Christian Grau tester Rolls-Royce Phantom: "Du kan køre alt andet, men der er intet, der kører som en Phantom"

Halvandet år med corona. Uden rejser, uden selskab, og så kommer invitationen fra Rolls-Royce og Four Seasons. Invitation til en episk køretur fra Budapest til Prag med Rolls-Royce Phantom, Ghost og Cullinan. En mulighed for at lære nogle af verdens mest forfinede biler at kende på en over 500 kilometer lang tur gennem Centraleuropa. Og for at opleve to af kontinentets smukkeste metropoler med Four Seasons som hjemmevant vært. Jo tak, hvis vi skal andet, så aflyser vi, og således befinder vi os pludselig på en mahognimotorbåd på Donau med et glas champagne i hånden og en mild sensommerbrise til at ventilere hårlokkerne. Som om det ikke er nok, venter der en buffet af Rolls-Royces foran det udsøgte hotel i morgen tidlig.

Fra mit vindue i restauranten kan jeg se dem line bilerne op, mens jeg slubrer morgenkaffen i mig og nyder hotellets version af Eggs Benedict, som her serveres med trøffelmayo som et uartigt twist. SUV’en Cullinan, tre Ghost-limousiner og på toppen af det hele: über-limousinen Phantom. Det kan kun blive en god dag, og det må være et tegn på motorjournalistisk dårskab, at man overhovedet tager en kaffe-refill frem for at kaste sig frådende over vognparken.

Turen er på godt femhundrede kilometer med indlagt kaffestop og frokost. En ordentlig mundfuld centraleuropæisk motorvej, som normalt ikke giver et smil på læben, men med udsigten til at tilbagelægge turen i vejnettets konge er der ingen bekymringer om træthed eller utålmodighed efter at nå frem. Tværtimod. Optændt af forventning har jeg stillet mig i position til at erobre optogets eneste Phantom. Den mest majestætiske Rolls-Royce af dem alle og den mest klassiske med sin kraftige C-stolpe, der løfter sig i et stejlt knæk fra bagagerummet og elegant indkapsler silhuetten i det bageste vindue.

Der er noter af tidligere tiders Rolls-Royces i den treenighed og et umiskendeligt signal om tårnhøj klasse. Det er også den eneste Rolls-Royce i det aktuelle modelprogram, som jeg ikke har kørt i forvejen. Jeg tripper efter at få fingre i den i en grad, så en østrigsk kollega spørger, om jeg også vil køre Phantom, og på den måde bliver vi enige om at dele bilen og bytte undervejs. Jeg har ikke travlt med at tage morgentrafikken ud af millionbyen, så jeg springer ind på passagersædet og ser mig omkring. Lyst læder, knapper i krom, paneler i mørkt træ og endeløse lag af klar lak. Sidder man godt i de sæder? Altså, man kunne sidde der for altid. Let eleveret over hele stemningen, men også rent fysisk.

Man fornemmer det ikke udefra, men Phantom er en høj bil. Undervognen kan løftes og sænkes, og i almindelig cruising height er man på niveau med folk i Range Rovers. Man ser det bare ikke udefra, fordi bilen også er stor på alle andre måder. Dørene er så store, at du lukker dem ved at trykke på en knap – du kan simpelthen ikke nå dørgrebet med armen, når du først har sat dig ind. I stedet trykker du på en knap, hvorefter døren glider i helt langsomt og lukker sig tæt om kabinen. Ingeniørkunst ophøjet til perfektion. Det vil tage din privatchauffør flere dage at lære at lukke døren mere elegant, men det er selvfølgelig også en mulighed.

Med en chauffør, eller i dette tilfælde kollega, bag rattet er der god tid til at snuse detaljerne ind. Som på en Bentley betjenes ventilationsdyserne med en knap, der skubbes ind og ud afhængigt af, hvor meget luft man vil have. En detalje, der går tilbage til dengang, mærkerne havde samme ejerskab. I dag ejes Bentley som bekendt af VW, mens Rolls-Royce sorterer under BMW. Er der så noget BMW at spotte i den? Overhovedet ikke. Den eneste knap, der virker bekendt, er den røde udløserknap til sikkerhedsseleholderen. Alt andet er Rolls’ificeret. Det er nok de samme brugerflader, der gemmer sig under menuen på skærmstyringen, men grafikken og betjeningen er anderledes. Alt er anderledes. Fluekneppet ned i en detaljegrad, der vil få enhver til at overgive sig.

