"Den vækker flere følelser, end andre biler gør, og giver en helt anden køreglæde. Der er en tysk grundighed over Porsche, som jeg godt kan lide"
For nogle mennesker er bilen en praktisk transportgenstand, der får dem fra A til B. For andre er det passion og lidenskab, som overstiger alt – selv værkstedsregninger, forsikringspræmier og bøvl med vinteropbevaring. Her fortæller Morten Stevn om sin Porsche 911 Super Carrera fra 1978.
”Det er en Porsche 911 Super Carrera 3,0 fra 1978. Jeg havde ledt efter den rette i to år, da jeg endelig fandt denne gennem et internetforum. Det var en ældre mand i 70’erne, der ejede den, og han havde virkelig passet og plejet den. Den stod superflot. Jeg mødtes med ham i Hundested, hvor vi snakkede en halv time og kørte en tur. Jeg vidste med det samme, at det var den rette bil for mig. Et par dage efter fik vi en købsaftale på plads.”
Hvad faldt du for?
Annonse
”Selve modellen er én, jeg føler, jeg er vokset op med. Det er en model, jeg som barn så på film og på plakater – et af de store ikoner gennem tiden. Jeg havde kigget på nogle stykker, men sammensætningen af farverne og kabinen på den her, og at den simpelthen bare stod i topstand, gjorde, at jeg ikke var et sekund i tvivl, da først jeg så den. Samtidig havde den fire år forinden gennemgået en stor restauration af nogle anerkendte mekanikere herhjemme, som jeg selv kender, og som laver tingene ordentligt uden at gå på kompromis. Det var tydeligt, at det var en sund bil. Og det var vigtigt, for jeg vil gerne kunne bruge mine biler hver dag uden at skulle være øm omkring dem.”
Hvad betyder den her bil for dig?
”Det er, udover at være en stor personlig passion, helt klart et frihedselement for mig: At køre en tur bare for at køre. Og ikke nødvendigvis fra A til Z. Hvad end det er en længere tur til udlandet eller bare herhjemme i en time eller to. Det er en kæmpe frihedsfølelse, hvor jeg kobler fuldstændigt fra.”
Hvad kan den, som andre biler ikke kan?
”Den vækker flere følelser, end andre biler gør, og giver en helt anden køreglæde. Det er lidt en generel ting for ældre biler, men for mig er dette noget nær den perfekte back to basics-køreoplevelse. Den bærer på en historie, den er kontant og rå og simpel. Der er også en tysk grundighed over Porsche, som jeg godt kan lide. De er enormt godt bygget. Og de fungerer, uanset om man skal en tur ud at handle eller på racerbanen.”
Hvad er den vildeste oplevelse, du har haft i bilen?
Annonse
”De seneste to dage har jeg tilbagelagt 1.500 kilometer ned gennem Europa: Gennem schweiziske bjergpas og ind gennem gamle byer og små gader og hele vejen til Norditalien, hvor jeg er lige nu. På vejen herned har jeg været gennem bjergpas i små, gamle byer, hvor det ligner, at tiden har stået stille, og der stort set ingen trafik er. Det bliver ikke meget bedre i sådan en gammel sag.”
Jakke Drake’s hos Care of Carl til 3.799 kr. Skjorte Uniqlo til 299 kr.Jeans Sunflower fra Goods til 1.500 kr. Støvler Desert Boots Clarks til 1.299 kr. Ur Omega Seamaster Mortens eget.
Vil du eje den for evigt?
”Det tror jeg faktisk godt, jeg kunne finde på. Der er et eller andet helt enkelt og puristisk ved den, som jeg aldrig vil kunne få ved en nyere bil. Den helt rå køreglæde, som kræver, at man arbejder lidt mere for det. Den giver mig et smil på læben, hver gang jeg kører afsted i den.”
Fornemmer du, at folk har en bestemt holdning til dét at køre Porsche?
”Folk vil altid have en holdning, når man kører i noget, der skiller sig ud fra mængden. Men det er ikke noget, jeg går op i. Min egen passion kommer før andres holdninger. Jeg tror, at holdningen er en anden til nyere sportsvogne end til gamle veteranbiler. Med min model er det mit indtryk, at den opfattes som noget hyggeligt og charmerende. Og ikke som en her-kommer-jeg-bil.”
Hvad drømmer du om at opleve i den her bil?
”Flere ture rundt i Europa. Jeg går og pusler lidt med tanken om at køre nordpå næste år. Flere har fortalt mig om fantastiske køre-ture i det nordlige Norge og Sverige. Det kunne jeg godt tænke mig: At køre gennem helt øde landskaber og se nordlyset.”
Morten Stevn
33 år. Født og opvokset i Aarhus. Bosat i København. Autodidakt indenfor marketingbranchen, hvor han
som selvstændig er involveret i en række virksomheder, heriblandt An Agency og brand activation-bureauet Hero.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.