Graus anmeldelse af BMW's lækre, men ikke perfekte X5-model
Mens vi venter på den nye topmodel X7, er BMW X5 stadig tyskernes mest komfortable SUV. Spørgsmålet er, om den også formår at underholde. Christian Grau har kørt den.
BMW X5 var blandt de første europæere på den oprindelige SUV-bølge, da første generation ramte vejnettet i 1999. Jeg husker at have set den brasilianske Ronaldo stige ud af sådan en og tænkt: ’wauw, lige som en BMW og så bare stor.’ Om bilen vel at mærke.
Stor, det er den. Og for nu at blive i analogien, så havde BMW X5 også en omdømmemæssig nedtur sidst i nullerne. Det var dengang, de helt store SUV’ere blev udskammet som egoistiske og miljøsvinske. Lægger du dertil et sæt gule nummerplader og en meget bister, korthåret og muskuløs ejer-type, har du forklaringen på, hvorfor X5 i nogle ører stadig klinger mere af kamphund end retriever.
Synd og skam, for X5 har alle dage været en overdådig bil. Luksuriøs, komfortabel og ustoppeligt anvendelig med både firehjulstræk og rigelig plads. Det gælder også tredje generation, som endda er vokset på alle leder og kanter i forhold til forgængeren. Hele syv centimeter i bredden, for at tage det mest markante spring, men også fra siden syner bilen større. Ikke mindst omkring bagenden, som faktisk fremstår lidt vel kluntet og kassevognsagtig efter min smag.
Annonse
Også de obligatoriske nyrer på kølergrillen er blevet forstørret, men her slipper BMW som på resten af eksteriøret heldigere fra koldhævningen. Den ligner overordnet sig selv, og det gælder også indvendigt, hvor stilen er umiskendeligt BMW’sk, selv om hele instrumenteringen og brugerfladen har gennemgået en større modernisering.
I lighed med konkurrenterne er den blevet digitaliseret, opkoblet og skærmbetjent til den store guldmedalje. Det ser ved første øjekast ikke ligeså innovativt ud som på en Audi Q7, men funktionelt er det mere intuitivt – og så er det nok første gang, at BMW X5 underspiller noget overhovedet.
I det hele taget trives man godt bag rattet i X5. Den føles stor allerede, når du sætter dig ind i den, men det giver jo også en vis tryghed. Med alverdens alarmer og kameraer er den nem at bugsere rundt i en snæver vending, og er du alligevel utryg, kan den parkere selv.
Mere opsigtsvækkende er den nye nødstopfunktion, hvor bilen selv søger ind til siden, parkerer og tilkalder en ambulance, hvis føreren slet ikke reagerer på bilens mange opfordringer til chaufføren. Ganske smart.
I det hele taget er nyheden spækket med teknologi. Tag for eksempel muligheden for laserlys, der oplyser vejbanen hele 500 meter frem. Hertil kommer bekvemmeligheder som todelt automatisk bagklap og luftundervogn med sænkefunktion, når du skal læsse bilen.
Smart, men formentlig også med til at bidrage til bilens anselige vægt. En faktor, du også mærker bag rattet. Med BMW-mærke på køleren kunne man forvente, at X5 hørte til de mere dynamiske SUV’ere, men på den front får den klø af såvel Alfa Romeo Stelvio som Jaguar F-Pace og såmænd også af sine mindre søskende i X-serien. Selv i Sport-indstillingen føles den forudsigeligt tung og overraskende blævrende. Derimod er den svær at slå, når det gælder komfort. Jeg kørte en xDrive30d med 265 hestekræfter, og det er den mest støjfri dieselmaskine, jeg har hørt meget længe, hvis ikke nogensinde.
Annonse
Det er det, du skal vælge X5 på i en klasse, hvor diesel stadig giver mening.
Vil du have mere action, kan du også få M50d med 400 heste, men det bliver bilen næppe nogen ninja af, så jeg ville stadig vælge komforten og balancen i den moderate version.
Det er, trods mulige undertoner af manglende entusiasme, en utroligt lækker bil. Den har blot den – i særdeleshed for biler til 1,4 million kroner – kedelige ulempe, at den ikke gør det helt store indtryk på mig.
Den er stor, den er luksuriøs, den er komfortabel, den er magtfuld, den er teknologisk på forkant – og alligevel formår den helt ikke at trænge gennem det panser af utaknemmelighed, som denne anmelder har gemt de sidste to stjerner bag.
BMW X5 xDrive30D
Motor: 3,0 liter, R6 diesel med bi-turbo
Hestekræfter: 265
Moment: 620 Nm v. 2.000 omdr.
Tophastighed: 230 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 6,5 sek.
Benzinøkonomi: 16,7 km/l (EU-norm).
Co2-udledning: 158 g/km.
Pris: 1.464.491 (inkl. M-pakke og ekstraudstyr), fås fra 1.061.353 kr.