Træk en gammel sweater på

Der kan spindes mange historier om indholdet i dit klædeskab. Som bekendt går de fleste garderobetendenser i ring, og få designere opfinder nyt, men nøjes i stedet med at redefinere det eksisterende. I dag er den vigtigste og forhåbentligt mest fremadrettede vedvarende tendens, at vi skal klæde os bæredygtigt. Vi har ikke råd til andet, og det føles rarest både udenpå og indeni.

Bæredygtighed defineres ikke helt ens af alle modevirksomheder, fordi det for nogle handler udelukkende om materialebrug, konstruktionsprocesser og indfarvning, mens andre fokuserer på at producere og sælge lokalt, så CO2-aftrykket for import og eksport mindskes eller elimineres.

Et af de mest naturlige materialer, som både klimafokuserede og dyreelskere med god samvittighed kan varme sig i, er uld. Det er noget af det mest organiske, vi kan iklæde os, og samtidig lader ingen dyr livet. Det ældste europæiske fund af uldtøj blev gjort i en dansk mose og kan dateres tilbage til cirka år 1500 før vores tidsregning. Får (jep, det er dem, der leverer ulden) kom til Europa cirka år 3500 før vor tid, så et kvalificeret gæt er, at vævet uld har været brugt som beklædning noget før mosefundet.

En misforståelse blandt mange er, at de skal vaske deres strik jævnligt. Det er forkert. Uld er i sin rene form selvrensende. Uld indeholder lanolin – med mindre den er industrielt behandlet eller kemisk renset forud for strik eller vævning, for så er lanolinen renset væk. Tjek det, inden du køber en striktrøje. Er der lanolin i ulden, går den i forbindelse med hudens salte og fugtighed, og dermed sker en kemisk proces, der kaldes forsæbning, og som fjerner lugte, selv om du har svedt i din striktrøje. Bliver ulden hængt til luftning, i stedet for en tur i vaskemaskinen, renser den sig selv. Du skal faktisk vaske din trøje så sjældent som muligt, for efter gentagne vaske forsvinder lanolinen fra ulden, og dens effekt går tabt.