Slip søndagsuniformen fri: Her er fem pyjamasser, du kan have på i offentligheden

Fra nattøj til hverdagstøj.

Slip søndagsuniformen fri: Her er fem pyjamasser, du kan have på i offentligheden
Offentliggjort

Det er efterhånden svært at afkode, om det er et modestatement eller ren og skær dovenskab, når man støder ind i en tømmermændsramt mikroinfluencer i den lokale brugs, der er trukket i pyjamasbukserne og udtrådte gummisko. For pyjamassen har længe ikke kun været forbeholdt hjemmets to kvadratmeter memory foam, der også er kendt som en seng. Siden midten af sidste årti har den været en del af modebilledet, fx havde GQ den på listen over 2015’s største forårstendenser.

Den har haft sine talsmænd gennem tiden. Foruden den yderst udskældte 'playboy' Hugh Hefner er kunstneren Julian Schnabel vel nok den mest kendte fan af pyjamassen. Her er der gennem tiden ikke blevet taget hensyn til, om han frekventerede den røde løber til Cannes Filmfestival, åbnede en ny udstilling, eller om han var på bagel run i New Yorks gader en søndag morgen: Elementer fra pyjamassen har næsten altid været en del af hans outfit – ofte sat sammen med en slidt, dobbeltradet habitjakke og et par Vans Era:

”Når du ser nogen gå ned ad gaden i pyjamas, tror de, at du lige er kommet ud af et sindssygehospital. Og da mine drenge blev født, lå jeg på fødeafdelingen, og jeg gik rundt i min pyjamas. Og en dame sagde til mig: ’Du er på den forkerte etage.’ Jeg sagde: ’Nej, nej, nej. Jeg er ikke. Jeg har disse børn.’ Hun sagde: ’Du kan ikke gå rundt i din pyjamas.’ Og en kvinde, der var maler, sagde: ’Det er Julian Schnabel. Han går rundt i sin pyjamas. Det er okay’,”som Schnabel sagde til CBS News engang.

Herhjemme lavede danske All At Sea luksuriøse pyjamasser i silke, længe før søndagsuniformen slog endeligt igennem som hverdagstøj. De måtte dog dreje nøglen om i 2019, og siden har pyjamasmarkedet – i hvert fald på vores breddegrader – været stærkt domineret af Tekla med svenske Charlie Hedin og danske Kristoffer Juul i spidsen.

Få brands har formået at tappe ind i leisurewear-bølgen og folks forøgede hang til komfortable rober som Tekla. Brandets pyjamasskjorte har lige ærmer uden manchetter, der er med til at give skjorten et uformelt look, uden det bliver for ladt. Tekla har også givet os et blik for, at et par velsiddende pyjamasbukser alle dage er at foretrække over et par lodne sweatpants.

Men der findes også andre brands derude, som laver nogle hæderlige pyjamasser, der kan tåle at se hverdagens lys. Vi har samlet seks herunder:

Our Legacy x Magniberg ‘Blue Domicile Stripe’ til 1.776 kr.

Arket ‘Flannel Pyjamas’ til 490 kr. for bukserne og 590 kr. for skjorten.

Sleepy Jones ’Henry Pajama’ til 917 kr.

Tekla ’Poplin Sleepwear’ til 1.995 kr. for bukser og skjorte.

NN07 ’Sleepwell Kit’ til 886 kr.

CDLP ’Home Pajama’ til 1.313 kr. for bukserne og 1.611 kr. for skjorten.