Pludselig vil alle gå med Cartier, og det er der en helt særlig grund til

DET GIVER PÅ mange måder ingen mening. Ur-verdenen er befolket af nørder, der kan mansplaine hinanden ud i det uendelige, når samtalen falder på kaliber ’dit og dat’ fra deres foretrukne mærke. De gør dog én undtagelse: Cartier.

Det parisiske mærke får carte blanche af ur-tosserne, også selvom Cartier sjældent gør et nummer ud af urværket. Det er ikke dér, festen ligger i Paris. Måske forklarer det også, hvorfor Cartier-ure fra 70’erne og 80’erne sælges til høje priser på det sekundære marked, også selvom de ofte ’kun’ er udstyret med et kvartsværk.

Måske skyldes det fransk finesse, x-faktor eller den imponerende perlerække af kendisser og kulturpersonligheder – fra bokselegenden Muhammad Ali til popkunstneren Andy Warhol – der har båret et Cartier i tidens løb.

Uanset hvordan man vender og drejer det, oplever Cartier en renæssance i disse år. Det gælder ikke kun målt på omsætning, hvor Cartier kun overgås af Rolex, men også på vintage-markedet, der som regel er en ret god indikator på et ur-mærkes fitness level.

I 2022 blev et Cartier Crash fra 1967 solgt for 11 millioner kroner på auktion, og samme år blev et Cartier Cheich solgt for otte millioner kroner. Sidstnævnte blev kun fremstillet i fire eksemplarer – udviklet til ørkenløbet Paris-Dakar i 1984 – og med sin kasseform, inspireret af det hovedtørklæde, nomadefolket tuaregerne i Vestsahara går med, var det bestemt ikke et ur, der var alles kop te.

Og så alligevel. Uret var stadig umiskendeligt cartiersk i sit formsprog med en blå cabochon-sten, elegante romertal og et fransk designudtryk, der nærmest hviskede ’voulez vous du beurre?’

Det var også et Cheich-ur, i hvidguld, som snydt ud af ’Lawrence of Arabia’, der for nylig fik ur-skribenten Anthony Traina fra Hodinkee til at konstatere: ”Et ur, jeg ikke engang anede fandtes, viser, hvorfor jeg bliver ved med at vende tilbage til Cartier.”

SÅDAN ER DER mange, der har det. Heriblandt den fransk-engelske forfatter og historiker Francesca Cartier Brickell, som har skrevet bestselleren ’The Cartiers’ om familiefirmaet, som hendes tiptipoldefar grundlagde i Paris i 1847.

Cartiers hovedkvarter ligger fortsat i Paris. Alle Cartiers ure bliver dog i dag lavet i Schweiz, og brandet er ejet af schweiziske Richemont.

Francesca Cartier Brickell er netop nu i gang med en ny bog om Cartier-husets glemte designs, og hun hæfter sig ved to ting, når hun skal forklare Cartier-urenes nuværende popularitet.

De mest eftertragtede ure er både meget sjældne, fordi de blev lavet i ekstremt få eksemplarer – ofte som unika-ure til prominente kunder – men de blev også lavet med en sans for detaljen og et knowhow, hun kalder håndværk uden sidestykke:

”Det er håndlavede ure, der var resultatet af utallige timers kvalificeret arbejde udført af datidens største designere som Emmerson, guldsmede som Mayo, urmagere som Eric Denton og læderhåndværkere som Albert Penny,” siger Francesca Cartier Brickell og tilføjer: ”Og så selvfølgelig min bedstefar, der overvågede det hele med sit perfektionistiske blik og kun lod det absolut bedste af det bedste komme indenfor i showroomet.”

Det er dog ikke hele historien om Cartier-urene. De passede nemlig ofte også til både mænd og kvinder, hvilket set i bakspejlet er en stor del af det parisiske mærkes succeshistorie. Cartiers evne til at lave unisex er faktisk så langt forud for deres tid, at man næsten undrer sig over, at store ure nogensinde er blevet et fænomen.

Det kræver fx blot en Google-søgning på ’Keith Richards og Panthère’ eller ’Muhammad Ali og Tank’, og så får man straks adskillige billeder frem af stilsikre mænd med styr på klokken.

De har i dag fået selskab af yngre kræfter som Hollywood-skuespilleren og stilikonet Timothée Chalamet – kendt fra blandt andet ’Call Me By Your Name’ og ’Dune’ – der gik med Cartiers lille Panthère-ur, inden han blev Cartier-ambassadør i 2021.

Et Panthère kræver et stort ego og et lille håndled, men Chalamet bærer det, ligesom Keith Richards eller Pierce Brosnan før ham, med klædelig selvtillid. Og det understreger samtidig, at Cartier aldrig rigtigt går af mode, det vender tilbage som en boomerang.

FRANCESCA CARTIER BRICKELLS bedstefar, Jean-Jacques Cartier, var fjerde generation Cartier og den sidste i familien, der ejede og ledede en filial af virksomheden, som nu er ejet af Richemont.

Det var også Jean-Jacques Cartier, der forestod Cartiers hovedkontor i London i 1960’erne og 1970’erne, hvilket hans barnebarn af sentimentale årsager er særligt interesseret i. Ifølge Francesca Cartier Brickell tog disse Cartier London-ure sig nemlig ret mange friheder og introducerede innovative elementer, der adskiller dem fra andre Cartier-ure fra filialerne i Paris og New York.

”De er anderledes end det, der blev lavet før. Selv det klassiske Tank blev opdateret under Jean-Jacques Cartier (og kendt som JJC), mens andre modeller – som Crash eller Pebble – havde noget oprørsk over sig, hvilket også afspejlede the swinging 60’s,” siger hun.

Cartier Brickell peger desuden på et Cartier, der end ikke har et navn og er så sjældent, at hun kun har set ét eksemplar af det i virkeligheden. Designet og de romerske tal er klassisk Cartier, men den ovale ur-kasse og de lange romertal giver designet et twist. ”Det er et mesterværk af håndforarbejdet kunst,” siger hun.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure