Vi bør alle se ud som Brad Pitt i ’Fight Club’ dette efterår

Måske holder ’Fight Club’ ikke rigtigt længere som film. Men det er vi sådan set også ligeglade med. Brad Pitt ser nemlig stadig overdrevet cool ud deri. Vi hjælper dig her til at gøre ham tricket efter.

Vi bør alle se ud som Brad Pitt i ’Fight Club’ dette efterår
Offentliggjort

Den anden aften genså jeg ’Fight Club’ (eller det vil faktisk sige, at jeg genså den over to aftener, fordi jeg blev ved med at falde i søvn), og det var sådan set et fint gensyn. Den er stadig fed nok.

Anyway: Det skal slet ikke handle om filmen, i hvert fald ikke selve det filmiske, men derimod om filmens mest ikoniske karakter: Den antikapitalistiske, koleriske, men også – og her ankommer pointen – helt vildt velklædte og ovenud kålhøgent udseende Tyler Durden, der selvfølgelig spilles af en ultrahakket Brad Pitt.

Nogen vil mene, at filmen, der udkom i 1999, er håbløst umoderne og uforenelig med vores tid, ja, ligefrem groft misogyn og voldsopildnende og andre odiøse ting (hvilket meget vel kan være sandt alt sammen, nok særligt det med volden), men hvad der under ingen omstændigheder føles ufrisk ved gensyn, er Tyler Durdens stil.

Den rammer, for at det ikke skal være løgn, fuldstændigt plet på, hvordan vi alle sammen bør stræbe efter at se ud det her efterår: Lidt friskt og perfekt tilfældigt strithår i toppen og – hvis du da er så privilegeret at have muligheden – et par bakkenbarter på siden.

En rød/brun/rødbrun læderjakke med revers. Skjorte med farver og print og et par storstilede, sådan lidt 70’er-agtige flipper (og gerne ud over jakkens revers med dem). Bukser og sko: Alt efter humør. Skal vi komme med et bud, så hvad med at hoppe i et lange, løst siddende lærredsbukser og så et par cowboystøvler eller nogle flade gummisko.

Nå jo, det glemte jeg næsten at skrive: Der er jo selvfølgelig også den scene, det er et stykke henne i filmen, på et hotelværelse et eller andet sted, hvor Tyler Durden pludselig er klippet karse og iklædt en smaragdgrøn fjerjakke og netundertrøje, og skulle du ske, kære læser, at indeholde den rette mængde vanvid i dig til at kunne gå dén vej, vil det naturligvis også være helt o.k. med os.

Mere er det egentlig ikke at sige. Så må du selv sørge for den mere kropslige del af looket.

Et par links:

BP-læderblazer.jpg

Læderblazer fra Sunflower til 7.500 kr.

BP-læderjakke.jpg

Læderjakke fra House of Leather til 1.310 kr.

BP-Skjorte-soulland.jpg

Skjorte fra Soulland til 1.450 kr.

BP-Stussy-ny.jpg

Skjorte fra Stüssy til 1.080 kr.

BP-Chinos-ny.jpg

Chinos fra Our Legacy til 2.010 kr.

BP-Støvler.jpg

Støvler fra Lædersmeden til 2.600 kr.

BP-Sambe.jpg

Adidas 'Samba' til 800 kr.