Stor retro-tendens: 7 VM-trøjer, der kunne være syet for 30 år siden
Verdensmesterskabet i fodbold handler selvfølgelig om fodbold. Men det handler også om mode, og specielt i år afspejler trøjerne landenes fodboldhistorie.
Mere end nogensinde før handler fodboldtrøjer om mode. Du skal ikke kun have trøjen på, når du skal på stadion med fingermalede kinder og en død fadøl i hver hånd. Man skal kunne gå med den hele VM-sommeren, og de store tøjgiganter tager denne gang hårdt fat i retro-tendensen, som man har set i modebilledet de sidste mange år.
Der er nok legendariske fodboldtrøjer at tage fat på. Tænk bare på Danmarks ikoniske halvt røde og halvt lyserød-hvidstribede fra VM i Mexico i 1986 eller Frankrigs vindertrøje fra VM i 98.
1. Spanien 1994
Annonse
Spanien er kendt for at lave meget simple trøjer. Måske endda en smule kedelige med den røde base, de gule striber og det bombastiske våbenskjold på brystet. Men i 1994 var de ikke så bange for at prøve nye ting, se bare den enorme krave og det grafiske harlekinprint i vestre side. Den nye trøje slægter tydeligt den gamle klassiker på, selvom man meget ærgerligt har valgt at skrotte kraven.
2. Colombia 1990
Ved VM i 1990 kunne du se en fodboldlegende i aktion. Valderrama tonsede rundt på banen som en hest med sine tusindvis af proptrækkerkrøller, der til hver en tid giver Tommy Seebach baghjul. Han var ikke bare en skøn spiller, men også en skøn karakter. Den nye trøje tager én tilbage til tiden, hvor fodbold ikke kun var det smukkeste spil, men også det mest absurde, fordi en krøllebølle som Valderrama kunne løbe rundt som en forvirret hårbold i bittesmå shorts og en alt for stor skriggul trøje.
3. og 4. Tysklands kollektion 1990
Vores naboer mod syd har ofte vist ekstremt god smag, når det kommer til fodboldtrøjer. Det toppede muligvis med hjemme- og udebanetrøjen i 1990 som var forskellige som Øst og Vest på det tidspunkt, men geniale på hver deres måde. Hjemmebanetrøjen var helt hvid med de tyske nationalfarver Schwarz-Rot-Gold som et lyn over brystet.
Stik modsat var udebanetrøjen nærmest neongrøn med utallige grafiske pile opad. Pilene førte Vesttyskland helt op til guldet i 1990, hvor de vandt over Argentina, som de havde tabt til i finalen ved den foregående slutrunde. Måske trøjerne kan gøre det igen i år.
Annonse
5. Rusland/USSR 1988
Ser man på Ruslands trøje ved EM i 1988, vil man se en lyserød udgave af Vesttysklands udebanetrøje fra 1990 (Holland havde den også i orange, så det var ikke sovjetisk tyvegods). Men samme år var der OL, og der havde USSR en helt igennem klassisk rød trøje med hvide ærmer, CCCP på maven og hammer og segl på brystet. Den er tydeligt gengivet i år, om end de sovjetiske symboler er erstattet af Ruslands dobbelthovedede ørn.
6. Belgien 1984
Belgien har et stjernespækket mandskab, men har aldrig formået at løfte talentmassen til de helt store præstationer ved en slutrunde. Måske har de brug for lidt saft og kraft fra tiden med Jan Ceulemans som kaptajn og Jean-Marie Pfaff på kassen? I hvert fald trækker det nye trøjevalg tråde til EM-slutrunden i 1984, hvor den røde trøje var prydet med røde, sorte og gule harlekinprint henover brystet. Heldigvis har de investeret i Photoshop, så de har kunnet undgå den hvide baggrund.
7. Peru 1970
For første gang i mere end 30 år har Peru formået at kvalificere sig til verdensmesterskabet, et faktum, som får de danske beklagelser over manglende deltagelse de seneste par slutrunder til at lyde forkælet. Peru fejrer VM-deltagelsen ved at hylde landholdstrøjen fra 1970 med det klassiske røde bånd på tværs af brystet.