Svend Andersen er en af verdens dygtigste urmagere: ”I Danmark er der ikke meget ur-kultur. Man skal have det, som de andre har”

DE FLESTE FORESTILLER sig en urmagers værksted som et laboratorium. Sådan lidt renskuret og anonymt. Måske er det fagets krav til præcision og urmagernes hvide kitler, der gør det. Sådan er virkeligheden ikke. De fleste urmagere arbejder i et organiseret kaos i værksteder, der lander et sted imellem tandlægeklinik og autoværksted. Sådan må det være, når man har råvarer liggende på lager, der spænder fra plader i stål og bronze til guld og titanium, og ofte må dreje delene selv med præcisionsudstyr, der arbejder på grænsen af det fysisk mulige.

Svend Andersens atelier i Genève er ikke meget anderledes. Det ligger ved Quai du Seujet med udsigt til Rhône-floden på første sal i et slags galleri i et træt betonhøjhus fra 1970’erne. Det er fra drejebænkene i dette tilforladelige atelier, at danskeren har skabt sig et navn som en af urindustriens mest opfindsomme personligheder. Det skyldes ikke kun de tekniske milepæle, som verdens mindste kalender-ur, der i 1989 sikrede ham en plads i Guinness Rekordbog, eller verdens tyndeste worldtimer fra 1994, der stadig er et af hans varemærker.

Det er i høj grad også urene med de komiske og erotiske motiver, fra pokerspillende skødehunde til gamle grækere midt i et samleje, som gør Svend Andersen til en ener i en branche, der ellers ikke er så god til at grine af sig selv.

DANSKERENS CLAIM TO FAME begyndte med en brandert. Eller rettere, helt vissen kan han ikke have været, for han huskede først idéen dagen derpå. Andersen fejrede nytåret 1968 i Schweiz, da han i løbet af aftenen fik øje på et stue-ur gennem en af de tomme flasker. Kunne det ikke være sjovt at bygge et ur inde i flasken, ligesom et flaskeskib, tænkte han og gik til ro. Idéen ville ikke slippe ham, og det, der startede som et skørt påfund, blev til en besættelse, der stod på de næste fem måneder.

I processen opfandt han et nyt værktøj for at få delene ned gennem åbningen på flaskehalsen på blot 18 mm, deriblandt en skruetrækker, som kunne drejes 90 grader og tænger, som kunne gribe om skruer og møtrikker nede i flasken, men håndteres uden for denne.

Det var tænkt som en hobby, men stak helt af, da han viste resultatet frem på messen Montres et Bijoux. Reuters skrev om det aldrig før sete ’bottle clock,’ og allerede før Andersen havde stillet viserne, var han med i det amerikanske magasin Popular Mechanics med tilnavnet ’watchmaker of the impossible.’ De store kanoner inden for urbranchen fik øje på den unge dansker, der i 1969 landede et job i Patek Philippes værksted, Atelier des Grandes Complications, urmagernes svar på julemandens værksted.

De næste ni år var han inde over nye urmodeller og restaurationer af gamle, indviklede ure, og gnubbede albuer med de bedste i branchen. Det var som at lade Obelix falde i gryden.

En dag kom hans chef ind med et kalender-ur, som nogle gange sprang to dage over, og som ingen af kollegaerne kunne få til at fungere. Andersen tænkte natten over på uret, som han til sidst fik repareret. Den bedrift vandt ham en økonomisk bonus og et klap på skulderen af Pateks direktør, men også en reprimande fra den tekniske afdeling, som ikke var tilfreds med at være blevet sat til vægs af en opkomling. ’Du er jo ikke ansat for at lave opfindelser,’ lød det.

Set i bakspejlet skulle Patek Philippe måske have ansat ham til netop det, hvis de ville holde på ham. Andersen sprang i hvert fald ud som selvstændig i 1980 med sit eget atelier, der både reparerede ure, men også lavede nye, skræddersyede ure til kræsne kunder. På det tidspunkt havde han oparbejdet et klientel af pengestærke ursamlere, som kom til ham med de opgaver og umulige ønsker til drømmeuret, som ingen andre urmagere kunne levere.

