Graus anmeldelse af Ford Fiesta ST: "Jeg glemmer æstetikken og belønner den med vores bedste karakter"

I de skovklædte bjerge bag kysten mellem Nice og Saint-Tropez snor nogle af Frankrigs bedste bjergveje sig gennem det ellers ufremkommelige vildnis af ugæstfri botanik og lodrette klippe-skrænter.

Her kører selv skrotmodne Renault’er, som var de veltrimmede rallybiler. At de lokale motorbøller ikke slår sig ihjel og faktisk næsten kan hamle op med en bil som Ford Fiesta ST, må alene skyldes lokalkendskab.

Hernede er der to slags bilister: dem, der elsker bjergene, og dem, der virker lidt angste. Kombinationen er uheldig, for elsker du bjergveje, og har du en Fiesta ST ved hånden, så skal du ikke bruge mange hundrede meters klart udsyn for at krænge dig forbi en neurotisk Nissan.

Fiesta er i forvejen den måske mest køreglade bil i klassen, hvor du også finder VW Polo og Peugeot 208. Når der står ST på bagklappen, har den været en tur forbi Fords performance-afdeling, og det bliver den ikke kedeligere af. Tværtimod.

Den i forvejen arbejdsivrige EcoBoost-motor er vokset til 1,5 liter og hiver 200 hestekræfter ud af sine blot tre cylindre. De seks manuelle gear ligger tæt på den korte gearstang, og styretøjet er præcist og levende. Med en performancepakke oveni har du desuden et mekanisk differentialespær til at lukke de hjul, der ellers bare står i vejen og giver dig understyring, når du river bilen gennem endnu et skarpt sving.

Den står mageløst godt fast, også selvom du kaster vægten rundt mellem de korte fjedre i undervognen, og den æder de kuperede kurver som en sulten hund.

Larmer den ikke, sådan en trecylindret motor? Jo, men kun når du straffer den.Går du i lave omdrejninger og magelighedsmode, så kører Fiesta ST omtrent så støjfrit og behageligt som enhver anden Fiesta.

Undervognen er naturligvis noget hårdere, men det er ikke noget, der generer en ellers både støjfølsom og komfortsøgende langfartschauffør som mig.

Fiesta gør det faktisk anstændigt, men den kommer for alvor til sin ret, når du sætter den i Sport eller Track. Så lyder de tre cylindre pludselig, som var der seks, og udstødningen sprutter, når du letter speedertrykket. Samtidig strammes reaktionerne op, og EcoBoost-maskinen begynder graciøst at udfolde sin trækkraft.

Med tre cylindre skulle man tro, at den var lidt brystsvag i sammenligning med for eksempel de fire cylindre i en Polo GTI, men den trækker i et overas-kende bredt spektrum, så du kan holde den i tredje gear over lange stræk.

Den er kort sagt en fest at køre, og du skal en klasse op til Golf GTI Clubsport, Hyundai i30 N Performance eller gaderaceren Yaris GRMN for at få lige så meget sjov. Med en startpris på 275.000 kroner er ST derfor mit bedste bud på, hvor du får mest ræs og køreglæde for pengene.

Betyder det, at jeg ikke har indvendinger? Næh nej. Fiesta ST ser for eksempel både lidt anonym og noget bøllet ud ved siden af en Polo GTI. Den vil få de knap så drengerøvede medtrafikanter til at rynke på næsen.

Fiesta er kort sagt ikke den GTI-bil, jeg helst ville have holdende i min indkørsel, men det er den, jeg helst ville køre i – uagtet om jeg skulle overfalde en snoet landevej eller cruise på langfart med mest mulig ro på.

Sammenlignet med sin storesøster Ford Focus RS med 350 hestekræfter har ST også den fordel, at den ikke er vildere, end at du virkeligt tør køre den ud. Det er en kvalitet, der går helt tilbage til den første XR2 fra 1981 og såmænd også til klassens moder Golf GTI fra 1976.

På trods af bogstavvalget er ST en ægte GTI i ordets både folkelige og køreglade betydning.

Jeg kaster kørehandskerne i ringen, glemmer æstetikken og belønner den med vores bedste karakter.■

LÆS MERE: Aston Martins DB4GT Zagato er officielt den dyreste britiske bil nogensinde

LÆS MERE: Graus anmeldelse af Maserati Levante: "Det er en bil med attitude"

LÆS MERE: Graus anmeldelse: Den sensuelle Audi

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler og Christian Grau