Fransk attitude: Citroën DS4

Fransk attitude: Citroën DS4
Offentliggjort

Sidste år tog Citroën hul på et nyt kapitel med introduktionen af DS og premierebilen DS3. Nu følger anden akt med den større og mere anvendelige DS4. Christian Grau rejste til Barcelona for at se, om den kører lige så godt som lillesøsteren.

Franskmænd er stolte, stolte mennesker. Når de præsenterer en ny bil, går det ikke stille af. Selv den mindste detalje bliver stor, og selv den mindste nyhed bliver til en premiere – hvis det er nyt i Frankrig, så må det være nyt i hele verden.

Tag nu fx det skjulte håndtag på bagdøren til den nye DS4. ”It’s sømsing qauit’ ynique,” lød det til præsentationen, men virkeligheden er, at de findes på alt fra Alfa til Seat – selv Chevrolet Spark har det.

Det er sikkert også kun franskmænd, der tør driste sig til at kalde en bil for mikrohybrid, fordi den kan regenerere bremseenergien og har et start-stop-system af den type, som snart sagt alle producenter tilbyder. På marketingfransk er det mikrohybrid, men for andre er det i randområdet af green washing, for de fleste vil nok forvente en bil med to motorer, når de hører ordet hybrid.

Nok om det. Vi elsker franskmænd, og vi elsker DS3, der med sit modige design og sporty køreegenskaber blev den franske bil, vi har sukket efter siden 80’ernes Peugeot 205 GTI. Nu er der en ny DS på vej til at indtage Golfklassen, hvor Alfa Giulietta p.t. regerer i de højere luftlag, når det kommer til image. Der er med andre ord tale om en langt mere anvendelig hatchback med fire døre og regulær bagsædeplads, sammenlignet med DS3.

DS4 hedder nyheden logisk nok, og umiddelbart er den ikke lige så særegent designet som lillesøsteren. Den er bestemt markant, men stilen er ikke ulig omtalte Alfa og mere jævne konkurrenter som Seat Leon og Ford Focus. Umiddelbart skuffende, og ved første øjekast rubricerede vi nyheden som overdesignet, men når man går rundt om den og får kigget på den over et par dage, sker der alligevel noget. Detaljerne vokser frem i den – som eksempelvis den falske dobbelte udstødning, der er gemt bag et panel; den lille vertikale profil, der løber ned over baglygten; den dobbelte rygsøjle, der træder frem under læderhuden på instrumentbordet. Bilen er fuld af den slags designimpulser, som hver især gør DS4 spændende og indbydende at se på, men som dog skændes lidt indbyrdes, når man kigger på bilen som en helhed.

Det gælder ikke mindst bilens bagparti, hvor den meget markerede hofte kæmper om opmærksomheden med baglygterne, spoileren og de bagerste sideruder.

Indvendigt er nyheden derimod meget stilren. Vil du spendere ekstra for at få det bedste, kan du få den med en komplet håndsyet læderkabine i ekstra sart skind, inspireret af mønstret i en urrem. Det vil givetvis koste op mod 50.000 kroner, når priserne ligger klar, men til gengæld ser det så uartigt ekstravagant ud, at man næsten bør overveje det.

Teknisk er topmodellen indtil videre den samme 200 hestes 1,6 turbo-motor, som man også finder i DS3 Racing, så den går vi om bord i. En motor, som franskmændene har udviklet sammen med BMW, og som takket være lidt snilde fra ingeniørerne giver en dejlig rustik brummen fra sig, når man pisker den. På cruise er den derimod behageligt lydsvag, og da bilen samtidig er skruet umanerlig godt sammen, er der hverken vind-, motor- og eller knirkelyde, hvilket igen vidner om en god stivhed. Men vi giver den gas og nyder bassen. Som DS3 er 4’eren en anelse højt gearet for at give komfort, og det betyder, at man godt kan mangle lidt træk, hvis man kommer helt ned i omdrejninger, men ellers har DS4 rigeligt at give af, og ved 4.000 omdrejninger er det, som om det stikker helt af med den, så hold den lidt lavt i gearene, og du får masser af sjov. Til gengæld får du ikke den der ægte GTI-følelse, som du møder i DS3. 4’eren er lige stregen mere komfortabelt anlagt, og styretøjet føles ikke helt så præcist. Den har godt greb og slipper på det inderste hjul, når du skal have den rundt uden understyring, men ved høje hastigheder svigter feedbacken og sender nogle lidt nervøse impulser gennem ratstammen.

Og så er vi nede i de helt små detaljer. I sin helhed er DS4 endnu et forfriskende brud på vanetænkningen hos Citroën. Opsigtsvækkende, velkørende og meget anvendelig. Til og med forventes den at blive prissat fra omkring giftige 280.000. Køb den, hvis du vil skille dig ud. Hvis du vil have den bedst kørende bil i den prisklasse, skal du vælge Ford Focus med 150 turboheste – men så skylder du til gengæld på imaget.

Citroën DS4 THP 200

Motor: 1,6 liter turbo

Hestekræfter: 200 hk

Moment: 275 Nm v. 1.700 omdr./min.

Tophastighed: 235 km/t

Acceleration: 0-100 km/t på 7,9 sek.

Benzinøkonomi: 15,6 km/l (EU-norm).

CO2-udledning: 149 g/km

Pris: fra ca. 280.000 kr med 129 hk