SVEND ANDERSEN VOKSEDE op i landsbyen Hokkerup i Sønderjylland, nord for Flensborg Fjord, hvor hans forældre havde et husmandssted. Men unge Andersen var mere interesseret i finmekanik end landbrug og reparerede blandt andet familiens cykler i en tidlig alder. Da han i 1957 fik mulighed for at komme i lære hos et firma i Gråsten, som lavede skibsinstrumenter, var den 15-årige dreng fyr og flamme. Far og søn tog til Sønderborg for at underskrive kontrakten blot for at erfare, at firmaet var gået konkurs. Det kunne være endt der, hvis ikke en høker havde fortalt den slukørede dreng om den lokale urmager i Padborg, som vistnok manglede en lærling.

”Jeg tænkte: Det er jo også mekanik, så hvorfor ikke prøve det? Sådan blev jeg urmager,” siger Svend Andersen.

Dengang lå Den Danske Urmagerskole i København, så da Andersen blev tilbudt at tage det sidste halve år af studierne i hovedstaden, hoppede sønderjyden på toget. I efterkrigstidens København gik han i biografen og så Hollywood-film, hørte engelsk i radioen og hang ud med amerikanske soldater på orlov, som gjorde det muligt for ham at øve sit engelsk. Det viste sig at være en god investering, for da han skulle aftjene sin værnepligt, endte han i flyvevåbnets eftertragtede radiotjeneste med overvågning af luftrummet.

”Vi var 40 til optagelsesprøven, og jeg var den eneste, som ikke havde en realeksamen, men da resultatet blev hængt op, var der 14, som var udvalgt, deriblandt mig, ’because of his very practical English,’ som der stod. På den måde fik jeg lyst til at komme ud i den store verden,” siger han.

Da han kom tilbage til Sønderjylland, pakkede han kufferten og satte kurs mod Schweiz. Det var slut med kun at reparere og servicere ure. Han ville se, hvordan urene blev fabrikeret. Andersen endte i 1963 i Biel i det nordvestlige Schweiz, hvor Rolex og Omega havde fabrikker, men ironisk nok så han ikke indersiden af en fabrik i årevis. I stedet fik han ansættelse hos den eksklusive juveler Gübelin, hvor hans engelskkundskaber var mere efterspurgte end hans evner som urmager.

Det var først flere år senere, efter at han havde mødt sin kone, en tresproget korrespondent, som han flyttede sammen med i Genève, at han fik udlevet drømmen om at se urene blive lavet. Det var hos Patek Philippe i 1969 – efter at han altså var blevet berømt for at hælde et ur på flaske.

KUNDEN HAR ALTID RET. Eller i Svend Andersens fortolkning: ”Man siger aldrig nej.” Man lytter, og så ser man, om man kan få det til at ske.

Det var det, der skete, da en italiensk ursamler i midten af 1990’erne opsøgte Andersen med et ønske om at genoplive en pikant tradition fra 1800-tallet, hvor adelen lod deres lommeure udsmykke med erotiske motiver, som de kunne fnise sammen over kanapéerne med. Fronten af uret var klassisk og ærbar, bagsiden alt andet. Italieneren ønskede det samme, blot som armbåndsur, hvilket på grund af den mindre størrelse var en udfordring. Det lykkedes Andersen at lave uret, som han siden 1996 har lavet 171 varianter af til ursamlere i hele verden, især i Rusland og Asien.

Det tager en miniaturemaler fire til seks uger at håndmale de 11 bevægelige dele i de elskovsscener, som sættes i gang med et tryk, og vupti har man den pikante film kørende på håndleddet. Eros Automaton Collection cementerede danskerens ry som klassens frække dreng, men også som en bannerfører for de små og uafhængige urproducenter: Andersen grundlagde allerede i 1985 den schweiziske urindustris mest eksklusive brancheforening AHCI, Académie Horlogère des Créateurs Indépendants, hvis medlemmer i dag tæller over 30 af urverdenens mest feterede urmagere fra 15 forskellige lande.

