Christian Grau tester Aston Martins nye SUV: ”Allersjovest er den at prygle på en snoet vej eller tæske igennem en acceleration fra nul til 130 km/t ”

Lad os se det i øjnene: Aston Martin burde have så travlt med at elektrificere deres modelprogram, at ingen i bygningen havde tid til at udklække idéen om at bygge verdens hurtigste SUV. Altså hvad mangler verden mindre end endnu en benzinslugende bulderbasse i størrelse upassende stor? Atomvåben og lakrids med ramsløg er gode bud, men i bilernes verden kigger alle en helt anden vej.

Netop derfor stopper man op et øjeblik, når Aston Martin stolt proklamerer, at de har skabt den mest kraftfulde SUV, verden endnu har set. I har hvad???

Jo, altså, Aston Martin har taget mærkets første SUV, DBX, og givet den dét, den mangler mindst af alt, nemlig flere kræfter. Konkret betyder det, at man har tunet den ottecylindrede AMG-motor, der ligger i originalen, op til 707 hk, og vupti fik man også idéen til et navn.

Oprindeligt havde DBX ’kun’ 550 hestekræfter, og for at hive så meget ekstra power ud har man skiftet turboladerne og kalibreret maskinen samt udskiftet automatgearkassen med en ny, ni-trins transmission og en tilhørende såkaldt våd kobling. Endelig er undervognen strammet op, og derudover har bilen fået den store kulfiberpakke, så man samtidig reducerer vægten.

Det sjove – eller det er måske ikke det rigtige ord, for allersjovest er den at prygle på en snoet vej eller tæske igennem en acceleration fra nul til 130 km/t på en motorvejsrampe – men det paradoksale er, at du først bemærker den nyvundne voldsomhed, når du sætter bilen i det yderste af dens tre sportsmodusser. Indtil da er den kultiveret som en strygekvartet.

En lidt dum detalje er, at der er sat omdrejningsbegrænser til, når gearet står i P og N. Det er regulært svært at få motoren til at brøle og smælde, når du holder stille eller starter op. Til glæde for dine naboer måske, men også lidt tamt og bemærkelsesværdigt i en bil, der handler så meget om motorkraft.

Ikke desto mindre kan det måske læses som et billede på Astons intention med bilen. At skabe en civiliseret monster-SUV, der kan folde sig ud, når lejligheden byder sig, men ellers opfører sig pænt.

Og pænt, det kører den. Luftundervognen er spændt godt op, men bilen er stadig komfortabel, ikke mindst takket være motorgangen og de smidige gearskift, når bilen står i GT-mode. Efterhånden som du sætter den i et af de tre Sports-modes, skærper den sanserne, men det er først, når du tæsker den, at den rigtig bider fra sig og viser, hvor skarp den er. 3,3 sekund er en rask accelerationstid fra nul til 100 km/t, og det føles absurd intenst, når du skyder den af. Også nedbremsninger og sågar indstyring mestrer 707’eren trods sin størrelse og en kampvægt på over 2,2 tons.

I den forstand er der næsten noget naturstridigt over en stor SUV, der balancerer og responderer så direkte, at man føler sig hensat til en lavtgående sportsvogn. Det er noget af en bedrift og bilens egentlige åbenbaring. Ikke kræfterne, men håndteringen af dem.

På den måde er DBX 707 en fin markering fra et selvstændigt mærke, der ellers har svært ved at hamle op med industriens konglomerater, når det gælder udvikling. Derfor må Aston Martin låne sig til motor, brugerflade og andre komponenter, men de formår at sætte stumperne sammen til en bil, der har sit eget udtryk og sin egen ret, ikke mindst i kraft af designet.

Er den smuk som de andre Astons? Nej, men en Cayenne er heller ikke flot som de andre Porscher. Man kan anfægte hele idéen om, at Aston bygger en SUV og svømme hen i romantiske fordringer om, at mærket kun bør lave sportsvogne, men når Urus er den bedst sælgende Lamborghini, Levante den bedst sælgende Maserati, Bentayga den bedst sælgende Bentley og så videre, forstår man godt Aston. Og når nu briterne laver en SUV, så skal den være hurtig.

Således kan man agitere sig ind i et forsvar for en bil, der på mange måder er dum og ude af trit med tidsånden. Vi ville til hver en tid vælge en sportsvogn til det sjove og eksempelvis en elektrisk SUV eller stationcar til det grove. Det ville på alle måder give mere mening. Ja, lad os da bare snobbe igennem og sige, at hvis du ’kun’ skal eje én Aston Martin, så bør det være en sportsvogn.

Skal du derimod eje to, så er DBX et blæret supplement. Det er dog stadig, og i lighed med alle andre performance-SUV’er, en dum bil, men skal du have en bil, der er dum på den måde, så er 707 den sjoveste og vildeste, vi har kørt. Det er i det lys, vores karakter skal betragtes – som det bedste af det dummeste.