Simon Wick syer rabalderkluns til en bæredygtig generation

I den indre del af København står den spinkle Simon Wick og hænger foran Adidas’ butik på Pilestræde. Klokken er snart 18, og indenfor er der allerede stimlet en del folk til.

”Det er megaspændende,” siger Simon Wick, da vi er trukket lidt væk fra butiksindgangen.

Årsagen til myldret foran butikken på Pilestræde denne torsdag i januar er et samarbejde, som det halvandet år gamle danske tøjmærke (di)vision, som Simon har stiftet med sin søster Nanna, har lavet med den tyske gigant.

”Det er megasjovt at få lov til. Adidas har jo også et ry for at samarbejde med unge, innovative designere,” tilføjer han.

Sådan en er han, 23-årige Simon, en ung og innovativ designer. Hans look er rodet, lidt tilfældigt. Pasformerne på tøjet er ikke hugget fra en italiensk skrædder. Fra kinderne stikker der mørke og ensomme hår ud. Han er i godt humør, men også træt, for i morges præsenterede han sin første kollektion på Copenhagen Fashion Week.

”Det gik helt vildt godt!” siger Simon begejstret. ”Man ved jo ikke rigtig, hvad man skal forvente som nyt brand. For os, som kommer fra noget måske mere subkulturelt indenfor mode og er meget baseret på Instagram, møder vi ikke så tit vores kunder fysisk. Men vi var vildt overraskede over, hvor godt det gik. Der var et stort fremmøde, og det blev taget virkelig godt imod.”

Det er halvandet år siden, at han startede (di)vision med sin søster. Navnet kommer af måden, Simon og Nanna laver deres tøj på. De splitter brugte tøjgenstande ad og sætter dem sammen i nye kombinationer. Divison = opsplitning/adskillelse. Netop den bæredygtige tilgang giver (di)vision plusser i bogen.

”Jeg tror, at folk godt kan lide, at vi skiller os ud fra mange ved, at vi arbejder så meget med rekonstruering. Og det er jo lidt, hvad der mangler i modebranchen lige nu. Vores take er anderledes, og det virker til, at folk er helt vilde med det,” siger Simon.

”Folk synes, det er sjovt, hvordan vi arbejder med at noget ud fra noget, der allerede eksisterer. For eksempel denimjakker, der er lavet af gamle denimbukser.”

”Helt sikkert. Men det har været helt naturligt for os, lige siden vi startede, at have en anderledes tilgang. Vi havde ikke brug for mere tøj.”

Ligesom Simons eget look, er (di)visions også en lidt rodet omgang. Grunget, kantet. Det er rabalderkluns til en bæredygtig generation. Hidtil har det mest været på Instagram, (di)vision har hejst flaget. Men nu har de altså også markeret sig på noget så etableret som en modeuge. Og hvad betyder det så egentlig for det unge foretagende?

”Det giver os mulighed for at komme bredere ud og måske opnå større anerkendelse end så mange andre steder. Mange forbinder os med tofarvede bomberjakker, og det her er en mulighed for at vise, at vi kan andet end det,” siger Simon.

”Forhåbentlig kan det også gøre os mere respekterede blandt den ældre generation. Vi har meget godt fat i de unge, men jeg føler måske lidt, at de ældre ikke er helt med på, hvad der sker med modeverdenen lige nu. Det her kan være med til at give et indblik.”

”Vi skal først og fremmest fejre det. Men ellers skal vi jo bare arbejde videre, som vi hidtil har gjort. Det ændrer jo egentlig ikke så meget. Det er en drøm, vi har haft, og nu har vi gjort det. Og så er det bare back to work. Vi er jo stadig en ung virksomhed, så vi kan stadig nå at gå mange veje.”

For Simon er drømmen ikke nødvendigvis at blive et mægtigt modehus. Næ, faktisk er han mere optaget af at skabe noget så uhipt som en systue. Den er der allerede, systuen (den har de så småt fået etableret det sidste halvandet år), men den skal være større. Og den skal være med til at inspirere andre.

”Vi er ikke særlig mange, og vi har bygget en lille systue op, hvor vi kan lave vores ting. Jeg tror ikke, der er så mange, der har overvejet den mulighed. Vi er så mange unge, der har en drivkraft, og som har lyst til at arbejde sammen. Vi kan give nogle muligheden for at komme og hjælpe os med at lave nogle ting, og de kan så komme og udfolde sig hos os på en måde, som de ikke ville have kunnet, hvis de skulle sidde og sy derhjemme.”

”Vi har store ambitioner. Og jeg synes, det ville være virkelig fedt, hvis vi kan inspirere andre. At man godt kan gøre tingene selv. At der ikke er noget galt med at købe to t-shirts og sy dem sammen,” siger Simon.

”Hvis vi kan inspirere andre til at arbejde i de baner, ville det være fedt. Det er jo ikke, fordi vi skal ud og være det nye Ralph Lauren. Nu tager vi et enkelt skridt ad gangen. Men hvis vi kan brede det ud og bygge en stor systue op herhjemme, ville det klart være en stor drøm.”