Fransk solstik: Citroen DS3 Cabriolet

Fransk solstik: Citroen DS3 Cabriolet
Offentliggjort

Ideen om en åben version af Citroëns livsstilsmini DS3 er oplagt, og løsningen er sjov men også fransk på den lidt fortænkte måde.

Det er ingen hemmelighed, at vi elsker Citroëns vakse udfordrer i Mini-klassen DS3. Bilen er originalt designet med en høj gennemførselsgrad både på kabinefinish og køreegenskaber. Så hvad kan være mere oplagt end at tilbyde denne luksuriøse mini-GTI i en sommerversion med kanvastag og højt til loftet.

Citroën er revet med af ideen i en grad, så de kalder bilen DS3 Cabrio, men ret beset er det bare en DS med meget stort soltag. Det skal ikke ligge franskmændene til last, for arrangementet med et såkaldt sardindåsetag, der kan rulles tilbage vækker minder om forgængere som 2CV og Dyane 6. På DS3 er det endda elektrisk og kan indstilles til forskellige grader af soltag eller køres helt ned over bagruden, som i en Fiat 500 C. Det kan man kun blive i godt humør af, men systemet er ærlig talt fransk på den arrogante, virkelighedsfjerne facon, hvor glæden ved ingeniørkunsten helt overstråler funktionaliteten. Det ser fikst ud, når bagruden sænkes ned, taget folder sig omkring den, men hvorfor al den ståhej for at få 25 centimeter ekstra soltag, når du alligevel har høj sol i hele tagets længde.

Det berettiger måske til mellemnavnet Cabrio og det reducerer vindstøjen en smule, men den mest mærkbare forskel er at udsynet bagtil forsvinder 100%. Samtidig gør det helt sikkert konstruktionen dyrere og mere kompliceret. Vi nævnte vindstøjen i forbifarten, og det er en anden indvending – den er massiv. I byen og på et Strandvejscruise er DS3 Cabrio perfekt, men, men når farten passerer 70 km/t. stiger larmen til et niveau, der ikke lader sig ignorere. Med al den teknik kan det undre, at selv en 2CV med gammeldags, manuel rullekaleche i plast er mere støjsvag.

Når det er sagt, og vi samtidig har båret over med den lidet intuitive Bluetooth-opkobling af telefon og musik, så er DS3 stadig en bil, vi nyder at være tilbage i. Her godt tre år efter introduktionen er det stadig en af de mest kontante, underholdende og køreglade minier i klassen. Kort gearskifte, en lille effektiv turbomotor og en undervogn, der både er sportslig og komfortabel. Det opskriften på vores favorit i segmentet, der også tæller Mini Cooper, Alfa MiTo QV og Opel Adam – og så er det forklaringen på at DS3 Cabrio stadig rager fire stjerner til sig trods det franske solstik i tagkonstruktionen.

HVORFOR?

Fordi du får ekstra meget sommer og – om muligt – mere køreglæde end i den lukkede version.

HVORFOR IKKE?

Fordi der følger for meget vindstøj og for lidt cabriolet-fornemmelse med det elektriske soltag.

Karakter: Fire ud af seks.

CITROËN DS CABRIO THP 155

Motor: 1,6 liter benzin med turbo og kompressor.

Hestekræfter: 156

Moment: 240 Nm v. 1.400 omdr.

Tophastighed: 212 km/t

Acceleration: 0-100 km/t på 7,4 sek.

Benzinøkonomi: 16,9 km/l (EU-norm)

Co2-udlening: 137 g/km.

Pris: 336.000 kr.

LÆS OGSÅ: Mercedes E-350: Hvor morfar er du nu?

LÆS OGSÅ: Mand bygger en Lamborghini Countach i sin kælder