Grau giver topkarakter til Mercedes' utidige tidsmaskine

Man kan næsten se det på den. Historien om G-wagen går tilbage i tiden. Helt tilbage til 1972, da Mercedes og østrigske Steyer-Daimler-Puch gik sammen om at udvikle et militært køretøj til shahen af Iran. Resultatet var en primitiv terræn-betvinger i et stramt funktionelt design uden mange referencer til Mercedes’ øvrige formsprog. I 1979 blev bilen for første gang sat til salg til private, og siden er den bare blevet mere og mere komfortabel. Hvor den i ’79 var 80 procent traktor og 20 procent Mercedes, er det i dag næsten lige omvendt. Kraftige motorer, smidige gearkasser og en digital kabine med massage i lædersæderne har løftet komforten til et niveau, hvor man føler sig som en sydtysk greve, når man sidder bag rattet.

Udseendet har derimod bevaret sin troskab mod originalen stik mod tidsånd og andre foranderlige fænomener. Hvor anakronistisk det end kan synes, er det nok hemmeligheden bag bilens voksende kultstatus. Der er to runde forlygter, der er døre med udvendige hængsler, og der er bagdøren, som er hængslet i siden, så den åbner udad som en almindelig dør. Drønupraktisk, hvis man parkerer i byen, hvor bilerne holder tæt, men også dejligt autentisk. Så er der den stejle forrude, som ikke alene er en fornærmelse mod aerodynamikken, men også giver vindstøj på motorvejen. Præcis som de voldsomme mellemrum mellem bildøre og karm. Hertil kommer, at selve dørhåndtagene ligner noget fra Sovjet anno 1970, og at døren i øvrigt altid skal lukkes to gange, fordi det aldrig lykkes i første forsøg.