”Det er et af de sjældne øjeblikke, hvor vi belønner begge biler med vores topkarakter”

DET HELE BEGYNDTE med en 3-serie i 1986. Det var første gang, BMW’s motorsportsafdeling satte deres signatur-M på en gængs BMW-model. 194 hestekræfter, lidt bredere skærme og et skørtesæt, så havde du en straight 3-serie, der ikke var helt straight. Det krævede bare et trænet øje at se det, men bag rattet var man aldrig i tvivl om, at den her bil var mere rå end naboens flinke 320i.

Siden da har M3 og siden M5 været kultmodeller i modelprogrammet. Til at starte med, fordi det var de eneste M-modeller, og i dag, fordi stort set alle BMW’er fås i en M-version, men kun få fortjener det. Du kan være uenig, men en tung, langbenet SUV bliver bare dummere af at have 400 hestekræfter. M2, derimod, fuck, det giver mening.

Dimensionerne matcher nogenlunde den første M3, også kendt som E30. Baghjulstrækket er bevaret, og præcis som den første M3 skiller bilen sig ud med bredere skærme, skørter og andre detaljer.

Her kan man selvfølgelig diskutere, om en ny, nærmest legetøjsbilsagtig front bare er en detalje. Og om den i så fald er pæn. Jeg er bange for, at det bliver et nej til begge dele herfra, men alligevel er der noget afvæbnende fedt over bilen, fordi den ligner noget, der virkelig kan køre.

Vores testbil står i babyblå, hvilket giver en fin kontrast til den hårdtpumpede udstråling, der ellers ledsager bilen. Indvendigt har bilen M-detaljer som et blåt og et rødt panel i de sorte lædersæder.

Det klæder strengt taget heller ikke vogntøjet, og det samme kan man sige om det lysende M-logo i sædet. Der er også lysende M-farver i dørsiderne, og endelig har bilen et særligt BMW-logo til at markere 50-året for M-navnet for nu bare at nævne højdepunkterne.

SOM DET FREMGÅR, er jeg ikke lige begejstret for alle detaljerne, men jeg er vild med, at bilen skiller sig markant ud fra en almindelig 2-serie. Hertil kommer, at mange af detaljerne faktisk har en funktion. De bredere skærme tillader en øget sporvidde, som giver bilen ekstra vejgreb. Skørterne og spoilerne sender luften optimalt rundt om bilen, og luftindtagene kommer også til deres ret. Det er ikke pjat alt sammen.

At bilen kan bære looket står klart, fra første gang du udfordrer den. De korte dimensioner og de 460 heste giver mildest talt en meget levende køreoplevelse, hvor bagenden reagerer lystigt på enhver invitation til dans fra speederfoden.

Er man ikke tryg ved at køre med baghjulstræk, bør man decideret vælge en anden M-bil, for så snart der er fugt på vejen, vil bilen meget gerne køre sidelæns. Den er kort sagt godt gammeldags lumsk, og her er ordet gammeldags væsentligt, for det fantastiske ved den her bil er, at den minder om en tid, før performancebiler fik firehjulstræk og alverdens elektronik til at balancere løjerne.

Det er selvfølgelig en udvikling med både fordele og ulemper, men resultatet er, at en del biler er blevet så hurtige og avancerede, at du hverken kan køre dem helt ud eller rigtigt mærke dem, fordi de kompenserer for alle dine kørefejl. Hvilket selvfølgelig er en udstrakt og tryghedsskabende service, men også en service, der reducerer behovet for håndelag, ydmyghed og respekt fra chaufførens side.

M2 er en bil, man skal køre ekstra opmærksomt. Til gengæld får man så en primitiv og dog avanceret køremaskine, der får de fleste andre performancebiler til at virke tunge og kedelige. Styretøjet er knivskarpt, den manuelle gearkasse har kort vandring, og undervognen giver den rette feedback uden at være hjerteløs hård.

