Svensk kultbrand har regnet den ud, og nu er de klar med årets bedste samarbejde

Our Legacy og Emporio Armani finder sammen for første gang, og tillad os at sige: Det er jävla bella.

Svensk kultbrand har regnet den ud, og nu er de klar med årets bedste samarbejde
Offentliggjort

I mange år var Our Legacy en fast bestanddel af den modescene, man med rette kan betegne som ’skandinavisk minimalisme’.

En enkel æstetik, der byggede på smalle bukser, button-down-skjorter, som gjorde lige præcis ingen fortræd, og klassiske striktrøjer, var pænt og lødigt, og det var med til at sætte det svenske mærke, der startede i 2005, på landkortet med succes.

Men for 11 år siden besluttede de tre mænd bag Our Legacy, Christopher Nying, Jockum Hallin og Richardos Klarén, sig for, at de ville prøve noget nyt, som de fortalte i et interview med Esquire sidste år.

De ville bryde nogle grænser, transcendere det begrænsende mærkat, som ’skandinavisk minimalisme’ på mange måder er, og den mission må man sige, at de siden da er lykkes med.

I dag ligger deres æstetik i krydsfeltet mellem boheme og rock’n’roll – tænk: brede læderbukser og løse skjorter i silke – og det er klart at betegne som et af de største kultbrands (det er ikke kun os, der kalder dem det, men også internationale magasiner såsom Vogue, GQ og Nss) der er kommet ud af Skandinavien. Fans og samlere er spredt fra den ene ende af verden til den anden som en art Our Legacy-diaspora.

Ifølge dem selv ligger hemmeligheden til succesen i deres konstante behov for at udforske nye måder at gøre tingene på. Intet står som et bedre eksempel på den nysgerrighed end oprettelsen af Work Shop-konceptet i 2016.

I en blanding af et eksperimenterende atelier og butik begyndte Our Legacy at give nyt liv til gamle metervarer og færdigproducerede genstande, der aldrig blev solgt i første omgang ved fx enten overdyeing eller customization, ligesom det er her, at samarbejder med brands som Stüssy, Satisfy, Magniberg, Vans og Howlin er blevet faciliteret fra.

Nu får Our Legacy Work Shop så endnu et hak i bæltet, for nu vil Emporio Armani – et af Italiens mest kendte mærker – også lege med. I en fuldgod kollektion, der blandt andet tæller ting som læder- og sherlingjakker til afslappede jakkesæt, kortærmede skjorter, bomberjakke, solbriller, jeans, skjorter og strik, blandes nyt og gammelt i et af de slags unikke samarbejder, vi ikke ser hvert år – og heldigvis for det.

Kender vi fanbasen godt nok, vil kollektionen være i ekstremt høj kurs, så vil du have en chance for at få fingrene i det eftertragtede samarbejde, skal du sidde klar på tasterne, når den lander hos Our Legacy og Dover Street Market klokken 11 i morgen fredag. Det er til gengæld også det værd.