Grau giver topkarakter til Mercedes' utidige tidsmaskine

Man kan næsten se det på den. Historien om G-wagen går tilbage i tiden. Helt tilbage til 1972, da Mercedes og østrigske Steyer-Daimler-Puch gik sammen om at udvikle et militært køretøj til shahen af Iran. Resultatet var en primitiv terræn-betvinger i et stramt funktionelt design uden mange referencer til Mercedes’ øvrige formsprog. I 1979 blev bilen for første gang sat til salg til private, og siden er den bare blevet mere og mere komfortabel. Hvor den i ’79 var 80 procent traktor og 20 procent Mercedes, er det i dag næsten lige omvendt. Kraftige motorer, smidige gearkasser og en digital kabine med massage i lædersæderne har løftet komforten til et niveau, hvor man føler sig som en sydtysk greve, når man sidder bag rattet.

Udseendet har derimod bevaret sin troskab mod originalen stik mod tidsånd og andre foranderlige fænomener. Hvor anakronistisk det end kan synes, er det nok hemmeligheden bag bilens voksende kultstatus. Der er to runde forlygter, der er døre med udvendige hængsler, og der er bagdøren, som er hængslet i siden, så den åbner udad som en almindelig dør. Drønupraktisk, hvis man parkerer i byen, hvor bilerne holder tæt, men også dejligt autentisk. Så er der den stejle forrude, som ikke alene er en fornærmelse mod aerodynamikken, men også giver vindstøj på motorvejen. Præcis som de voldsomme mellemrum mellem bildøre og karm. Hertil kommer, at selve dørhåndtagene ligner noget fra Sovjet anno 1970, og at døren i øvrigt altid skal lukkes to gange, fordi det aldrig lykkes i første forsøg.

For at understrege denne sejr for dumstædigheden og markere 40-års jubilæet har Mercedes nu introduceret en Stronger Than Time-edition. En modig titel, som ikke desto mindre bærer beviset i sig selv – hvis Mercedes G-klasse bukkede sig for noget, var den bukket under. Rullet ud i håndgribelighed betyder Stronger Than Time-pakken, at bilen har fået lidt ekstra visuelt lir – og en merpris på over 370.000 kroner. Jeg nævner i flæng sorte AMG-fælge, patinerede dørhåndtag og et særligt cover til det udvendige reservehjul. Det er overskrifterne, og man skal have nogle pænt grovvalsede gryn på bilbudgettet for at sende den samlede pris op i over 2,6 millioner kroner. Hvilket giver en oplagt lejlighed til at lyde beskeden, når man siger, at man som sådan godt kunne nøjes med en almindelig G400.

Under alle omstændigheder får man en terræn-limousine af Guds nåde. 330 utrættelige dieselheste, et moment på 700 Nm, ni-trins automatgearkasse og en accelerationstid på 6,4 sekund fra 0 til 100 km/t. Den kan ikke bare trække en hest, den kan trække hele gården.

I gamle dage kunne du gøre kabinen ren med en haveslange, i dag har den fået en nutidig, digital instrumentering med touchscreen, opkobling, og alt hvad man kan ønske. Samt altså sofakomfortable lædersæder med massagefunktion. Vi er et stykke fra den spartanske original, og purister vil først slå korsets tegn og siden dø, når de ser den diskofile kabinebelysning. Man nænner end ikke at slæbe et par mudrede støvler ind i bilen. Til gengæld føler man sig som Karl Lagerfeld på vej til St. Moritz, når man sidder højt hævet og marineret i bekvemmeligheder i førersædet.

Nogle vil måske ty til den helt dumme, ultimative G63 AMG, men det er jo som at parre en formelbil med en traktor. Så hellere den statelige og komfortable sejtrækker af en dieselmaskine, der synes som det helt rigtige valg i den type bil. Så er brændstofforbruget også helt oppe i 9,1 km/l (host host) og Co2-udledningen knap 300 procent over den anbefalede EU-norm. Til gengæld vil den komme godt ud i en dust-to-dust-analyse, da bilen er noget nær udødelig og dermed langt overstiger den gennemsnitlige levetid på 17 år for en bil i Danmark. Om et par år kommer der sågar en elektrisk version, så lidt har tyskerne trods alt hørt efter.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv har været på lidt af en mental rejse med Geländewagen. Fra at betragte den som sej i 80’erne til at anse den for at være idiotisk under finanskrisen og til nu at have hejst det hvide flag for denne permanent trodsige materialisering af udtrykket dumstædig. Det kræver sin bil at stå så fast, når så mange ting taler imod den. Her tænker jeg ikke bare på tidsånden, men også dens skrupelløse forbrug. En E-klasse (coupé) med eksakt samme motor kører omkring 50 procent længere på en liter diesel og forurener en tredjedel mindre. Det er dumt. Det er også dumt at betale 376.000 kroner ekstra for en Stronger Than Time-pakke, der ikke bibringer andet end lidt kosmetik. Men det nytter ikke at tale fornuft til en bil, som end ikke tiden kan slå, så hellere kvittere med en topkarakter for vedholdenhed og gennemførselsgrad.

Se, hvad vi ellers skriver om: Christian Grau, Mercedes og Anmeldelser