Svend Andersen er en af verdens dygtigste urmagere: ”I Danmark er der ikke meget ur-kultur. Man skal have det, som de andre har”

DE FLESTE FORESTILLER sig en urmagers værksted som et laboratorium. Sådan lidt renskuret og anonymt. Måske er det fagets krav til præcision og urmagernes hvide kitler, der gør det. Sådan er virkeligheden ikke. De fleste urmagere arbejder i et organiseret kaos i værksteder, der lander et sted imellem tandlægeklinik og autoværksted. Sådan må det være, når man har råvarer liggende på lager, der spænder fra plader i stål og bronze til guld og titanium, og ofte må dreje delene selv med præcisionsudstyr, der arbejder på grænsen af det fysisk mulige.

Svend Andersens atelier i Genève er ikke meget anderledes. Det ligger ved Quai du Seujet med udsigt til Rhône-floden på første sal i et slags galleri i et træt betonhøjhus fra 1970’erne. Det er fra drejebænkene i dette tilforladelige atelier, at danskeren har skabt sig et navn som en af urindustriens mest opfindsomme personligheder. Det skyldes ikke kun de tekniske milepæle, som verdens mindste kalender-ur, der i 1989 sikrede ham en plads i Guinness Rekordbog, eller verdens tyndeste worldtimer fra 1994, der stadig er et af hans varemærker.