Ved første øjekast er den frastødende. Men du kan ikke leve uden sneakersandalen

Det bedste fra begge verdener-tricket.

Ved første øjekast er den frastødende. Men du kan ikke leve uden sneakersandalen
Offentliggjort

Sandalsæsonen er over os, og du skal ikke høre noget for, hvis du finder dine Birkenstock, Teva eller Suicoke frem fra bunden af klædeskabet. De har gennem en del somre bevist, at de fungerer stilmæssigt, samtidig med at fødderne holdes ventileret. En svær kombination, man ikke må kimse ad.

Men tillad os alligevel at pege dig i retning af en ny type ‘sandal’, eller, det er måske så meget sagt, for der er vel i virkeligheden mere tale om sneakers. Derfor har vi døbt dem ’sneakersandaler’, og undskyld for det, men det er i mangel af bedre, og så rammer det faktisk også essensen rimelig rent.

Kort fortalt er en sneakersandal nemlig noget så simpelt som en åben sneaker, hvor luften har mere adgang end hos et par ’klassiske’ sneakers – hvad end det efterhånden er. ’Åbningen’ differentierer, det kan være alt fra hælen, altså en slip-on-sneaker, til en sneaker med åben vrist eller med en tydeligt perforeret overflade. Fælles er blot, at de er placeret på en gummiskossål.

Fødderne bliver selvsagt ikke lige så luftede, som de gør i et par helt åbne sandaler som fx Teva. Til gengæld får man med et par sneakersandaler lidt den anden vej, nemlig æstetisk alsidighed og til dels komfort.

Vi slog allerede et slag for dem sidste sommer på euroman.dk, da de begyndte at dukke op i større stil, men det var, som om de aldrig helt blev grebet af den brede fodtøjsoffentlighed. De forskellige brands’ dedikation til sneakersandalen er dog ikke på retræte, tværtimod synes der kun at blive lagt på udvalget af ventilerede gummisko, og derfor findes der efterhånden også et par til skeptikeren derude.

For vi er udmærket klar over, at sneakersandalen ved første øjekast måske mere frastøder end omfavner. Men giv det lidt tid, og du vil finde ud af, at du ikke kan overleve en sommer uden.

Herunder har vi udvalgt tre af bedste, du kan stikke fødderne i lige nu.

Oakley_Factory_Team_Suede_Chop_Saw_Mule_Navy_Black_Side_optimized.jpg

Oakley Factory Team‘Chop Saw Mule’ til 1.200 kr.

Salamon-.jpg

Salomon ’RX Marie-Jeanne’ til 975 kr.

Wales-Bonner-Calfsuede-Low-Top-Sneaker-in-Natural-WBW42060A-19095-1.jpg

Wales Bonner til 3.680 kr.