og Masahiro Kikuno.”
Hvorfor lave sine urkasser selv?
”Fordi jeg synes, at det giver mening. Ellers bliver jeg bare en købmand, og så kunne jeg lige så godt lave alt muligt andet. At lave kassen selv er tilfredsstillende og desuden er designet på min model 30CP så kompliceret, at der ikke var nogen, der ville lave den. Man kan ikke fremstille den på en CNC-maskine.
Min ur-kasse er forarbejdet manuelt med horn, der er håndloddet. Desuden ville jeg ikke have skruer i, fordi jeg synes, de er grimme. Jeg har brugt rigtig, rigtig meget tid sammen med Philippe Stern (Patek Philippes præsident fra 1993 til 2009 og nuværende ærespræsident, red.), da jeg havde ansvar for hans ur-samling, som er det, vi kender som Patek Philippe-museet.
En af hans største passioner var netop ur-kasser. Han gik helt vildt op i det. Han var fra en anden generation, så for ham skulle alting være så tyndt og så fint som muligt. Det var et tegn på kvalitet. Han sagde altid om et ur, at det skulle harmonere. Helt overordnet, som en helhed. Det er også derfor, jeg ikke har coating af glasset på mine ure.
Selve glasset er en del af arkitekturen af kassen. Når du sætter coating på, så forsvinder det fuldstændigt på grund af de antireflekterende egenskaber. Når du fravælger coating kommer der et helt andet liv i designet.”
Sidst vi snakkede, havde du værksted hjemme i stuen. Du har udvidet butikken?
”Der opstod en flaskehals i at arbejde hjemmefra på 60 kvadratmeter. Enten skulle vi flytte ud, eller også skulle firmaet flytte ud. Det blev det sidste. Nu har vi 350 kvadratmeter i en tidligere elektronikfabrik. Mit første ur har været udsolgt længe, og nu udvikler jeg et nyt ur med tourbillon, så vi havde brug for pladsen.”
Hvordan kan din nye lærling Frederik Johansen bidrage uden at være uddannet urmager?
”Frederik er superdygtig og lærenem, derfor indgik han hurtigt i vores arbejde på lige fod med os andre. De første opgaver var enkle; at polere en skrue eller lignende. Men med tiden blev hans opgaver mere og mere komplekse.
I dag hjælper han med at bygge og fremstille basisværkerne til 30CP, hvilket er en kæmpe hjælp. Urmageri er opbygget af hundredvis af delprocesser. Jeg oplærer Frederik i én proces ad gangen.
Når han har opnået perfektion i en proces, går vi videre til den næste. Urmageri er hyperkomplekst og meget svært, da vi arbejder i grænsefeltet af, hvad der er teknisk og menneskeligt muligt. Derfor kræver det meget af Frederik i forhold til at kunne fordybe sig og holde fokus. Det kræver en helt særlig psyke.
Det kan ofte være frustrerende at skulle gentage en opgave i det uendelige, men jeg ved, at vi får problemer to-tre år længere fremme, hvis en disciplin ikke mestres til perfektion.
Med talent kommer man langt, men det er fokuseret arbejde og træning, der gør, at man kommer i mål. Frederik er stadig ung og har ikke 100 procent valgt sin vej i livet. Men hvis han holder ved, vil han internationalt være en af de bedste om 5-10 år.”
Hvad har du lært af Frederik?
”Frederik er født med en computer i hånden og giver mig baghjul i vores tegneprogrammer samt programmering af vores maskiner.
Jeg har også lært at skulle give lidt slip på en ’jeg ved bedre’-tilgang: Selvfølgelig ved jeg bedre, men grunden til det er, at jeg har fejlet masser af gange før og har fået en masse erfaring.
Så nu griner vi mest af det, når vi smider timers arbejde ud, fordi noget er gået galt, som jeg kunne have fortalt ham på forhånd. Sådan er det bare i vores fag.”
Du laver kostbare ure. Er du bekymret for røverier?
”Vi har en masse sikkerhed, men den største sikkerhed er, at her ikke er noget af værdi. Hvis jeg var en urmager, der for eksempel fik en del Rolex ind til service, så skulle jeg ikke have mange Daytona’er liggende, før jeg havde for flere millioner i skuffen. Folk ved jo godt, hvad sådan et ur er værd.
Men mine ure er slet ikke samlet, det er løsdele, som ikke er noget værd, før de er samlet og bearbejdet. Vi ligger ikke inde med guld i store mængder, vi har et eksternt lager hos vores leverandør og får leveret fra dag til dag, hvad vi skal bruge.
Derfor har vi aldrig mere liggende end til det ene ur, vi arbejder på. Hvis der sidder en eller anden idiot og overvejer noget, så er der ingen grund til at komme forbi.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Ure og Mænd
