Som en Fønix-fugl er Søpavillonen, tidligere alias ’klamydiaslottet’, genopstået og prøver nu at skabe et nyt, mere flatterede navn for sig selv. Den flotte bygning lægger hus til en anmelderhyldet restaurant, en eksklusiv klub og nu altså også modeugen. Her startede tirsdagen det nystartede 7 DAYS, stiftet af Malkit Singh, der tidligere har været en stor del af HALOs succes.
Det er han ikke længere en del af og har altså nu skabt endnu et brand med sportslige referencer.
Annonse
Funky sommertoner og store smil fyldte Søpavillonens første sal, hvor publikum klappede og hujede af modellerne, der var kendte navne som Burhan G, Mads Emil Grove Møller og Simon Rasmussen.
Malkit Singh og 7 DAYS formåede at løfte stemningen til et niveau, der fjernede det yderste lag af formel distance, der ofte er tonen til et modeshow. Med sin debut viste Malkit Singh, at han fremadrettet vil fokusere på tøj til den aktive livsstil, han skabte som kreativ ansvarlig for HALO, men nu vil han også blande hverdagselementer som frakker, loafers og hatte mere ind i billedet.
”Mindre end et år efter Malkit Singhs exit fra HALO har han med sin debutkollektion fra sit eget nyopstartede sport- og leisure mærke, 7 DAYS, markeret sig som en stærk tilføjelse, ikke bare på showkalenderen, men også i porteføljen af danske mærker med internationalt succespotentiale. 90’er referencerne er gennemtrængende, både i farvepalet, pasformer og i styles, som låner fra tennis til basket-forgreninger,” lød vurderingen fra Euromans moderedaktør Frederik Lentz Andersen
Sunflower
I noget af et sceneskift forlod vi den famøse søpølse og bevægede os ud i mindre mondæne omgivelser, da Sunflower inviterede til modeshow foran en nedslidt hangar på Refshaleøen. Alle var velkomne, og der blev delt håndbajere ud til gæsterne, der stod i en stor oval rundt om skinner, som der skulle laves kamerakørsel på. I midten stod guitarist Adam C.C. Nielsen fra metalbandet Slægt med langt sort hår foran en enorm mængde højtalere.
Toner af anarki gennemskinnede Sunflowers SS20 kollektion, mens de stadig bevarede det cool og rene udtryk, de efterhånden er kendt for.
Annonse
”Sunflower fortsætter, som de lagde ud ved sidste modeuge. Jakkesættene trækker referencer til 70’erne med brede revers, svaj i bukserne og højtajlede bukser. Der er vidde for neden. Det er meget rocket, men det er stadig en ret klassisk kollektion. Den har lidt kant, der gør, at den skiller sig ud fra meget af det andet klassiske. Det er i mine øjne noget af det stærkeste vi har set, og det jeg personligt helst vil gå i.”
MUF10
Vi skal tilbage, hvor vi startede. Endnu engang lægger den over 100 år gamle pavillon ramme til modeugens begivenheder, hvor MUF10 afholdt sit show. I modsætning til 7 DAYS blev det denne gang udendørs på den flydende platform, der er tilhørende Søpavillonens baghave.
Persiske tæpper prydede den hvide platform, som flyder i Søerne, mens der spillede arabisk-klingende musik fra højtalere i hvert hjørne. Startskuddet burde være hørt for længst, men i samme stil som tøjet og mændene bag, er det ikke noget, der skaber bekymring – alt tages med ro.
Musikken skiftede til hiphoptoner fra kunstnere som Nas, mens en kavalkade af svaneformede cykelbåde styret af hætteklæde mænd, sejlede langs Søernes kant og afleverede model efter model på en lang, tilbyggede platform, inden de gik over grusstien og hen til publikum.
”MUF10 har rykket sig enormt meget fra den rene streetstyle-genre, hvor de fra start manifesterede sig. Det er en ret god forretningsstrategi indenfor mode at gøre så meget ud af at have sit logo stående over alt, så folk lærer dem at kende. Men i år er det ikke lige så stor en del af kollektionen, som det har været, og det kommer som regel, jo stærkere man bliver som brand. De har Thora Valdimarsdottir med ind over kollektionen, og hun har helt klart sat sig præg.”