Graus anmeldelse af BMW M440I xDrive: “Hvad den mangler i snuden, har den i hatten, for fandeme om ikke BMW har monteret et kanvastag”

Det har altid været lidt af en ejendomsmæglerslæde, den åbne 3-serie. Lige siden første aftapning tilbage i 80’erne har den emmet af hurtige penge og spidse albuer. BMW 325 var bilen, og cabrioleten var den, man tog, hvis det skulle være lidt solbrændt. En 3-serie, det ved man, hvad er, og der er historisk set fulgt mange fordomme med – tag blot indledningen her som eksempel. Men nedenunder rosévinen og planen om at runde Ruths Hotel i uge 29 er det vitterligt også en fantastisk bil. Stor nok, lækker nok, hurtig nok. Fire sæder, baghjulstræk og i bedste fald seks cylindre. Den kan noget, og på den måde er den blevet en nyklassiker blandt cabrioleter. En stangvare med et sikkert niveau. I mellemtiden er de første udgaver E30 og snart også E36 blevet værdsatte youngtimers med stigende priser, og selve den aktuelle model har skiftet navn til 4-serien. Den er blevet mere sin egen og står i mindre grad som blot en åben 3'er. Ikke mindst takket være kølerdesignet, som deler vandene med sin svulstighed. Jeg er ikke fan, og jeg så hellere en mere diskret løsning. Det ligner to næsebor klar til at tømme et glasbord for kokain, apropos målgruppen. Ikke desto mindre kan man i det mindste vælge bilen med mørk køleramme og på den måde nedtone grillen lidt.

Og hvad den mangler i snuden, har den i hatten, for fandeme om ikke BMW har monteret et kanvastag. Det har vi ikke set siden 2005, hvor bilen helt i trit med tidsånden fik stålfoldetag. Praktisk og velfungerende – coupé og cabriolet i ét – men også tungt, pladskrævende og mindre æstetisk end en klassisk kaleche. Nu er stoftaget tilbage og udover at være pænere, fungerer det fantastisk. De mange lag kanvas isolerer mod støj og kulde, så man snildt kan benytte bilen hele året eller trille den gennem en vaskehal. Bagagerummet rummer op til 385 liter, hvis man kan passe sine pakkenelliker ind, hvor der er plads. Under kølerhjelmen gemmer testbilen på den næsten legendariske rækkesekser med dobbelt turbo og 374 hk. Yderligere 11 heste leveres af et hybridboost, hvis primære funktion er at gøre motoren mere smidig. Med anstændige 12,8 km/l er brændstoføkonomien faktisk også fin for en bil med så mange kræfter, men forvent ikke at komme på julekort med Greta Thunberg af den grund.

Lad os i stedet tale om selve køreoplevelsen, som er det punkt, hvor bilen gerne skulle skille sig ud. Det gør den, og således kunne det blive et meget kort afsnit, men lad mig da konkretisere: 4-serien er ikke bare et nummer over 3-serien, den er også lidt lavere, lidt længere og lidt bredere. Du mærker det så snart, du sætter dig ind i den – den føles rigtig. Man sidder lavt med et solidt greb i det tykke læderrat. Tryk på startknappen, og en af verdens bedste sekscylindrede motorer giver sig til kende med en afmålt rumlen. Tryk på kalecheknappen, og taget forsvinder, mens du ruller ud ad indkørslen. Med vindafviseren oppe er turbulensen minimal, og selv en tur på motorvejen bliver udholdelig. Hvad du får af vindstøj, vinder du i intensitet og sanselighed. Drej fra ved en kroget landevej, og smæk bilen i sport, så folder køredynamikken sig ud, og du mærker vejgrebet fra den øgede sporvidde. Der kommer altid et par ekstra kilo på en cabriolet for at stabilisere bilen, men man mærker det ikke. Man mærker kun de 374 arbejdsglade heste og det faste, præcise styretøj.