Erik Haaning har igennem 60 år opbygget en imponerende bilsamling. Nu har hans sønner udbygget den til et enestående bilmuseum

Michael og Nicholas Haaning udstiller nu familiens imponerende bilsamling, der er blevet en af de mest diverse, der findes i hele verden. Ambitionen er ikke blot at lade de inkarnerede autoentusiaster savle over de lækre lakeringer; de vil fortælle bilens historie og hylde hverdagens firhjulede helte. Vi har snakket med Michael og Nicholas Haaning om arven fra deres far, museets ambitioner og specialbyggede Rolls Royce.

Erik Haaning har igennem 60 år opbygget en imponerende bilsamling. Nu har hans sønner udbygget den til et enestående bilmuseum
Offentliggjort

Hvordan startede idéen til museet?

Michael: ”Vores far startede Vestsjællands bilsamling i 2003, og det var et sted, som folk har holdt meget af. Han er meget jovial og ligetil, og han sørgede for, at det var meget i øjenhøjde med gæsterne. Han er nu blevet 79, og vi har gennem årene talt med ham om, hvad der skulle ske på længere sigt. Bilmuseet lå nemlig langt væk fra, hvor vi selv og vores far bor, så målet var at finde et nyt sted, og det begyndte vi på for fem år siden. For to år siden fandt vi så det her sted, og allerede da vi havde gået 20 meter ind i bygningen, kiggede vi på hinanden, så mægleren ikke så det og sagde: ’Det er her, det skal være’. Det er en 4500 kvadratmeter stor, gammel lagerhal med nordvendte vinduer og så ligger vi tæt på København. Det er helt perfekt.”

Hvad kendetegner jeres bilsamling?

Michael: ”Vores far startede jo samlingen, og det, der kendetegner hans biler, er diversiteten. Han har aldrig været fokuseret på amerikanske, tyske eller svenske biler. Han har slet ikke været så specifik i hans smag. Han har biler fra starten af 1900-tallet til et godt stykke oppe i 1980’erne. Det er ofte biler, folk kan relatere til, og det er det, vi bygger videre på. Vi har udvidet samlingen, så vi nu går tilbage til verdens første bil og samtidig har nutidige racerbiler. Vi har også hævet niveauet og tilføjet nogle eksklusive biler, til det vi ellers kalder hverdagens helte. Vi synes, den blanding er rigtig godt.

Nicholas: ”Om vi så havde uanede midler, ville der ikke kun stå eksklusive biler. For selvom alle kan stå og savle over den første Lamborghini eller en Rolls Royce, så er der ikke nogen, der er vokset op på bagsædet af dem. De fleste er opvokset på bagsædet af en Taunus eller Opel, og det er der, minderne er skabt.”

Rolls-main.jpg

Hvad er jeres forhåbninger for museet?

Michael: ”Uden det skal lyde for langhåret, så er en del af vores ambition er at være en kulturinstitution. Det skal være kulturformidling på en ikke-støvet måde. Alle kan jo godt lide historie, hvis det bliver pakket rigtig ind. Der er mange der siger ’åh, jeg hader historietimerne i folkeskolen og gymnasiet’, men det er jo et spørgsmål om, at læreren har været dårlig. Hvis man formår at kommunikere sin viden på en inspirerende måde, så gemmer bilhistorien på en masse interessante ting. Og det er det, vi prøver at gøre her. Vi arbejder derfor også med tidskapsler, hvor vi har tidstypiske aspekter med, og vi har brugt lang tid på at lave beskrivelser af bilerne. Det er ikke kun for nørden, men også for den, der ikke har forstand på biler.”

Nicholas: ”Alle der kommer her, uanset hvor meget man ved om biler, skal have noget med, når de går herfra.”

Hvilke er de vildeste biler, I har?

Michael: ”Vi har en Rolls Royce fra ’65, som er coachworket af nogle, der hedder Mulliner. Det betyder, at den taget op på et helt nyt niveau i forhold til dens luksus. Den er identisk med den, vores kære dronning og prinsegemal blev kørt rundt i, da de havde deres forlovelsesfest. Den, vi har, var ejet af John Kluge, som i 1980’erne var USA's rigeste mand. En anden bil, vi har, er en Muntz Jet, som med 99 procent sikkerhed aldrig har været set i Danmark før. Den blev produceret i 198 eksemplarer, hvoraf under 100 stadig eksisterer. Vores er en af bare to, der er produceret med en Chrysler-motor. Og manden bag bilen er selvfølgelig den legendariske Madman Muntz, som revolutionerede reklameindustrien i USA i midten af forrige århundrede. Vi har også Bøje Nielsens gamle limousine. Nicholas er normalt ikke fan af stretch-limousiner, men den her er bare noget specielt.”

Nicholas: ”Corvetten fra ’58 betyder noget særligt for mig. Den kørte jeg i med min hustru, da vi blev gift!”

Hvad kræver det at starte en bilsamling?

Nicholas: ”Vi har været heldige, at vores far har samlet i så mange år. For uanset hvor mange midler man har, kan man ikke opbygge en samling på to år. Det tager mange årtier, for det handler om at gå målrettet efter nogle helt specifikke modeller i de helt rigtige farver. Dem kan man ikke bare lige finde, for de kommer til salg hvert tyvende år, så du skal ramme der, hvor der er et naturligt ejerskifte. Vi gik fx efter en Lamborghini GT 2+2, som kun blev bygget i 420 eksemplarer. Vi var ude efter en meget karakteristisk farve, og den blev der kun lavet 20 af. Ud af de 20 er en femtedel måske gået tabt gennem årene. Vi var så heldige at finde en, der var til salg, men det sker ikke hver dag”.

Muntz-main.jpg
Boje-Main.jpg

Haaning Collection

Bilmuseum på 4500 kvadratmeter i Bagsværd. Udover et utal af biler fra alle autohistoriens tidsaldre, så har museet dertilhørende biograf, legeland, e-sport simulator og miniatureracerbane. Der er guidede ture, hvor de frivillige kustoder fortællerne om bilerne, der er samlet over en 60-årig periode af Erik Haaning samt hans sønner Michael og Nicholas. Haaning Collection ligger på Smørmosevej 16 2880 Bagsværd. Læs mere på haaningcollection.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler og Penge