Uventet samarbejde står bag årets mest underlige sko. Men du kan ikke købe dem

Den havde ingen set komme.

Uventet samarbejde står bag årets mest underlige sko. Men du kan ikke købe dem
Offentliggjort

Et af de mest umage brandsamarbejder har netop set dagens lys.

Umiddelbart ligner det noget, der er sat sammen af en ferm PhotoShop-bruger. Men næ nej. Den er skam god nok: Det franske heritage-skobrand Paraboot, der især er kendt for at lave kvalitetssko i læder (du er sandsynligvis stødt på deres ’Michael’-model før), er gået sammen med outdoor-brandet The North Face om en ny, luksuriøs mule, der ikke er set magen før.

Der er i mange år blevet talt om kombinationen af det pæne og komfortable: ”Jeg kan godt lide at bryde det lidt op med en hoodie.” Men her bliver mikset taget til det næste niveau.

Skoens fundament står Paraboot for med deres stærke, norske sålkonstruktion i vulkaniseret gummi med kontrastsyninger, mens overdelen er hentet fra The Norths Faces hjemmesko ThermoballTM V Traction, der gik sin sejrsgang under pandemien. Det syntetiske materiale er dog blevet udskiftet med en fuldnarvet læderoverdel, der trækker den i den lidt mere dressy retning.

Er du forelsket, og mener du, at din nye vintersko har åbenbaret sig for dig, har vi dog en lidt dårlig nyhed.

Skoen er nemlig en såkaldt special release, skriver Paraboot på deres Instagram, og du skal altså derfor selv have fat i det store sy- og klippearbejde, hvis du drømmer om at tilføje årets mest besynderlige sko til garderoben derhjemme.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sko og Herremode