Graus anmeldelse af Bentleys arrogante hybridbil

Den grønne omstilling behøver ikke være kedelig. Det siges, at der findes Michelin-værdige veganer-retter. Det siges, at solen skinner på Bornholm, og man kan cykle øen rundt. Hvem ved, om der også findes en øko-bil, du kan plante din blege røv i uden føle, at dine celler holder op med at reproducere sig selv. Det gør jeg, og det gør der. Bentley Bentayga Hybrid. Ja, der findes strengt taget flere, men lad os nu lige holde fast i denne stivlæbede, te-slubrende storsnude af en super-SUV.

Bedømt på udseendet er Bentayga langt fra nogen øko-kriger. Den er stor, den er magtfuld og aristokratisk at se på. Mere skrummel end skønhed og dog distingveret og arrogant på en ærkebritisk facon, som man må overgive sig til. Den ligner en mellemting mellem en Bentley og en London-taxa. Førstnævnte på grund af forlygterne, hoftemusklen og køleren, der ser mindre elegant ud, end når den sidder på en Continental. Sidstnævnte på grund af de voldsomme dimensioner. Nogen vil finde den vulgær, andre vil elske den, og de fleste vil synes om at køre i den.

Kraftigt læder med mønstrede syninger, mørke træpaneler og en gearvælger på størrelse med en håndgranat byder dig velkommen. Knapperne er gedigne og instrumenteringen tydelig. Det her er en bil for folk, der ved, hvad de vil. Favoritdetaljen er og bliver kromknapperne til at regulere lufttilstrømningen fra ventilationsdyserne. Det er ikke en dreje- eller skrueknap som på andre biler.

Det er et æstetisk præcisionsinstrument, som semi-erotisk kan køres ind og ud.