Umiddelbart foran mig, under instrumentbordet, over handskerummet, løber et panel, inspireret af de mønstre, strømmen danner i sandet på en sandbund. Det er udført i, hvad der ligner en mellemting mellem kulfiber og slangeskind og indrammet af en helt klar, nærmest usynlig glasagtig ramme. Når man bevæger hovedet, changerer strukturen, og mønstret ændres, så man kigger på den som et tryllespejl. Et godt eksempel på de bespoke-detaljer, man kan købe sig fattig i for at personalisere sin Rolls-Royce.

I bespoke-afdelingen er der ikke noget, der hedder standard. Det hedder: Hvad kunne du tænke dig, og så kan du ellers komme rendende med alt fra din families våbenskjold til duften af din hustrus parfume eller et fadølsanlæg med form som Champions League-pokalen. Bespoke-afdelingen løser det og holder masken, til du er ude af døren igen.

Er bespoke ikke nok, kan du gøre som Jay-Z og Beyonce og få designet din helt egen model i Rolls Royces coach build-afdeling. Traditionen går tilbage til luksusbilernes barndom, hvor bilproducenterne ofte leverede en drivlinje og overlod udformningen til specialister i karosseridesign. Det kom der nogle vanvittige, sjældne og smukke biler ud af, og nu har Rolls-Royce altså taget idéen op for at kunne tilbyde det helt ekstraordinære. En bil, som ingen emir, russer eller anden rigmand kan sige at have magen til. Uanset hvad du vælger, er det danske Anders Warming, der er designchef. Den tidligere BMW- og MINI-designer overtog posten tidligere på året, og det bliver spændende at se, når den første Rolls med hans signatur ruller ud om nogle år.

Nu handler det om den eksisterende portefølje, og jeg har set detaljer nok. Nu vil jeg køre bil. Det bliver for en stor dels vedkommende på motorvejen, hvor Phantom gebærder sig som en konge. Nærmest lydløs, nærmest svævende. Jeg har kørt mange elbiler med mere støj, og det handler ikke bare om motorens overlegne trækkraft. Det handler om materialevalg og isolering. Bilens vinduer er lavet af tre lag glas. De er tykke som panservinduer, og store dele af karosseriet er pakket ind i to lag af tyndt aluminium med isolerende skum i midten.

Resultatet er ifølge Rolls-Royce verdens mest støjfri kabine. Designet, så man akkurat vil kunne høre en sirene, men heller ikke mere. Kører man med chauffør, kan man tilkøbe en såkaldt Privacy Suite, der tager den sidste ’støj’. Jeg forestiller mig dog, at det mere handler om at afskære chaufføren fra at følge med i samtalen, for ingen har behov for mindre lyd i en Rolls-Royce, der i forvejen føles som et rullende lydstudie.

Bilen henter sine 571 hestekræfter fra et 12-cylindret overflødighedshorn af en motor på 6,75 liter. Dens ottetrins automatgearkasse er et studie i smidighed – den kører så smooth, men den kan også vride en acceleration på 5,3 sekund fra 0-100 km/t ud af ærmet. Topfarten er begrænset til 250, og jeg tvivler på, at den overhovedet er anstrengt i det tempo. Undervognen er et kapitel for sig. Normalt efterspørger jeg respons, men i Phanthom svæver du. Feedback vil måske føles som turbulens, og den ejer det ikke.

I stedet svamper den sig af sted som et flyvende tæppe eller en luftpude ophævet i overjordisk magelighed. Styretøjet er forunderligt præcist, men på samme tid elegant udvekslet til at følge dine bevægelser helt ubesværet. Du vil ikke køre ræs i den, og du vil ikke køre på meget trange veje, hvor dens små seks meter lange og over to meter brede dimensioner bliver en udfordring. Til gengæld er den stadig en fornøjelse, da jeg drejer af motorvejen og nupper en landevej med blandet belægning, sving og bakker. Bilen absorberer det hele i samme svævende stil som på motorvejen, mens Spirit of Ecstacy-kølerfiguren ude foran tager sigte mod næste sving.

Du kan køre alt andet, men der er intet, der kører som en Phantom. Heller ikke den beslægtede limousine Ghost, som jeg hopper ind i efter fire timer med et bredt smil limet fast til ansigtet. Ghost er ligeledes mageløs og byder i vid udstrækning på den samme ophøjede følelse, men hvor Phantom svæver i sin egen himmel, så er Ghost mere en GT-limousine. Den har stadig det overlegne kraftoverskud og den uforlignelige smidighed, men den er lavere, og der er faktisk respons. Den giver dig en bedre idé om, hvor du er på vejen. Vi er på ingen måde ude i en Mercedes S-klasse, nærmere en Bentley Flying Spur på valium. Overlegen kraftfuld og komfortabel, men med en parathed til at bide hurtigere fra sig end Phantom.