Du kan køre M2 til hverdag, og så kan du køre den på en bane i weekenden. Vi havde M2 på Ring Knutstorp sammen med en kongerække af M-biler fra M3 til M4 og M4 CSL. Alle var de hurtigere end M2, alle havde de mere vejgreb, og alle var de betydeligt mere trygge en den lumske M2. Men ingen af dem var lige så underholdende.

SET I DET LYS er BMW M3 Touring pludselig en moden M-bil. Mere moden end nogensinde før, fordi det er en stationcar. BMW har tidligere lavet en M5 Touring (og rygtet siger, at den er på vej tilbage), men hvor oplagt det end synes, er M3 aldrig før produceret i det format.

Er der noget, der klæder en BMW, så er det ellers familieværdier og andre tegn på modenhed. Her er plads til hund og børn, og selvom bilen har svimlende 510 hestekræfter, så er den mere kultiveret end M2, fordi den har firehjulstræk.

Det er kort sagt den perfekte allrounder. Tilpas stor, tilpas komfortabel og tilpas sindssyg til at gøre enhver køregal chauffør glad. Havde den ikke kostet små to millioner kroner – og var verden ikke midt i en klimakrise – ville det på mange måder være den perfekte bil.

Trods nyhedsværdien og det praktiske stationcarformat skal man være lidt af en bilignorant for ikke at spotte drengestregerne i bilens design. De brede skærme, skørterne og den voldsomme diffuser omkring de fire udstødningsrør taler sit tydelige sprog. Her er en voldsparat familieslæde.

Indvendigt er den til gengæld dejlig underspillet. Der er stadig et lysende M-logo i sæderne foran, og så er der de røde M-knapper til skifte køreprogram med hænderne på rattet, men ellers ligner M3 en almindelig og dog lækkert udstyret 3-serie.

En detalje, jeg virkelig ikke er vild med, er kevlar-looket på plastikskiftegrebene til gearskiftet. Vil man gå den vej, så gør det fuldt og helt og i hvert fald ikke med et klistermærke. Det er så også undtagelsen i en kabine, der ellers bare spiller, hvilket man også kan sige om brugerfladen på bilens skærm. Få biler er mere intuitive og giver dig mindre bøvl end menuerne på en BMW.

I DEN ALMINDELIGE indstilling ’Road’ er bilen så høflig, at du kan køre den bevidstløst opslugt i dine egne tanker eller en podcast. Det er en kvalitet til hverdag og på lange ture for ikke at tale om, hvis du vil bruge M3 Touring som den familiebil, den umiddelbart ligner. Men hak den i en af de to M-indstillinger, og så skifter den karakter.

Motoren brummer dybere, undervognen strammer op, og automatgearkassen lægger op til at køre gearene ud, før den skifter op. Forvandlingen er ikke som sådan voldsom, men forskellen er ikke til at tage fejl af. Nu er M3 en M-bil efter alle forskrifterne, og præcis som M2 en ’rigtig’ M-bil. Ikke for stor, ikke for tung, ikke for høj.

Den længere akselafstand, firehjulstrækket og sporvidden gør den helt anderledes balanceret end M2. M3 holder kursen og dykker ind i svingene uden tilløb til overstyring, medmindre du virkelig straffer den.

Den er ikke bare hurtigere, du kan også køre den hurtigere, fordi du kan stole på den og pine den, og alligevel vil den gøre alt for at holde balancen. Det er på den ene side fantastisk og på den anden side måske netop derfor, at denne umodne, køreelektronik-marinerede skribent vælger den utøjlede M2. Den er ikke bedre, den er bare perfekt på en anden måde.

Dermed er vi fremme ved det sjældne øjeblik, hvor vi belønner begge biler med vores topkarakter. Ikke for at gyde olie på vandene, eller fordi de er ens, men fordi de er fuldendte på hver sin måde.

M3 som et studie i, hvordan en hypermoderne velbalanceret performancebil kan gøre enhver model hurtig. M2 som en udfordrende muskelbil, der vækker de gamle dyder. Min påstand er, at M2 er den bil, der ligner de andre performancebiler mindst. Hvorimod M3 ligner de andre performancebiler ret meget – bortset fra, at den lige er lidt bedre.

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler, Anmeldelser og BMW