Graus anmeldelse af Ferrari Roma: "Topkarakter til en helt særlig bil"
Med Roma har Ferrari bygget deres smukkeste bil i mange år. Samtidig leder nyheden tankerne tilbage til en tid, før bilindustrien tabte sin uskyld. Det er ikke bare en bil, det er en legemliggjort drøm, mener Christian Grau.
Klichéerne trænger sig på – Bellisima, Ciao Bella og noget med La Dolce Vita. Kør mig ud i en skov og skyd mig, hvis vi ender der, men Ferrari Roma kalder på et ærkeitaliensk udbrud. Og ja, den vækker minder om en bedre tid, et sødere liv, hvor klimabekymringer og corona-restriktioner ikke hobede sig op. Hvor man kunne tage sin bil og sin kæreste og krydse landegrænser i et sorgløst cruise mod Middelhavet. Dengang man skulle folde et kort ud for at finde vej. Dengang en sportsvogn ikke kunne køre hurtigere, end at æstetikken kunne følge med. I dag er der gået hypersportsvogne i den. Funktionen dikterer formen, og mange hyperbiler ligner hinanden, fordi luftstrømmen vil flå ethvert særkende af karrosseriet, når bilen rammer 340 km/t. Sådan er det ikke med Roma. Den er klassisk smuk – runde former, graciøse linjer. En lang køler med en stor forbrændingsmotor under, en tilbagetrukket kabine, der smyger sig om dig. En smukt afrundet hale, som gemmer på et for en sportsvogn anstændigt bagagerum på 272 liter. Uforeneligt med Samsonite, men nok til et par bløde tasker. Fold bagsædet ned, og du har 345 liter – hvis det rager dig. Mit bud er, at typen, der ligger inde med de 3.830.000 kroner, bilen koster, på ingen måde bekymrer sig om bagageplads.
Jeg hæfter mig ved de harmoniske linjer, når bagsmækken er lukket. Den integrerede spoiler, baglygterne, som er en nyfortolkning af de klassiske fire runde lamper. Alle former går op, ingen linjer er uafsluttede. Nogen vil mene, at chefdesigner Flavio Manzoni har skelet rigeligt til Aston Martin og Maserati Alfieri. Der er unægtelig også ligheder. Præcis som der er ligheder mellem en 275 GTE og en DB4, men stående foran bilen er du ikke i tvivl. Roma har ikke særkende som en E-Type Jaguar eller en Porsche 911. Du vil ikke kunne se et klart DNA fra den i en ny Ferrari om 30 år, men den bærer æstetikken fra 60 års GT-traditioner i sin linjeføring. Den er tidløst smuk – bortset fra de lidt tidstypiske forlygter.
Ombord i de faste lædersæder byder den sig til med en diskret digitalisering af en klassisk Ferrari-instrumentering. Mest synlig er en multifunktionsskærm, der ser ud som om, den nærmest er presset ned i midterkonsollen. For så vidt et elegant forsøg på at gøre en dyd ud af nødvendigheden, men lur mig, om ikke enhver bildesigner hader dette væld af skærme, som skal integreres i en moderne instrumentering. Taktilt og æstetisk kan det ikke komme nærheden af den luksuriøse stemning, der ellers hersker i kabinen. Det samme gælder den store skærm bag rattet, som udgør selve instrumenteringen. Den har til gengæld den lækre detalje, at den følger instrumenthusets form. Her kan du vælge mellem flere layouts og informationer, men intet slår den klassiske opsætning med en stor gul omdrejningstæller og et digitalt speedometer. Endelig er der også en fint integreret skærm foran passagersædet, hvis din ledsager fx vil styre musikken.
Hvad der er tilbage af knapper, er lagt i rattet og udført som touchknapper. Meget 2020’sk, men igen ikke så taktilt og lækkert som en gammeldags knap, der er kælet lidt for. Dét sagt, så får man da gevaldigt lyst til at trykke på især den af knapperne, der hedder Engine Start/Stop. Så springer 620 stejlende heste ud i folden med et klassisk og dog afdæmpet brøl. Der er det, der skal være, men heller ikke mere end, at vi taler den mest GT-afstemte Ferrari i nyere tid. Selve motoren er en 3,9 liter V8 med to turboladere, som måske også tager et nøk af volumen. Spark til den, og den sender Roma fra 0-100 km/t på 3,4 sekund. Hold på, og den runder 200 på 9,3, og er du rigtig ivrig, stopper den først ved 320 km/t. Hvis du ellers kan finde vejgreb, for iført store kolde sommerdæk vil Ferrari’en meget gerne svinge lidt med halen, og den er i det hele taget levende på en dejlig primitiv måde. Styretøjet er en anelse blødere end i andre Ferrari’er, men stadig meget levende og præcist. De otte sekventielle gear kommer som pistolskud fra den dobbeltkoblede gearkasse, og ikke mindst når den gearer ned på vej ind i et sving, er det svært ikke at tænke på lyden af en Formel 1-racer. Den er ikke helt så hurtig, men den forstår kunsten at lægge dig et gear ned med en vis rytme. Samtidig evner den at skifte smidigt og gøre meget lidt væsen af sig, hvis du stiller bilen i Comfort. Ja, tænk sig, en Ferrari med Comfort-mode. Den har endda også en indstilling til ujævne underlag. Og selvfølgelig et Sport-mode samt kronen på værket, Corsa-indstillingen til banekørsel. Alt sammen betjent via den berømte røde knap på rattet, som connaisseurs vil kende som Manetinno-knappen.
