Gør venligst plads, her kommer Rolls-Royce

Da Rolls-Royce besluttede at bygge deres nye fabrik i det idylliske landskab ved Goodwood i Sydengland, var de lokale ikke glade. Hvad ville det ikke gøre ved både natur og huspriser? Rolls-Royce holdt fast og indledte byggeriet med at grave et gigantisk hul. Mens skråningerne omkring hullet groede til med græs, byggede man en fabrik i bunden og fuldendte bygningen med et levende, organisk tag samt en omkransende sø.

Går man tur i området, kan man ikke se fabrikken, og bestiger man en af egnens mange bakker, er tagkonstruktionen ikke til at skelne fra de omkringliggende marker. I mellemtiden er den lokale fuglebestand og diversitet vokset. Mange fugle brygger reder på taget, hvor ræven med garanti ikke kommer, og ænder svømmer intetanende rundt i søen, hvis vand indgår i fabrikkens kølesystem. Huspriserne er steget, og beboerne har byttet vreden ud med stolthed over at have Rolls-Royce boende.

Selv hvis man sier et par anekdotiske marketingelementer fra den officielle udlægning, vidner historien om, hvordan Rolls-Royce gør tingene. Ordentligt. Og sådan har det ifølge sagnet været, lige siden Henry Royce og Charles Rolls slog pjalterne sammen.

Angiveligt med den filosofi altid at stræbe efter perfektion. At tage det bedste og gøre det endnu bedre. At designe det selv, hvis det ikke allerede findes, som Henry Royce frit oversat har udtrykt det. Historien har vist, at duoen ikke lod det blive ved de forblommede ord.

Rolls-Royce er ikke bare en bil, det er et benchmark. Når noget er det bedste i sin kategori, så er det kategoriens ’Rolls-Royce’, det bedste af det bedste. Det var måske en overkommelig opgave dengang i 1904, hvor Rolls og Royce mødtes på The Midland Hotel i Manchester, og bilindustrien havde en stejl læringskurve foran sig. Men at fastholde den position frem til i dag er nærmest vanvittigt.

Så godt som alt på en Rolls-Royce er bygget og samlet i hånden. Derfor ligger der minimum 400 arbejdstimer bag hver bil, der forlader fabrikken i Goodwood.

Alligevel må man give disse stivlæbede, lillefingerstrittende syd-englændere, at deres håndbyggede biler ikke ligner nogen anden bil på markedet. Faktisk betragter Rolls-Royce slet ikke sig selv som et bilmærke – det er et luksusmærke. I stedet for at sammenligne dem med Jaguar, Mercedes og Maserati, skal de sidestilles med de ypperste ure, tøjmærker og lystbåde; det er et luksusgode, som du giver dig selv som belønning nærmere end for at dække noget så banalt som et praktisk behov.

På samme måde ligger Rolls-Royce heller ikke under for bilindustriens sædvanlige vækstkrav. De bygger de biler, de kan overkomme, i forhold til deres kvalitetskrav, og når de rammer loftet, må kunderne vente på at få deres bil.

Et scenarie, der meget vel kunne opstå i løbet af det kommende år. Efter et par år med kraftig vækst presser logistikken allerede produktionen – eller pres er måske ikke det rigtige ord. Rolls-Royce lader sig netop ikke presse mere, end man skal for at drikke en kop te, før den bliver kold, men der er skruet op for effektiviteten, og ser man sig om i den renskurede produktionshal, er der biler i alle stadier af færdiggørelse overalt. Altså uden at rode eller støje vel at mærke.

Det samme gælder foran fabrikken. Alt ånder idyl, som var industriferien startet. Der er ikke en lyd at høre og ikke en skorsten at se, blot fuglesang og faconskårne træer, der omkranser den fredfyldte sø med rosa åkander. Kan dette virkelig være en bilfabrik?

I foyeren står en af mærkets første biler, samt en stribe af de nye, ellers kunne det have været lobbyen hos Microsoft. Som gæst bliver man taget godt imod, og før rundturen iføres man en kakifarvet kedeldragt med R-R-logo på brystet.

Først får vi demonstreret englændernes introduktion til nye bilejere. Det foregår i et loungeagtigt rum, der kan laves om til en slags biograf. Når kunden er klar, slukkes lyset, og et større AV-show går i gang, hvor bilen illumineres effektfuldt til tonerne af svulstig musik på et roterende podium. Kim Jong-un ville ikke have savnet noget, hvis det var overleveringen af et ny kampfly, der var tale om, men det ville omvendt også være en flad fornemmelse bare at gå ned og hente bilen på en gennemsnitlig britisk regnvejrsdag.