I mellemtiden er vi nået langt ind i Tjekkiet. Tiden opløses i en Rolls-Royce. Man er i sin egen boble. Klokkeslæt, hverdag og pligter er uden for boblen. Der er også en vej. Den hedder E50, og man siger om den, at den har sit navn, fordi den har været under renovering i 50 år. Den er stadig langt fra færdig. På lange stræk kører man helt tæt i to improviserede spor med en fartgrænse på 80 km/t. Lastbilerne kører i lange tog inderst, mens de ivrigste privatbilister sniger sig forbi i det smalle venstre spor med øjnene fast rettet mod vognbanen og tungen lige i munden.

Mangler du spænding i dit liv, så prøv at tage venstre spor i en forlænget Rolls-Royce Ghost. Godt nok mangler den 5,2 centimeter for at ramme sporets anbefalede maksimalbredde på to meter, men så er der jo også sidespejlene, og hertil kommer, at lastbiler har det med at rage lidt ud. Godt, at vogntøjet som sådan får din mest tålmodige og overbærende side frem.

Den har ikke som sådan en pyt-knap, men du kan tage de fucks, du giver, for hvad som helst, og dividere med fire. Så har du følelsen af at køre i en hvilken som helst form for trafik i en hvilken som helst moderne Rolls-Royce. Det kunne ikke rage dig mindre, hvad der sker uden for bilen – hvilket sjovt nok bekræftes af, at samtlige medtrafikanter forsøger at kigge ind i bilen. Ikke desto mindre sniger jeg bilen forbi en del lastbiler i en skrækblandet you-break-it-you-buy-it-rus, før jeg trækker ind i højre spor og ruller ind mod den tjekkiske hovedstad.

Her ville jeg gerne berette, at byen ligger i en dal og byder sig til med floder, spir og tårne, når du passerer det sidste bakkedrag på vejen ind, men det ville være et falsum. Du kører i et endeløst vejarbejde, gennem retfærdigvis smukke skovklædte bakker, og så bliver ruten trinløst grimmere, efterhånden som byen nærmer sig. Grimme huse og grimme biler markerer de første tegn på urbanisering. Industri, trøstesløse boligblokke og håbløs detailhandel følger, men så vender det.

Når forstæderne er passeret, tager tingene form i noget, der kunne minde om byplanlægning, og så bliver det omvendt bare pænere og pænere, indtil du kroger din 5,7 meter lange Rolls-Royce gennem smalle gamle gyder. Pludselig er du midt i den gamle metropol, og så svinger du til venstre, hvorefter floden åbenbarer sig med sine gamle broer og de klassisk bebyggede bakker på den anden side.

Omtrent her finder du hotellet Four Seasons. Fra den majestætiske facade fornemmer du ikke, hvor godt det ligger, men træd ind gennem det prægtige indgangsparti, eller vent lidt ... Parkér din Rolls-Royce foran hotellet. Der står formentligt en Audi A8 og er klar til at blegne. Overlad det til det tililende personale at få lokummet ned i p-kælderen, og gå så ind gennem det fornemme indgangsparti, og fortsæt ud til terrassen, der ligger som en gård mellem tre længer.

Her forstår du, hvorfor hotellet betegnes som det bedst beliggende luksushotel i byen. Der er udsigt til floden, der flyder omtrent lige foran hotellet, og mens du nyder en velkomstdrink, tjekker personalet ind for dig.

Samme udsigt kan nydes fra restauranten i stueetagen, nu med kig til den berømte Karlsbro, men har du mulighed for det, så se om hotellets tagterrasse har åbent for spisende gæster. Her er seksten borde med blændende 180 graders udsigt over det smukkeste af byen. Pønser du på at fri til din kæreste, er det her, du skal ned på knæ.

Book alternativt en bådtur gennem hotellet. De har en chalup med egen kaptajn i hvid uniform og så meget sildesalat, at man skulle tro, han egenhændigt havde reddet planeten fra en ruminvasion. Eller spar sammen, sælg huset, vind i Lotto, og køb en Rolls-Royce. Den vil fuldende enhver omvej. Den vil aflive ethvert optræk til vejvrede. Den kan som sådan ikke noget, andre biler ikke kan – den er hverken smuk eller sympatisk.

Den symboliserer strengt taget alt, hvad der er ulige, men den punkterer alt andet blær. Den nulstiller alt under sig og får blot ved et flygtig udlån alle ombordværende til at føle sig særlige, sorgløse og taknemmelige i en grad, som alle mennesker burde opleve bare én gang i deres liv.