Tiden er inde til at lægge de stramme bukser på hylden

Paris 2003. Til lyden af trommer og tråd går den ene model mere hulkindet end den anden ned ad catwalken med sur mine og dårlig attitude. Modellerne med Kurt Cobain-inspirerede frisurer er enten iført smalle blazere, læderjakker, stribede T-shirts, striktrøjer med V-hals eller lange halstørklæder i en farvepalet domineret af især rød og sort. Men set i dagens lys er det vigtigste stykke tøj på catwalken det, der er at finde på benene: De ekstremt stramme bukser.

Det lyder som et modeshow, den franske tøjkæde The Kooples (stiftet i 2008) kunne lave i dag, men der er i stedet tale om Dior Hommes FW 2004-show ’Victim of the Crime’. Et show, der i dag er kendt for at være definerende for Dior Hommes daværende kreative direktør Hedi Slimanes signaturlook – også kendt som ’heroin chic’, der bedst blev forklaret af Tom Ford: ”Målet er at se ud, som om du har set alt, gjort alt, været overalt. Det er et intimiderende look, og narkotika-tingen er en fortsættelse af alt det. Hvis du ser ud, som om du har været ude hele natten, fremtryller det alle disse billeder i dit hoved.”

’Victim of the Crime’-showet var et opgør med 90’erne, der var domineret af rappernes kærlighed for ekstremt baggy bukser, mens de fleste grungemusikere sværgede til Levi’s 501’ere eller et par straight fit fra Lee eller Dickies. Men selvom det allerede dengang varslede en ny æra, var det nok de færreste, der regnede med, at måden, mænd verden over ville gå klædt de næste mange år, ville blive defineret lige præcis her.

En af de første til at købe ind på Hedi Slimanes æstetik var den nu afdøde modelegende Karl Lagerfeld, der måtte grueligt meget igennem, blandt andet en afhængighed af Cola Light, for at kunne passe de smalle gevandter.

”Der kom denne nye linje fra Hedi Slimane hos Dior, som du skulle være slank for at have på. Den sagde: 'Vil du have det her? Gå tilbage til dine knogler.’ Og så tabte jeg det hele. Jeg tabte 40 kilo og fik dem aldrig tilbage,” fortalte Lagerfeld dengang.

Jeg husker selv, hvordan jeg som ung knejt bare skulle have mig et par bukser fra svenske Cheap Monday, der havde sin peak-tid i 00’erne. De kunne ikke blive stramme nok, og det krævede nærmest talkum og vold mod mine hæle at få dem på. Til gengæld lignede jeg også noget, der var løgn, når jeg først fik dem over røven. Og når de skulle af igen, krævede det, at jeg lagde mig ned og hev dem ud på vrangen. Ikke noget kønt syn.

Hiphop-verdenen begyndte efterhånden også at lægge de posede bukser på hylden for at iføre sig mere tætsiddende benklæder. I et Twitter-rant mod Wiz Khalifa i 2016 påstod megalomanen Ye West, at det selvfølgelig var ham, der havde gjort skinny jeans til et populært fænomen. Det er naturligvis ikke sandt, men jeg vil alligevel gerne anerkende West for at skabe et af 10’ernes grimmeste looks: Stramme, iturevne jeans med dertilhørende chelsea-støvler. Det look har spillerne på det engelske fodboldlandshold videreudviklet, men her synes bukserne blot at være spraymalet på.

Selv A$AP Rocky har betrådt den røde løber i et par stramme, sorte jeans i et outfit med Hermès-bælte og sorte tøfler. I et interview med amerikanske GQ kalder han det efterfølgende for et af sine værste outfits gennem tiden. Det kan vi kun give ham ret i.

Ja, de stramme bukser så godt ud på folk som David Bowie i 70’erne og Julian Casablancas i 00’erne. Men selvom disen fra wannabe rockstar-looket for længst er lettet, virker de stramme pasforme til stadigvæk at have stor genklang blandt mænd den dag i dag. Vi er måske rykket fra skinny fit til slim fit, men de fleste danske mænd går fortsat i meget bennære bukser. Et brand som danske Shaping New Tomorrow, der har nydt enorm succes i løbet af de seneste år, kan ses som en manifestation på den tætsiddende stil.

Men som Karl Lagerfeld sagde: ”Hvis du vil bære de stramme klæder, skal du kunne passe dem.” Det virker til, at der er mange, som ikke har fået det memo.

Derfor var det også en meget tiltrængt og naturlig modbølge, da alt for et par år siden begyndte at blive mere luftigt.

Brands som Lemaire, Raf Simons, Gucci med Alessandro Michele i front, Studio Nicholson og Acne Studios – for blot at nævne en håndfuld – begyndte at skrue op for både bredden og længden på deres tøj, og det var velkomment.

For det første giver tøjet mulighed for mere bevægelse og luftcirkulation, hvilket betyder, at det i mange situationer er meget mere komfortabelt end dets tætsiddende fætre. For det andet giver det en anden æstetik, der får en til at se mere ubesværet ud. Det er dog ikke et argument for, at vi skal efterligne Michael Jordans kasseformede jakkesæt fra 90’erne, der havde metervarer nok til at dække Triumfbuen, ligesom vi har set hos forskellige modehuse de seneste år. Men sandheden er, at trends har en tendens til at starte med ekstreme manifestationer på catwalken for derefter at sive nedad i takt med, at de bliver blødgjort.

Jeg antager og håber, at det samme bliver tilfældet med oversize-trenden. For som med så meget andet handler det i virkeligheden om at finde ting, der faktisk passer dig. Og det gør hverken spraymalede bukser eller det stik modsatte.

Din buks må godt bevæge sig for neden, når du går, og hvis de lægger sig bag pløsen på din sneakers, har du umiddelbart fat i et par, der er for stramme. Omvendt kan du også forsvinde i et par moderigtige bukser, der måler 30 centimeter i bredden. Derfor kan du med fordel købe dine næste bukser i ’straight’ eller ’regular’-fit, der gerne må falde mellem din ankel og midten på vristen. På den måde vil du få et par, der faktisk er skabt til dine ben.

Selv har jeg rådet folk omkring mig til at give bukserne en smule mere bredde, og det er helt tydeligt, hvor ukomfortabelt det er i starten. Et stykke af foden er pludselig væk fra dit syn, benene blafrer i vinden, og det føles, som om du forsvinder i den ekstra bredde.

Det er svært at udfordre sin komfortzone, men når først man har vænnet sig til de bredere bukser, ser man sig ikke tilbage.

Hvad angår Hedi Slimane, skiftede han efter sin tid hos Dior til Yves Saint Laurent, hvor han, udover at fjerne ’Yves’ fra navnet, forfinede sit signaturlook og gjorde det endnu mere rocket og læderrigt. I dag står han i spidsen for Celine (hvor han fjernede et accent aigu fra navnet), og her har han netop sendt modellerne ned ad catwalken iført oversize jeans og løse pasforme. Dermed træder Slimane ind i en ny æra, og det er – formentlig – blot et spørgsmål om tid, før vi alle følger med.

6 gode bukser