Dansk Industris direktør har købt en bil, han kan bo i: 'Jeg har aldrig haft en bil, der har skabt så mange reaktioner'

Dansk Industris direktør har købt en bil, han kan bo i: "Jeg har aldrig haft en bil, der har skabt så mange reaktioner"

For nogle mennesker er bilen en praktisk transportgenstand, der får dem fra A til B. For andre er det passion og lidenskab, som overstiger alt – selv værkstedsregninger, forsikringspræmier og bøvl med vinteropbevaring. Her fortæller administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen om sin Mercedez-Benz Marco Polo.

Offentliggjort

Hvad er dit forhold til biler?

”Jeg er ikke en bilnørd overhovedet, men jeg har haft temmelig mange forskellige biler. For mig er en bil et frihedsinstrument. Bilen giver en luksus og frihed til at bevæge sig selvstændigt rundt. Min første bil var en 2CV, som jeg husker som en af de sjoveste og bedste biler, jeg har haft. Jeg var 18-19 år og sparede sammen til den, da jeg havde fået mit kørekort. Man kunne rulle taget af bilen, og det gav mig en stor frihedsfølelse. Det er lige før, jeg kunne finde på at købe én igen.”

Hvad fik dig til at købe en Mercedes-Benz Marco Polo?

”Det var friheden og eventyret i selv at kunne bestemme sin destination og bevæge sig rundt med de helt fundamentale nødvendigheder, man har brug for, uden at skulle planlægge alting på forhånd, som jeg skal i min hverdag, hvor alt er planlagt nærmest ned til mindste minut. Jeg har købt bilen sammen med to venner, der ligesom jeg selv er eventyrere og begejstret for naturen. Vi kører på road trip uden på forhånd at vide, hvor vi skal overnatte. Bilen indeholder alt, man kan drømme om, og den har en vis komfort. Det er en hyggelig måde at være sammen med sine venner på, uanset om vi kører ud for at fluefiske eller for at besøge en by.”

Hvilke funktioner er der i bilen?

”Den er firehjulstrukken, hvilket er en ret god feature, da vi godt kan risikere at køre ud i noget terræn, som er lidt blødt. Bilen har et telt på toppen, og der er en madras med plads til to. Nede i kabinen har den en lige så stor seng. Der er et velfungerende køkken med gaskomfur, køleskab og en lille lounge, som man får ved at vende stolene om. Vi har tilkøbt en stor markise, så man får et overdækket areal ude foran bilen. Det bedste måltid, jeg har tilberedt i bilen, var en stor asiatisk karryret med alskens grøntsager købt på landevejen i det sydfynske. Skal jeg i bad, sætter jeg bruseren op på siden af vognen med en sugekop. Kommer man i knibe, når man er ude at køre, kan man trykke på en SOS-knap, og så spørger en Mercedes-stemme, om man har brug for hjælp. De er klar til at rykke ud, hvis man er i fare. Bilen har flere højtalere og en sindssygt god lyd. Min playliste tæller gamle klassikere og numre, som er oppe i tiden. Det er musik, man bliver glad af, og som giver en følelse af at være på eventyr.”

Jakke Hansen Garments til 3.566 kr. Skjorte Samsøe Samsøe til 299 kr. Solbriller Carrera Lars’ egne.

Hvilke ture har I planlagt?

”Vi har haft bilen i relativt kort tid, så indtil videre har vi kun været i Danmark. Men vi har mange planer. Vi vil gerne op til Lofoten og ned til Normandiet og Biarritz og til Norditalien.”

Hvad er den mest specielle oplevelse, du har haft med bilen?

”Du kommer tæt på naturen og møder mennesker, du ellers ikke ville møde. Om natten, når det regner og lyner og tordner, føles det enormt voldsomt at sove i bilen, men også trygt og hyggeligt. Jeg kan godt lide følelsen af, at du ikke skal særlig langt væk fra vejen, før du er midt ude i naturen.”

Når man er på tur med sine venner og er tæt på hinanden, kan man så nogle gange have behov for at være alene?

”Helt sikkert. Bilen er en base, en rumstation. Den tager dig et sted hen, og så kan du udforske derfra – gå på vandretur, surfe, sejle, gå på byvandring. Nogle gange tager vi ud på hver vores udforskning, og så ses vi om aftenen.”

Hvordan reagerer andre på bilen?

”Jeg har aldrig haft en bil, der har skabt så mange reaktioner, langt flere end hvis man kommer kørende i en smart sportsvogn. Når vi holder parkeret i vores Marco Polo, kommer folk hen og spørger: ’Undskyld, må vi kigge indenfor?’ og ’Kan man stå oprejst inde i den?’ og ’Har du også køleskab?’. Jeg viser den gladeligt frem.”

Lars Sandahl Sørensen

58 år. Født og opvokset i Vedbæk, nord for København. Har studeret, arbejdet og boet i over 20 år i udlandet (blandt andet Sydney, Tokyo, Minneapolis, San Francisco og London). Har en international uddannelse inden for ledelse, strategi og økonomi. Før han blev adm. direktør i DI, var han blandt andet COO i SAS og CEO i Danmarks Turistråd/VisitDenmark.