Vi samler op på de vigtigste nyheder og kollektioner i modeverdenen fra ugens løb. Denne gang fortæller vi blandt andet om et nyt solbrille-samarbejde og om en konkurs til et ellers meget omtalt mærke i dansk mode de sidste par år.
For første gang i COS' historie har man skabt en solbrillekollektion. Det er sket i samarbejde med Yuma Labs, der siden 2018 har markeret sig i solbrilleindustrien ved at have fokus på genbrug og genanvendelse. Yuma Labs fremstiller sine solbriller af genbrugte PET-flasker, og solbrillerne kan genanvendes, når de når deres endelige levetid.
COS og Yuma Labs har netop lanceret en kollektion med fire forskellige unisex-styles. COS har stået for designet, mens Yuma Labs har produceret. Solbrillerne er tilgængelige for køb her.
Annonse
Muf10 går konkurs
Reza Etamadi indtog den danske modeverden i 2016 med sine store armbevægelser. Hans mærke Muf10 var et forfriskende pust til den meget traditionelle og skandinaviske modescene. Det var oversized og logobaseret streetwear, der havde inspiration i fx Vetements’, Balenciagas og Supremes kopidrillende tilgang. Muf10 ’lånte’ blandt andet firmalogoer fra Carlsberg og fragtfirmaet Frej. Sågar Mærsk lagde man sig ud med.
Trods flere anerkendelser er det dog nu slut for Muf10. Virksomheden er gået konkurs, viser en registrering i CVR-registret, det skriver FashionForum. Der har også hersket en stor stilhed omkring Muf10 det sidste år.
Muf10 nåede blandt andet at blive nomineret til Dansk Design Talent – Magasin Prisen i 2017. Ligesom den verdenskendte rapper Kendrick Lamar blev set i en Muf10-hættetrøje under en tour i Berlin for nogle år siden.
Forét går tilbage til rødderne
Jesper Finderup og Jeppe Alexander Meier etablerede i 2014 Forét med et ønske om at dyrke 'slow living’, hylde det grønne liv og skabe et modspil til trendfikseret mode. De to barndomsvenner er selv opvokset i den midtsjællandske by Ringsted, og navnet Forét kommer af den franske betegnelse for skov. Det er også netop opvæksten og det danske landskab, som er omdrejningspunktet i Foréts nye SS21-kollektion ’Back To The Roots’.
Tøjet er designet i farver inspireret af det nordiske landskab – fra den 'fugtige skov til de blå bølger, der rammer de kolde sten'. Skjorte og overtøj er lavet med en robusthed og funktionalitet i tankerne og leveres med lommer til dine vigtigste ejendele.
Se de første billeder fra Ridley Scott-filmen 'House of Gucci'
Slutteligt bevæger vi os over i filmverdenen, men vi forlader alligevel heller ikke helt modeverdenen. Instruktør Ridley Scott arbejder i øjeblikket på det biografiske drama 'House of Gucci', som fortæller om et af de mørkeste kapitler i modehistorien.
Annonse
I slut-90’erne blev Patrizia Reggiani retsforfulgt for at have arrangeret mordet på sin eksmand, Maurizio Gucci – barnebarnet til Gucci-stifteren Guccio Gucci og enearving til Gucci-formuen. Maurizio Gucci blev skudt på trapperne foran sit kontor i Milano.
Bag de to hovedroller i ‘House of Gucci’ er musiker Lady Gaga som Patrizia Reggiani, mens Maurizio Gucci spilles af Adam Driver. Tidligere på ugen delte Lady Gaga de første billeder fra filmoptagelserne, og i særdeleshed Adam Drivers velklædte sweater har fået en del omtale. Blandt andre har Esquire lavet en stilguide til den her.
‘House of Gucci’ er sat til at få dansk biografpremiere 9. december.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.