Du skal ikke kende mange klassiske biler for at have hørt om en Mercedes SL. Siden 1957 har det været navnet på Mercedes’ åbne topmodel, oprindeligt med slægtskab til den berømte Gullwing-racerbil, men siden 1963 mere som en GT-vogn.
Altså, en komfortabel og sporty ego-bil, skabt til langfart og livsglæde. De første generationer var legender (Pagoden, R107 og R129), og på den måde blev SL en klassiker blandt klassikere.
Men omkring årtusindeskiftet falmede stjernen alligevel en smule. Bilerne var blevet for magelige og i hvert fald for gråhårede. Hele idéen med en GT-vogn er at få gamle mænd til at føle sig unge – ikke omvendt.
Annonse
Måske derfor har Mercedes overladt udviklingen af den nye, syvende generation til folkene i AMG-afdelingen, der bygger selskabets performancemodeller. Det er der som sådan ikke kommet en rendyrket sportsvogn ud af, men meget er alligevel forandret. Heriblandt aktiv affjedring, medstyrende bagaksel og for første gang firehjulstræk.
Hertil kommer alle de forbedringer, der taler direkte ind i den almindelige udvikling i bilindustrien. Ingen kan blive overrasket over, at den nye SL er den mest digitale SL nogensinde. Det skulle den også gerne være.
Æstetisk er den store nyhed, at stofkalechen er tilbage efter en årrække med stålfoldetag. Det klæder bilen og taler ind i historien. På den sølvfarvede testbil er kalechen rød, og det giver den lige det sidste skub hen mod det uimodståelige.
Den nye front med de skarpe forlygter og køleren, der ligner gabet på en haj. Den lange snude, den tiltede forrude og de store hjul. Den afrundede hæk og de næsten trekantede, lange baglygter, der matcher forlygterne. Den her bil ser godt ud.
Den er klassisk, men den er også rå, og på den måde får den lige det løft ud af sejlerskoene, som den trænger til. Med den mikroskopiske 2+2-kabine og det beherskede bagagerum kan der formentlig slet ikke være en golftaske i den, og det tjener dens image godt. 2+2 er i øvrigt den klassiske betegnelse for en bil med to, gode forsæder og så et bagsæde til nødstilfælde.
Ikke mange SL’ere har haft bagsæder, og bedømt på pladsforholdene er der heller ikke nogen grund til, at den nye har det. Du kan have en taske stående, men selv den er svær at klemme ind, fordi afstanden til forsædet er så knap.
Annonse
Det betyder også, at høje personer kan få svært ved at få den ønskede vinkel på sædet, fordi bagsædet kommer i vejen. Man sidder godt i en SL, men man kan ikke altid sidde, som man vil.
Med hænderne på rattet og foden på pedalerne er der ikke noget af klage over. SL63 har 585 hestekræfter, leveret af en V8-motor med dobbelt turbo. Formentlig den sidste af sin art.
Er man mere moderne, eller måske bare mindre rig, kan man vælge en SL45 med 381 hestekræfter, fire cylindre og lidt symbolsk mildhybrid-teknologi. Det bliver verden ikke et bedre sted af, den går bare under en tusindedel sekund senere, så lad ikke den detalje være udslagsgivende.
Motoren trækker som en bryggerhest, uanset om du er i Comfort, Sport eller Sport+. Den bliver blot vildere og vildere, men også mindre og mindre smidig. På en snoet landevej bør den stå i Sport, men ellers kører den forrygende og rigelig stærkt i Comfort-mode, der så ofte i AMG føles, som om det bare er tættere på bilens natur.
Undervognen er til den hårde side, uanset køreprogram, og det gavner selvsagt de sportslige egenskaber og giver samtidig noget karakter, som man har savnet lidt. Et manuelt gear ville gøre en endnu større forskel, men ret beset passer det gnidningsfri automatgear bedst til en SL.
Som sportsvogn betragtet kan det bare ikke hamle op med PDK-gearkasserne hos fx Porsche. Det er nok heller ikke meningen, men det ville alligevel fuldende den.
Når du kører med ni-trins-automatgear, har bilen selvsagt en tendens til at søge op i gearene. Det gavner komforten, men der kan være lidt langt ned fra 6. gear, hvis du vil geare ned, når du er på vej ind i et sving.
Annonse
Til gengæld bidrager den medstyrende bagaksel til at gøre den lange bil levende, og firehjulstrækket sikrer, at de mange kræfter ikke bare gør bilen svær at danse med. Tværtimod er den tryg, hurtig og afbalanceret.
Takket være den velisolerede kaleche og motorens kraftoverskud er den samtidig utrolig komfortabel på en lang tur, hvor kun den hårde undervogn vil trætte besætningen, hvis underlaget er dårligt i længere tid.
Så kan man passende dykke ned i den nye, digitale brugerflade, hvor selv kalechebetjeningen foregår via skærmen. Det er ærlig talt lidt irriterende, da funktionen så kan blive afbrudt af alverdens anden info på skærmen. Fx bilens sensor- og kamerasystem, som hjælper dig med at parkere og at orientere dig i lyskryds. Det er ofte her, man vælger at åbne eller lukke taget, så en almindelig knap havde været bedre.
Mon ikke den har det igen, når fascinationen af, hvad skærme kan, har aftaget om nogle år. Ellers fungerer systemet rigtig godt med supernem opkobling og gennemskuelige menuer.
Som altid er udformningen elegant og materialevalget lækkert. Der er Harlekin-tern i sportssæderne, perforeret læder på rattet og i det hele taget meget læder. Midterskærmen skyder op af midterkonsollen som i en S-klasse, og instrumentskærmen er lagt ind i et instrumenthus, som det hører sig til på en sportsvogn.
Alt i alt en lækker, stilren og maskulin kabine, som man hurtigt bliver rigtig gode venner med. Det manglede også bare, når bilen koster små fire millioner kroner, og det er vel den største indvending: at man kan få alverdens superbiler til samme pris som en SL63, og så klinger Maserati, Aston og Ferrari måske mere eksotisk end en stangvare som en SL.
Alternativt skal du vælge en SL43 til knap 2,6 million kroner, men så ryger du også ind i en firecylindret maskine, der, selvom den har masser af kræfter, slet ikke matcher V8’eren på smidighed.
Fire cylindre i en Mercedes SL er i det hele taget nye toner, og når vi nu er nede i et konservativt segment, så vælger vi altså at gå med en god, gammeldags motorvariant. Klassiske valg klæder en klassiker, og sådan en er SL stadig. Nu heldigvis lidt yngre og meget mere lækker end længe set.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.