Ugens modeoverblik: Stüssy indgår ikonisk samarbejde med Tekla

Vi samler op på ugen, der er gået i modeverdenen og fortæller de vigtigste nyheder. Kollektionen fra Stüssys samarbejde med danske Tekla er landet, Louis Vuitton har fejret 200-års fødselsdag, nye butikker åbner, og nogle satser på at blive store online. Og så anbefaler vi en endagsdags festival i den kommende uge.

Ugens modeoverblik: Stüssy indgår ikonisk samarbejde med Tekla
Offentliggjort

Hansen Garments åbner butik på Frederiksberg

Hvis du er til italienske bomuldsskjorter og japanske brands, har vi gode nyheder til dig.

På Gammel Kongevej har Hansen Garments åbnet en ny butik, hvor du finder det meste til garderoben, lige fra jakkesæt til parfumer og undertøj. Både brandets egne kollektioner og internationale mærker forhandles i den nye butik, hvor indretningen bærer præg af rå og naturlige materialer.

Louis Vuitton fejrer fødselsdag

I denne uge har Louis Vuitton formentlig kørt den helt store lagkage ud. I onsdags var det nemlig grundlæggerens 200-års fødselsdag, og det fejrede modehuset blandt andet med en udstilling, kunstværker, en roman og lanceringen af spillet ’Louis The Game’.

Mens du med fingerspidserne fører den lille maskot Vivienne ud på en rejse i et farverigt og glitrende univers, spiller drømmende musik i baggrunden. På vejen mod festen, der hylder grundlæggerens runde fødselsdag, skal du samle i monogramlys og nøgler for at få adgang til postkort med anekdoter, som fortæller husets og Louis’ egen historie.

Stüssy og Tekla lancerer ny kollektion

Teklas nordiske og bløde tekstiler møder amerikanske Stüssys rå streetwear. Kollektionen indeholder blandt andet sengetøj, udstyr til stranden og hjemmet med blandt andet den klassiske badekåbe, der er oversize og med en stor hætte. Det er alt sammen i økologisk bomuld og naturfarver med håndtegnede striber.

Naked Copenhagen i international vækst

Naked har i de senere år leveret fodtøj til kvinder i hele landet, men de vil nu også være førende på det internationale sneakersmarked. Det får de nu en kapitalindsprøjtning til af den franske storkoncern Groupe Courier, som driver 250 sneakersbutikker i Frankrig, og som nu er hovedaktionærer i Naked Copenhagen. De vil blandt hjælpe Naked med at åbne butikker over hele verden, først og fremmest i Paris, ligesom de vil styrke onlinesalget internationalt.

Solbrillebrand holder endagsfestival

Det er ikke kun smarte solbriller, som danske Flatlist Eyewear vil være kendt for. I den kommende uge afholder de en endagsfestival hos Copenhagen Distillery, for at fejre kunstnerne, kreativiteten og musikken, som er brandets største inspirationskilde. Der er lagt et begivenhedsrigt program for dagen, som er værd at tjekke ud.