Graus anmeldelse af Bentleys arrogante hybridbil

Den grønne omstilling behøver ikke være kedelig. Det siges, at der findes Michelin-værdige veganer-retter. Det siges, at solen skinner på Bornholm, og man kan cykle øen rundt. Hvem ved, om der også findes en øko-bil, du kan plante din blege røv i uden føle, at dine celler holder op med at reproducere sig selv. Det gør jeg, og det gør der. Bentley Bentayga Hybrid. Ja, der findes strengt taget flere, men lad os nu lige holde fast i denne stivlæbede, te-slubrende storsnude af en super-SUV.

Bedømt på udseendet er Bentayga langt fra nogen øko-kriger. Den er stor, den er magtfuld og aristokratisk at se på. Mere skrummel end skønhed og dog distingveret og arrogant på en ærkebritisk facon, som man må overgive sig til. Den ligner en mellemting mellem en Bentley og en London-taxa. Førstnævnte på grund af forlygterne, hoftemusklen og køleren, der ser mindre elegant ud, end når den sidder på en Continental. Sidstnævnte på grund af de voldsomme dimensioner. Nogen vil finde den vulgær, andre vil elske den, og de fleste vil synes om at køre i den.

Kraftigt læder med mønstrede syninger, mørke træpaneler og en gearvælger på størrelse med en håndgranat byder dig velkommen. Knapperne er gedigne og instrumenteringen tydelig. Det her er en bil for folk, der ved, hvad de vil. Favoritdetaljen er og bliver kromknapperne til at regulere lufttilstrømningen fra ventilationsdyserne. Det er ikke en dreje- eller skrueknap som på andre biler.

Det er et æstetisk præcisionsinstrument, som semi-erotisk kan køres ind og ud.

Endelig er der på denne version et særligt instrument i midterkonsollen til at vælge, om du vil køre din Betayga som hybrid, ren elbil eller alene på godt gammeldags brændstof. Vælger du hybrid-indstillingen, kører bilen 28.6 km/l målt i den officielle modus for hybridbiler. Og sætter du navigationsanlægget til at planlægge ruten, disponerer Bentayga automatisk kræfterne mest effektivt efter turens beskaffenhed. Skal du fx ind i en by med forbud med brændstofdrevne biler, vil den gemme strømmen, så du kan komme ind og ud af det pågældende område. Vælger du derimod at køre bilen som ren elbil, har du 55 kilometer at gøre godt med. Ikke alverden, men nok til at de fleste danskere vil kunne køre til og fra arbejde, hvis de har en ladestander derhjemme. Og et bilbudget på 3,1 million kroner vel at mærke.

Er du blandt de heldige, får du til gengæld en overlegen og terrænduelig familiebil, der vil få naboens Range Rover til at virke sparsommelig og jagtvennerne til at vaske støvlerne, før de sætter sig ind.

Skulle en enkelt få ondt i røven, er det hverken komforten eller klimaets skyld. Hvad komforten angår, er den stadig i særklasse. Især selvfølgelig når du kører den lydløst og elektrisk, men også når den fungerer som hybrid. Motoren sætter umærkeligt til og fra, og de 700 Newtonmeters træk omsættes smidigt til fremdrift i de 22 tommer store hjul. Sætter du den i sportmode, kan den trods sine godt 2,6 tons sende dig fra nul til hundrede km/t på 5,5 sekund. Holder du fast, stopper speedometernålen først sin tur rundt om urskiven, når den rammer 254 km/t. I gamle dage lå der tolv- eller ottecylindrede maskiner i en Bentley. Bentayga Hybrid er nede i noget for Bentley så uvant som en V6’er.

Den gør det absolut glimrende, men skal der drysses lidt malurt i bægret, så har den ikke helt samme balance og overlegne kultur som dens større søskende. Før verden gik af lave, elskede jeg den ligefrem skizofrene kontrast mellem V12-motorens evne til at gøre sig helt ubemærket diskret og så det primitive brøl, den udstødte, når du gik til stålet. Med seks cylindre er lyden stadig sporty, men den har mistet den ubesværede attitude, når du virkelig giver den noget at lave. Kør den hellere som den ultimative økoslæde, den er, så får du en bomstærk, hyper-luksuriøs SUV med grønt alibi og al den plads, en familie kan bede om.

Mere end noget andet får du dog en følelse. Følelsen af succes. En umisforståelig daglig påmindelse om, at du må have foretaget dig et eller andet vellykket eller været mirakuløst heldig her i livet. Selv en lånt testbil kan viderebringe den følelse i et stjålet øjeblik. Det er ikke den Bentley, jeg drømmer de hedeste drømme om – hvem ville ikke hellere have en Continental eller Mulsanne – men det er en Bentley, der kan holde til noget. Og så er den iført en grøn fløjlshandske om den fuckfinger, som den slags køretøjer ellers sender til omverdenen. Det er kort sagt verdens mest arrogante hybridbil og en fornem løsning, hvis man frygter en klimarelateret oversvømmelse af sine jordbesiddelser. Jeg kan lide det.

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler, Anmeldelser og Christian Grau