Barack Obama har gået i et par. Det sammer gælder James Dean, Steve Jobs og formentlig også dig selv. Vi taler selvfølgelig om Levi’s' ikoniske denimjeans med den røde flap på baglommen, kurvede syning og tallet 501.
Et par bukser, der går helt tilbage til 20. maj 1873 og især først blev populære hos amerikanske minearbejdere. Torsdag markerede Levi’s, at bukserne fyldte 148 år ved at lave en ny kampagne med unge talenter, blandt andre den 22-årige skuespiller Jaden Smith og den ét år ældre Manchester United-fodboldspiller Marcus Rashford.
Annonse
H&M i fodboldsamarbejde med Lover’s FC
Der er præcis tre uger til, at EM-fodboldfesten begynder, når Italien og Tyrkiet spiller åbningskamp i Rom. Hos H&M varmer man op til slutrunden med en fodboldtrøje-kollektion. Svenskerne er gået sammen med Lover’s FC, der er et streetwearbrand, som dyrker 90'ernes fodboldnostalgi, om en fodboldtrøjekollektion.
Der er smæk på farverne og ikke mindst mønstrene, der giver associationer til Rudi Völler, Ruud Gullit og Roberto Baggio.
“H&M's samarbejde med Lover's FC bringer ægthed og kreativitet til streetstyle denne sæson og fanger lidenskaben og energien i det smukke spil. Det handler om farverne, grafikken og den afslappede silhuet af fodboldtrøjer i 90'er stil, som er perfekt til at mikse din garderobe med om foråret og sommeren," udtaler Ross Lydon, Head of Menswear Design i H&M, i en pressemeddelelse.
Udover de syv oversized fodboldtrøjer i genanvendt polyester finder du også en bøllehat og et halstørklæde blandt kollektionen, der gik online torsdag.
Tonsure genopstår efter konkurs
Annonse
Vi slutter af med en glædelig nyhed fra den danske modescene. Tonsure går alligevel ikke konkurs, som man ellers meldte ud for blot en måned siden.
Det er en investorgruppe med Chris Beierholm, der er Managing Director i Stella Nova Copenhagen, i spidsen, som har opkøbt Tonsure og vil give det et nyt forsøg. Den hidtidige ejer, stifter og kreative direktør Malte Flagstad er derimod ude af projektet.
"Den visuelle DNA bliver der ikke ændret på, da den i forvejen taler til målgruppen og allerede indeholder rige muligheder for en kommerciel succes. Dog bliver der justeret på det interne mht. strategier og marketing," lyder det i en pressemeddelelse fra de nye ejere.
Tonsure vil præsentere deres første kollektion ved Copenhagen Fashion Week til august. Branchefestivalen vil i øvrigt være et fysisk event igen.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.