Grau tester elektriske Volvo’er: ”Bilerne har en undervogn så spændstig, at traditionelle Volvo-kunder vil få kørekaffen galt i halsen”
Med C40 og XC40 er Volvo omsider klar med fuldt elektriske biler. Begge med noget så u-svenskt som 408 hestekræfter og accelerationstider under fem sekunder. Christian Grau tester, om de kan hænge på i kategorien for elektriske mellemklassebiler.
Der er sket meget med Volvo, siden kinesiske Geely overtog butikken i 2010, men lige når det gælder elbiler, har svenskerne været lidt længe om at komme i stødet. Dels har deres plug-in hybrider ikke imponeret, når det gælder elektrisk rækkevidde, og dels har der slet ikke været en regulær elbil i modelprogrammet. Nu er der to. Volvo XC40 og Volvo C40. Strengt taget den samme bil blot udformet som henholdsvis SUV og coupé-SUV.
Det løfterige er, at de deler mekanik med en af øjeblikkets bedst kørende elbiler, Polestar 2. Det betyder også, at du finder noget så u-svenskt som 408 hestekæfter under kølerhjelmen samt en undervogn så spændstig, at traditionelle Volvo-kunder vil få kørekaffen galt i halsen. Omvendt er det præcis de egenskaber, vi elsker Polestar 2 for, så spørgsmålet er, om Volvo’erne kan leve op til den kinesiske søster og dermed udgøre en mulighed for at få de samme kvaliteter i en mere konservativ indpakning?
Hvad XC40 angår, er svaret ja, når det gælder designet, for her er tale om den velkendte mellem-klasse SUV fra 2018. Nu er kølergitteret blot lukket ned, da bilen ikke behøver luftkøling, og så er det lykkes at tilpasse en elektrisk drivlinje uden at stjæle plads fra hverken bagagerum eller kabine. C40 er derimod en firedørs coupé- eller hatchback-version af samme bil. For at få det til at lykkes er den marginalt længere, bredere og lavere.
Annonse
Volvo C40 har sine heldige vinkler, men du sparer 15.000 kroner og får bedre plads i den mere traditionelle XC40.
Derudover kommer den som standard med glastag, hvilket formentligt forklarer en øget vægt på omtrent 30 kilo og sikkert også et marginalt højere tyngdepunkt. Ellers er idéen vist, at det skal se sporty ud, men i lighed med andre coupé-SUV’er har C40 i stedet en tilbøjelighed til at ligne en flodhest i lycra.
Den har stadig de lækre konkave og konvekse linjer fra XC40, men så tager taglinjen et dyk, der forlænges af baglygterne, der slynger sig op ad C-stolpen som en gammel Ford Focus. Nu skal Volvo slappe lidt af med de baglygter, for slet ikke at nævne spoilere, som C40 har hele tre af. Dels en hækspoiler og dels en lille tagspoiler i hver side, der vækker minder om blinklyset på den originale Citroen DS. Det havde været fedt, hvis de kunne spy ild, men nu ser det bare mystisk ud.
Til gengæld reducerer de sammen med den lavere frihøjde luftmodstanden, således at bilen har 26 km længere rækkevidde og accelererer 0,2 sekund hurtigere end XC40.
I forvejen er rækkevidden lidt af en øm tå, da den er nede på 415 kilometer i XC40. Det er godkendt, men noget kortere end de mest effektive versioner af Audi Q4, Tesla Model Y og hele det slæng. Ladekapaciteten på 150 kW kan heller ikke imponere nogen, men det er stadig i den acceptable ende.
Hvad der derimod imponerer, er køreegenskaberne, der som på Polestar folder sig balanceret ud. Imponerende, når man betænker, at bilen ikke er skabt som en elbil, hvor de tunge komponenter er passet perfekt ind som en del af konstruktionen, men blot placeret, hvor der er plads. Ikke desto mindre formår C40 og XC40 præcis som Polestar 2 at skjule sin vægt. Om det er eksakt samme køreoplevelse, skal man have bilerne ved siden af hinanden for at afgøre, men som på Polestar er det balancen og feedbacken, der tager stikket hjem.
Hvor mange andre elbiler har noget sært passivt over deres respons, så korresponderer Volvo’erne med den køreglade chauffør. Understyringen ligger på lur, men der skal overraskende meget til, før den rigtig stikker sit lumske ansigt frem.
Annonse
Kabinen i C40 er sammensat af genbrugsmaterialer. Brugerfladen er hentet hos Google og fungerer væsentligt bedre end det udgåede system.
Indvendigt er C40 et nøk mere liret end XC40, der har hentet sit interiør direkte fra de brændstofdrevne versioner. Det har C40 strengt taget også, men et sæt nye paneler giver et fint lysspil, og bilens tæpper er lavet af genbrugsplast og andre bæredygtige materialer.
Læder er Volvo som sådan gået væk fra af klimahensyn, og i stedet står sæderne i en kontrast mellem kunstskind og en art alternativ alcantara. Det hele smagfuldt sammensat med den genkendelige brugerflade, som nu er hentet fra Google. Det fungerer især fantastisk i navigationen, hvor man også får et estimat på batteristanden ved destinationen, men mange vil savne Apple CarPlay, som først integreres med en af de løbende opdateringer.
En anden stærk side er udstyrslisten, der tæller alt fra 360-graders overblik til et Harman/Kardon-anlæg med 16 højttalere. Kombineret med 408 heste-kræfter, firehjulstræk og en accelerationstid under fem sekunder er det en opsigtsvækkende pakke- løsning på en ellers ivrigt posteret Volvo-prisliste.
Set i det lys er startprisen på 459.000 kroner spiselig, selv om den ligger noget over de billigste varianter af konkurrenterne fra Audi, BMW og Mercedes. Er det også en bedre elbil som sådan? Nej, den kan overgås på både rækkevidde og ladetid, men den kører sjovere end sine konkurrenter, og det er vel ventetiden værd i det omfang, at man primært pendler med opladet batteri hjemme-fra. C40 er 15.000 kroner dyrere end XC40, og da den samtidig er mindre pæn og har et mindre bagagerum samt dårligere udsyn bagud, er valget mellem de to nemt.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.