Ingen Rolls-Royce uden den berømte kølerfigur ’Spirit of Ecstasy’. Ifølge sagnet blev figuren til på ønske fra en kunde, der ville have sin elskerinde foreviget på bilen. Det forklarer, hvorfor kvindeskikkelsen holder en finger op foran munden som for at tysse på betragteren.

En del kunder vælger at besøge fabrikken flere gange under produktionen af deres bil, og ikke mindst det såkaldte ’bryllup’, hvor motoren hæftes på resten af bilen, er en begivenhed, der påkalder sig mange køberes opmærksomhed.

Ikke desto mindre er det først og fremmest håndværket, der imponerer, når man ser fabrikken, men først skal vi ned i selve produktion via en kort spadseretur, der tager os gennem kantinen med designmøbler i lyst træ og Cecilie Manz’ nyklassiske Caravaggio-lamper i loftet. Der er moderne kunst på væggene og en atmosfære som i kantinen på en tegnestue.

Selve produktionshallen – jeg kan ikke få mig selv til at kalde det en fabrik – emmer af koncentreret arbejde. Der er ingen støj, bilerne skubbes fra station til station med håndkraft, og kun fire led i produktionen er overladt til robotter.

Alene fordi robotterne i disse få tilfælde arbejder bedre og mere præcist end mennesker. Det gælder fx lakeringen, der bliver mere jævn og regelmæssig, når arbejdet automatiseres. En Rolls-Royce har minimum seks lag lak og nogle gange helt op til 18 lag.

Der er ingen standarder men uendelige muligheder for at individualisere sin bil. En kunde var opsat på at ramme farven på sit yndlingsslips – det var lilla, hvis du lige mangler et par gram ubegribelighed til at fuldende den anekdote.

Og han var fra emiraterne, hvis du har behov for at opleve sammenhæng igen. En anden kunde fik lavet en lak med glimmer fra knuste diamanter. Jeg tænker, at en lakering med knoglerester fra en makuleret sheik er det eneste, der kan få den æstetiske karmabalance tilbage i vater, men fortællingen viser i det mindste, hvordan Rolls-Royce efterkommer kundernes ønsker så vidt muligt.

Vælger du den store tur med 18 lag lak, går der 45 kilo maling på en bil, og så er vi ude i det, englænderne kalder en bespoke-version. Altså en ekstra skræddersyet bil, der kan møde selv de mest excentriske ønsker. Det kan være lakeringen eller udformningen af et mønster i den stjernehimmel af mikroskopiske dioder, man kan få sået ud over kabinens himmel.

Mange vælger at dekorere bilen med håndmalede stafferinger og monogrammer. Et vanvittigt præcisionsarbejde, der bogstaveligt talt er lagt i hænderne på en enkelt medarbejder, som med en fin pensel og overmenneskelig akkuratesse virkeliggør kundernes tanker. Der er også eksempler på, at medarbejderen er blevet fløjet ud i verden for at dekorere en allerede leveret bil.

Læderet er særligt udvalgt efter specifikke krav. Det skal helst være europæisk, og gerne fra kvæg, som har gået langt oppe i bjergene, hvor der er færre insekter til at bide dem. Endelig fortrækkes skind fra tyre, så man undgår strækmærker – skyd mig ikke, jeg gengiver blot fakta her. Der kan gå op til 450 udskæringer til at polstre en enkelt bil, og for at det ikke skal være løgn, er både Hermès og Louis Vuitton blandt arvtagerne til det overskydende skind.

Samme kræsenhed gælder udvælgelsen af det træ, der går til bilens paneler. Det gemmer sig i et særligt rum med en nøje afstemt luftfugtighed og en duft af cigaræske. Her er bogstavelig talt finér i lange baner og i alle tænkelige træsorter. Jo længere du kan følge en åre, jo smukkere.

Så tænker man, at sådan et arbejdsmiljø nok er domineret af mænd, og at dem, der arbejder med selve håndværket, er nogle gamle nisser. Intet kunne være mere forkert. Kønsfordelingen er om ikke lige, så i hvert fald anstændigt balanceret, og gennemsnitsalderen ligger omkring 35 år.

De gamle nisser er gået på pension, og derfor har man måtte lære alle de gamle teknikker igen. I alt går der minimum 400 arbejdstimer på at færdiggøre en bil, men hvis det er en bespoke-model, kan det tage op til et år. Alligevel lykkedes det i 2018 at sætte rekord med en produktion på 4.107 biler, og i år forventes tallet at blive endnu højere, men så er grænsen nok også nået.