BMW i7 kandiderer til titlen som verdens mest prestigefulde bil

BMW i7 kandiderer til titlen som verdens mest prestigefulde bil

Med i7 har BMW lanceret den mest overlegne 7-serie nogensinde. En bil, der på alle måder er for meget. Til gengæld kører den ifølge Christian Grau overjordisk komfortabelt.

Offentliggjort

Rygtet siger, at i Kina er en stor køler lig med prestige. I så fald må BMW i7 kandidere til verdens mest prestigefulde bil.

Der er blevet sagt meget om BMW’s design i de senere år, og debatten forstummer ikke ved synet af den nye, elektriske 7-serie.

En lysindrammet køler på størrelse med en vaskesøjle lægger snude til 5,39 meter og over 2,7 ton limousine i ministerbilsklassen. De dobbelte forlygter ligner et ubegribeligt tyveri fra Citroën C3, og alt bliver lidt kasseagtigt i de store dimensioner, hvor selv hjulkasserne kommer til at synes små. Køn er den ikke, men bombastisk jo tak.

Alt er kort sagt stort på den bil, og måske kineserne har ret, for medtrafikanterne trækker instinktivt ind, når i7 kommer til syne i bakspejlet.

Indvendigt er der detaljer i krystalglas og matchende paneler med ambient lys. Den mønstrede højttalerfront i stål fra Bowers & Wilkins blender godt ind i stilen, der emmer af håndværk, men mildest talt også er så larmende bling, at man får tinnitus. Egetræspanelerne er tilført et gråligt stållook, lædersæderne og de øvrige skinddetaljer er ligeledes grå.

Der er definitivt et visuelt koncept her, men der stopper det ikke. For at fuldende oplevelsen og gøre køreturen mere sanselig kan du vælge mellem forskellige stemningsprogrammer, der regulerer lys, lydbillede og sædemassage – ja, det har vidunderet naturligvis også.

Stiller du fx bilen i ’Expressive’, vil den lukke solpanelet i panoramataget for at gøre kabinen mørkere.

Samtidig slår det ambiente lys over i gul/orange nuancer, lydbilledet, der er komponeret af filmkomponisten Hans Zimmer, skifter til en dramatisk, strygerbåret, motoragtig kollage, der skrues op og ned i takt med, at du accelererer eller bremser, mens bølger af maskinel massage ruller op og ned langs sæderyggen.

Vælger du ’Relax’ ændres lys, lyd og massage tilsvarende. Det hele kan heldigvis også neutraliseres, men alligevel er systemet så gennemført, at det reelt tilfører noget af den sanselighed, som elbiler ellers har en tilbøjelighed til at mangle.

Godt nok i en lidt surrogatagtig form med noter af hotelbar og Casio-keyboard, men ikke desto mindre effektfuldt.

Alene Hans Zimmers lydunivers, formidlet gennem 36 pedantiske højttalere, er en oplevelse. I daglig kørsel vil man ofte slå det fra, men her og der vil det være den detalje, der giver dig en tur, du og dine passagerer husker.

Hele herligheden kan naturligvis også styres fra bagsædet, hvis man er typen, der kører med chauffør. I så fald har du et display i døren på størrelse med en iPhone, hvor du kan regulere alt fra lys til lyd og de multiple sædeindstillinger.

Går du amok på ekstraudstyrslisten kan du yderligere tilkøbe en 32 tommer stor skærm, der vipper ned, så du kan streame film og se tv fra bagsædet, der i vores testbil desuden kan omdannes til en nogenlunde magelig seng.

Tilbage på forsædet er instrumenteringen samlet i en lang rektangulær skærm, som dels består af et display bag rattet med speedometer, rækkevidde-indikator og andre tilvalgte informationer.

Dels et display til betjening af stort set alt andet – fra klimaanlæg til infotainment og bilindstillinger. Hertil kommer den for BMW så klassiske drejeknap med tilhørende menu-knapper i midterkonsollen. Ikke helt intuitivt, men efter lidt tilvænning er det hurtigt at komme rundt i.

Mekanisk byder i7 på firehjulstræk og firehjulsstyring til at nedbringe venderadiussen og forbedre dens evne til at eksekvere fx undvigemanøvrer. Begge dele meget effektivt.

Strømmen leveres af et batteri på 102 kWh, som giver en rækkevidde på 625 kilometer under optimale forhold. Ladekapaciteten er 195 kW, hvilket giver en ladetid på 34 minutter fra 10 til 80 procent på en hurtiglader.

De to elmotorer leverer 544 hk, som bringer accelerationstiden for limousinen ned på 4,7 sekunder fra 0-100 km/t. På vejen mærker man vægten, men bilen styrer og balancerer imponerende præcist. Først og fremmest kører den dog overjordisk komfortabelt.

Fuldkomment lydløst og nærmest svævende over vejen med sin ualmindeligt velafstemte luftundervogn og sin ubesværede kraftudfoldelse.

En BMW må aldrig kunne måle sig med datterselskabet Rolls-Royce, men forskellen på de to har aldrig været mindre, til trods for at den ene kører på benzin og den anden på strøm.

Senere kommer 7-serien faktisk både med benzin og dieselmotorer, men tag den elektriske i7, og du har en elbil som ingen anden.

Mercedes EQS, der er nærmeste konkurrent, vil i manges øjne fremstå mere smagfuld, og den er ret beset også en mere effektiv elbil, men BMW’en slår den på komforten og på pladsen.

Her er du på en endnu højere hylde. Ikke mindst takket være iscenesættelsen og alt det, som egentlig er for meget og for bling og emiratagtigt, men som i sidste ende gør i7 til en større oplevelse.

Man kan diskutere stilen og designet, men man kommer ikke uden om, at i7 er en bil som ingen andre, og det skal den have seks stjerner for.

BMW i7 xDrive60

Motor: elektrisk

Hestekræfter: 544

Moment: 745 Nm

Tophastighed: 240 km/t

Acceleration: 4,7 sek. fra 0-100 km/t.

Rækkevidde (WLTP): 625 km.

Co2-udledning: 0

Pris fra 1.559.080 kr.