Det til trods for at han som outsider har skullet kæmpe for sagen: Vi har i dag vænnet os til at dansk design er et anerkendt varemærke, men da Svend Andersen begyndte at lave sine ure i 1980’erne var det ikke nogen fordel at være dansk i den schweiziske urindustri. Tværtimod. På den årlige urmesse i Basel, hvor de store urproducenter lancerer deres nye kollektioner og horologiske mesterværker, stod Svend Andersen med et forklaringsproblem: ”Dengang var dansk design lig med billige ure. Du kunne få et Skagen-ur til 300 kroner, og på den anden side stod jeg med ure, som dengang kostede over 20.000 schweiziske franc (135.000 kroner, red.). Så skulle jeg til at forklare, hvorfor ’Danish Swiss-design’ i mit tilfælde var ypperlig kvalitet.”

Sådan er det ikke længere. Svend Andersen behøver ikke at forklare folk, hvorvidt hans ure er pengene værd. Ikke fordi dansk design inden for ure har fået et bedre rygte, siden han grundlagde sit brand, Andersen Genève. For som han siger om de danske urproducenter: ”I dag er det dansk design, ja, men det er med kinesisk producerede urværker.”

Forskellen på dengang og nu er, at samlere og branchen kender manden og hans værk. Der er en grund til, at hans seneste samarbejde med den russiske urmager Konstantin Chaykin (der også er medlem af AHCI), blev udsolgt trods en stykpris på over 600.000 kroner. En god indikator på et brands kommercielle tyngde er også dets gensalgsværdi.

På ur-sitet Chrono24 kan man for tiden købe et Andersen Genève Eros President’s Pleasure fra 2003. Det er ikke for sarte sjæle. Ikke kun fordi det viser Monica Lewinsky i nærkontakt med Bill Clinton, men fordi det koster næsten 900.000 kroner.

Svend Andersen er i dag gået på pension. Hans kompagnon Pierre-Alexandre Aeschlimann har overtaget som ejer og CEO, men danskeren kommer stadig i atelieret på Quai du Seujet i Genève, hvor han står for oplæringen af to unge urmagere, og ”for at holde sig i gang intellektuelt.”

Nyt fra urverden

Tror du på spøgelser?

Laureato Ghost er en ny kollektion fra Girard Perregaux, der er gået sammen med engelske Bamford Watch Department om at lave en fortolkning af deres klassiske Laureato-ur fra 1975. Der er kun lavet 45 styks af det hvide, keramiske ur, som stylingeksperterne fra Bamford har pimpet skånsomt. De er for urbranchen, hvad AMG-værkstedet er for Mercedes og customizer luksus-ure, uden at der går Cristiano Ronaldo i den. Ghost er lettere end titanium, ridsefri og har en urkasse på 38 mm, et mekanisk urværk og fine detaljer som krone i titanium med sort PVD-coating og guilloché-mønster på skiven. Pris med keramisk armbånd er 100.000 kroner. Men så har du også potentialet til et kult-ur.

Haute horlogerie til menneskepenge

KURONO er et uafhængigt, japansk nichebrand med en ambition om at lave luksus-ure til priser, der er til at betale. Urene er designet af Hajime Asaoka, hvis værker normalt begynder ved 300.000 kroner. KURONO er hans måde at seriefremstille ure, der normalt kun fremstilles ét eksemplar af. Du får Asaokas DNA til en tiendedel af prisen. Eneste hurdle er, at samlere har opdaget konceptet, hvorfor urene går som varmt brød. Men kan du komme igennem på pre-order-listen, er du til gengæld sikret et ur fra et medlem af den schweiziske urindustris eksklusive brancheforening AHCI, Académie Horlogère des Créateurs Indépendants.