Anmeldelse: Mercedes’ nye elbil er et større bagsæde fra at være den perfekte ministerbil

POLITIKERNE FORTÆLLER OS, hvordan vi skal omstille og køre grønt, men selv kører de rundt i nogle af de mest tørstige biler, man kan forestille sig. Her vil nogen – formentligt en embedsmand – straks synge sangen om hybridteknologi og vigtigheden af at ankomme standsmæssigt. For slet ikke at tale om, hvad der kan være af sikkerhedskrav til en ministerbil, men elbilerne er godt på vej. Tag bare Mercedes EQS – en elektrisk S-klasse og dermed topmodel – med op til 780 kilometers kørsel på en opladning. Et tal, der især skyldes to ting. For det første det store batteri på 107,8 kWh. For det andet det strømlignede design, som designchef Gorden Wagener og hans team har udformet. Med en CW-værdi på 0,2 er EQS den mest aerodynamiske, masseproducerede bil på markedet. Det koster til gengæld på den konservative elegance, der normalt kendetegner biler i limousineklassen. Normalt ville sådan en bil være udformet som en sedan, men her er der tale om en hatchback, der fra heldige vinkler har noget flot coupé over sig og fra mindre heldige vinkler ligner et ulykkeligt ægteskab mellem Citroën og Toyota.

Under alle omstændigheder får den opmærksomhed, nysgerrige spørgsmål og anerkendende blikke på sin vej. Har du ikke tabt underkæben på forhånd, bør du spænde muskulaturen, før du stiger ind, for her finder du en skærm, der strækker sig i hele instrumentbrættets bredde. Hyperscreen kalder Mercedes systemet, der herhjemme kun findes i topmodellen EQS 580 til knap 1,5 million kroner. Vælger du den ’billige’ 450+, får du mere glas og mindre skærm i samme layout. En besparelse på 450.000 kroner, hvor du dog også giver afkald på firehjulstræk og 190 hk.

Væsentlige argumenter for en opgradering, hvis man har økonomien til det, men faktisk er det næsten Hyperscreen, der vejer tungest. Udover at tilbyde en separat skærm til passageren, giver den dig en følelse af at sidde i en bil fra fremtiden. Eller en natklub fra fremtiden, hvis man tager den offensive, ambiente belysning med i ligningen. Det smyger sig som et farvet bånd omkring panelerne i stål og læder, og det er måske lige Emirat-lækkert nok at se på, men omvendt virker det altså indbydende, når man sidder i mørket, og kabinen omslutter dig med sit indirekte lys og skæret fra den store skærm. Vier du det for meget opmærksomhed, kan bilen lukke dele af skærmen ned, da den læser dine øjenbevægelser via et hav af sensorer. På den måde er det også muligt at indstille sidespejlet blot ved at kigge på det spejl, der skal justeres, og trykke på knappen. Betjeningen af nærmest alt andet foregår via skærmen, som har fået implementeret de sædvanlige knapper i Mercedes’ instrumentering og dermed fungerer overraskende intuitivt. Også på den front imponerer EQS.

Til gengæld betaler bilen for sin udformning, når det gælder komforten på bagsædet. Fordi batteripakken ligger i vognbunden, er gulvet højt, og derfor vil mange som undertegnede sidde med bentøjet i en vinkel, der ikke er en limousine værdig. Hertil kommer, at bagsædet er til den korte side og ikke kan lænes tilbage som i en S-klasse.

Foran sidder man derimod som en konge med massage i de dybe sæder. Er du minister, så smid chaufføren om bagi, og grib førerpladsen, hvor 523 hk forkæler dig med en smidig og overlegen kraftudfoldelse. EQS er lydisoleret som et pladestudie, men smækker du bilen i Dynamic, får du en snert af velorkestreret surrogat-motorlyd. Lad det tjene som (endnu) et argument for at blive i komfortindstillingen og lade luftundervognen vise sig fra sin bedste side. Bilen vejer små 2,7 tons, og som i en Rolls-Royce giver det en svampet, overjordisk komfort som en luftpude. Du kan sparke den fra 0-100 km/t på 4,3 sekunder, men svæv hellere over vejnettet, og nyd lyden af nærmest ingenting. Der er balance, der er vejgreb, og der er præcision, men det kommer til dig som englesang og ikke kontant som i en sportsvogn.

Der er en del at indvende. Designet og bagsædekomforten er væsentlige minusser i en limousine, men kabinen, køreegenskaberne og funktionaliteten trækker op, så det nager ikke at kaste en topkarakter efter en så skelsættende elbil. Ladekapaciteten på 200 kW er ikke som sådan opsigtsvækkende, men takket være en flad ladekurve tager den optimalt set 300 kilometer på et kvarter. Kombineret med aerodynamikken og en uovertruffen evne til at opsamle overskudsenergi under kørslen betyder det, at du kan krydse landegrænser ubesværet som i ingen anden elbil. Giv den et bedre bagsæde, og den bør stå foran ethvert ministerium.