For nogle er sneakers bare et behageligt fodtøj, for andre er det meget mere – og ligefrem et samlerobjekt og en investering i fremtiden.
Fodboldspillerne Thomas Delaney og Mathias ‘Zanka Jørgensen’ fra FC København er vilde med kondisko. Så vilde, at én af dem har endda fået bygget et speciallavet snedkeskab til samlingen.
I forbindelse med Nikes lancering af ekslusive København-designet sko denne weekend med pop-op på Rådhuspladsen, har vi interviewet de to omkring yndlingsskoene, drømmemoddellen og det største no-go, når man går med sneakers.
Annonse
Hvad er Jeres forhold til sneakers?
Zanka:
"Jeg elsker sneakers, og jeg samler på dem. Det er mit foretrukne skovalg, når det kommer til nærmest alle aspekter i livet. Der er noget ungdommeligt over at gå i sneakers, og så er det lettere at udtrykke sig via sneakers end almindelige sko."
Delaney:
"En ting er, at det er behageligt at have på, for når man som fodboldspiller spiller så mange kampe, så vælger man tit at tage joggingtøj på, fordi man ved, at det er nemt at have på hele dagen. Og så handler det også meget om kultur. Både Zanka og jeg er inspireret af amerikansk kultur, og der er sneakers det største."
Annonse
Hvor mange sneakers har I?
Zanka:
"Jeg har nok 120 par, plus-minus. Det er en hobby og investering for mig. Mange af skoene kommer jeg aldrig til at gå i. I øjeblikket køber jeg ikke så mange sko, som jeg gjorde engang, men jeg holder mig stadig opdateret. I gamle dage købte jeg i hvert fald to par om måneden, og det gør jeg ikke længere."
Delaney:
"Jeg er ikke helt på niveau med Zanka. Jeg tror, at det kan tælles på to hænder, hvad jeg har af par, og så er jeg også lidt mere dæmpet i mine valg af sneakers end Zanka. Jeg køber mere klassikerne i standard-farverne. Jeg tror, jeg har mange af de samme sko som Zanka, men jeg har ikke tålmodighed til at finde den specielle model på en auktion på nettet. Jeg kan sagtens forstå den hype, der er omkring at have en samling. Men jeg er for sent inde i gamet altså."
Hvor finder I inspiration henne?
Annonse
Zanka:
"De sociale medier er super gode til at holde sig opdateret på nye modeller. Jeg havde en periode, hvor jeg dagligt ville tjekke sneakernews.com for alt, hvad der kom af nyheder. Nu kan jeg næsten nøjes med at bruge Instagram. Jeg får det nærmest smidt i hovedet med nyheder der."
Delaney:
"Vi bliver også præget af hinanden i omklædningsrummet. Det startede med Zanka, og så spredte det hurtigt sig til os andre. På et tidspunkt tog det faktisk også overhånd for nogle af de spillere, som kom med på bølgen. De fik brugt alt for mange penge på allemulige sneakers på rigtig kort tid. De prøvede at indhente Zankas samling på et år, og det er..."
Zanka:
"Dyrt. Meget dyrt. Det var spillere som Nicolai Jørgensen og Peter Ankersen. og det kunne de godt glemme igen."
Hvad siger kæresten til alle de sko, Zanka?
Zanka:
"Jamen, hun har faktisk ikke sagt noget. Det er egentlig lidt underligt. Men de har også været der hele tiden, mens vi har været sammen".
Delaney:
"Skoene står altså også flot hos dig, så det er måske derfor, at hun ikke har sagt det store. Zanka har jo fået bygget ikke bare et skab, men et snedker og håndbygget skab til alle sine sneakers."
Zanka:
"Det er et meget flot skab, som står inde i soveværelset. 30 procent af skoerne er kun til udstilling. Jeg går meget op i det."
Hvad er drømmeskoene?
Zanka:
"Jeg tror, det gælder for alle, der går virkeligt meget op i sneakers, at man drømmer om at få sig et par ‘Air Mag’, der kan snøre sig selv. Men de fleste af os må nok nøjes med et par HyperAdapt, der er et par træningssko med samme teknik. De er lige kommet ud på markedet i et meget begrænset oplag i sidste uge, så jeg har ikke selv købt dem endnu."
Zanka:
"Der har lige været nogle auktioner på Ebay med ‘Air Mag’, der blev solgt for omkring 80.000 kroner, og så mange penge gider jeg ikke bruge på et par sko."
Hvad var Jeres første sneakers?
Delaney:
"De første par sneakers, jeg købte på Ebay som investering, var et par 'Supreme x Nike SB Bruin' i rød og guld, hvor der står "World Famous" bag på, hvilket jeg syntes var så cool. Jeg købte dem i 2009, og det er et af eneste par sneakers, som jeg har gemt. Jeg betalte en stor overpris, for jeg købte dem i den forkerte størrelse, og måtte betale for at sende kassen tilbage til USA og købe nogle nye."
Zanka:
"Mine første sneakers, som jeg selv brugte penge på, var et par sorte ‘Air Force 1’ med hvid bund, guld swoosh, og dem var jeg meget glad for. Jeg var 12 år, og der var ikke rigtig andre fra klassen, som gik i sådan nogle sko. De var meget smarte, syntes jeg selv i hvert fald."
Hvad er yndlingsskoene?
Zanka:
"’Nike Air Jordan 1’. Jeg har fire par i sort-rød, èt i grå, èt i blå, to i hel hvid, èt i rød og orange, èt i hvid og sort og så et par, som er specialavet i slangeskind,. Jeg er vild med dem, for det er de første Jordan-sko (basketball-stjernen Michael Jordan, red.) .
Og så har den i sort og rød en speciel historie, fordi Jordan fik en bøde af NBA-ligaen i hver eneste kamp, han spillede i dem, da de ikke mente, at farverne passede til Chigago Bulls. Alle de andre skulle spille i hvide og grå sko, men det gjorde Jordan ikke. Nike betalte selvfølgelig bøden hver gang. Den historie har været med til at gøre dem ikonisk".
Hvad er de mest vovede sneakers i samlingen?
Zanka:
"Uden tvivl mine ‘NikeLab x Presto x Acronym collab’. Det er meget en statement-sko og er ikke nogle, jeg tager på, når jeg skal ind til byen. Den er lyserød, gul og har en masse pangfarver og er med læder og lynlås bag på. Det giver ingen mening, men den er selvfølgelig også lavet for at være skør."
Delaney:
"Jeg kan huske, at vi sad og kiggede på dem på nettet, hvor de kostede omkring 2.000 kroner, og der sagde Zanka, at "jeg kommer jo aldrig til at gå i dem, så jeg køber dem ikke," så går der to dage, og så har han selvfølgelig dem på."
Hvilke kommentarer medfører sådan nogle sko?
Zanka:
"Jeg havde dem med på landsholdet sidst, og der brugte jeg dem en del. Kasper Schmeichel sagde selvfølgelig, at jeg skulle have en bøde for at gå i de sko, men han også så konservativ. Simon Kjær klappede, da han så dem, og Viktor Fischer var også tosset med dem."
Hvem har de grimmeste sneakers i FCK’s omklædningsrum?
Zanka:
“Stephan Andersen gik på tidspunkt i nogle Addidas, som var helt forfærdelige. Det var en eller anden ny version, han havde fået, som han lige kunne hoppe hurtig i om morgenen.
Delaney:
Det lignede sådan nogle bokser-støvler. De var ikke pæne.
Hvad er no-go i forhold til sneakers?
Zanka:
Du kan ikke have ankelsokker i sneakers, medmindre det er sommer, og du har shorts på. I min verden må der ikke være bar hud, når du går med almindelig ebukser. Det er det største no-go. Peter Ankersen er tit troppet op i et par ‘Air Max 1’ med ankelstrømmer, så får han altid en løftet pegefinger af mig."