Velkurateret herremode: Du bør lægge vejen forbi denne butik, næste gang du er i lufthavnen
På hylderne finder du gummisko, legesyge skjorter, solide striktrøjer og straight fit pants, krydret med vandflasker, notesbøger, krus og parfumer.
Foto: PR
Som dansker bliver man altid en smule deprimeret, når man træder ind i en udenlandsk lufthavn: De minder som regel mere om spøgelsesbyer med et sjælløst udvalg af mad- og livstilsvarer end den tillokkende port ind til et nyt land, som de i virkeligheden bør være.
Det hænger måske sammen med, at vi er blevet rigtig godt vante til det ekstremt høje niveau, vores egen Kastrup Lufthavn byder på. Især Terminal 2, som efter flere års ombygning i dag fremstår som et af de bedste lufthavnshjørner i hele verden. I hvert fald hvis man er til craft beers, smørrebrød, ramen, sprøde pizzaer og kvalitetsdesign – og hvem er ikke det?
B&O har butik her, det samme har Arket (lufthavnens bedste kop kaffe, glem alt om Lagkagehuset), og hvis du er sulten, kan du få stillet rejsesulten hos Ramen to Biiru eller Gorm’s Pizza, og skylle efter med en øl fra Mikkeller. Det er også her, at Wood Wood har hjemme med deres Souvenir Shop, som siden sommeren 2018 har givet rejsende en god undskyldning for at tjekke en del tidligere ind end nødvendigt.
Den industrielt indrettede butik, som arkitektfirmaet Spacon & X står bag, byder på et lidt mere kuriøst udvalg af gode sager, end det vi kender fra Wood Woods multibrand-butikker rundt omkring i verden.