"For mig er det enormt vigtigt at distancere mig fra det marked af biler, som er mere 'prøv lige at se mig'"

Hvordan blev bilen din?

”En dag faldt jeg over en Grand Wagoneer, der var blevet sat til salg på nettet. Den havde været ejet af en mand fra København, der havde haft den stående i sin garage, og som nu var død. Men den var bare væk – solgt med det samme. Jeg gik på jagt efter en ny, men der var ingen andre at finde i Danmark. Så kiggede jeg mod Tyskland. Heller ingen. Men i Holland fandt jeg så en samler. Min hustru og jeg kørte derned, og det var som at træde ind i en slikbutik. Jeg valgte den pæneste, han havde stående. Den var fra 1983, importeret fra Texas, og den stod bare snorlige. Ingen synlige fejl eller mangler, beige læder i kabinen og med højt plysgulvtæppe i nougatbrun. Helt bamseagtig. På det tidspunkt havde jeg aldrig set modellen i virkeligheden før. Siden har jeg fundet ud af, at der kun er to-tre eksemplarer i Danmark.”

Var det svært i sin tid at overbevise din hustru om, at I skulle have en Grand Wagoneer?

”Jeg er surfer, og jeg manglede lidt et sted at have alt mit surfergrej. På denne kunne jeg både spænde ting fast på tagrælingen, og samtidig kunne jeg se, at den var så lang, at jeg også ville kunne have ting inden i den. Da jeg så fik den, byggede jeg en tilhørende trailer, som designmæssigt fuldstændig flugter med bilen, og hvor jeg også kan have mine ting. Linjerne går igen i en sådan grad, at det ligner et samlet sæt. Når jeg kommer kørende ind i Skagen, hvor der ofte ses Porscher og Ferrarier, er det bestemt sjovt at se folks reaktioner. Det er jo ikke en prangende bil. Den er ikke blærerøvsagtig; der er stil og klasse over den. For mig er det enormt vigtigt at distancere mig fra det marked af biler, som er mere ’prøv lige at se mig.’”

Hvad er din bedste oplevelse med bilen?

”Lige da jeg havde købt den, kørte vi en tur hele vejen op ad den jyske vestkyst – gennem Limfjorden og op til Skagen. Undervejs overnattede vi hos venner. Vi kørte samme vej tilbage igen og forbi Hvide Sande, hvor vi holder rigtigt meget til, for at surfe. Den skulle testes, og det blev den. Jeg var selvfølgelig lidt bekymret for, om den nu var så holdbar, som den så ud. Kun én gang har jeg holdt på motorvejen med en strømforsyning, der var gået. Det er den eneste gang på seks år, hvor den har svigtet.”

Du fortalte inden interviewet, at du ser en direkte forbindelse, mellem hvad du beskæftiger dig med af design og håndværk og så denne bil. Hvad går det ud på?

”Det handler om, at der findes mange former i verden – om du kigger på en bil, en stol eller en lampe. Når du laver en stol, skal den være behagelig at sidde i, men der er også nogle former, der skal gå op. Ikke for rundt, ikke for skarpt. Det skal spille sammen, så det bliver interessant for øjet i mere end to minutter. Det er en af hemmelighederne bag godt design: hårde og bløde former. Det har den her bil, hårdhed og blødhed – uden på og inden i. Biler fra Asien ligner ofte gummisko, der skal ud at løbe. Andre gange ligner biler noget, der er på vej til Månen.”

Vil du eje den for evigt?

”Nej. Når jeg ikke kan passe på den, er der nogle andre, der skal. Hvis du har et lækkert hus, skal du skille dig af med det, hvis du ikke kan passe det. Man skal kunne passe på det, man ejer. Når bilen begynder at kræve for meget af mig, og jeg ikke har råd til at blive ved med at besøge mekanikeren, skal den videre.”

Hvad siger bilen om dig?

”Der er folk, når de træder ind i mit hus, som jeg har designet og bygget, der siger: ’Det er som at træde ind i din hjerne, Jesper.’ Det repræsenterer den her bil også. Det handler om kvalitet, men uden at være prangende. Det skal være godt og ærligt hele vejen igennem. Denne bil er meget … mig.”