Graus anmeldelse af Mercedes' swingerfest af en familiebil

Mercedes-AMG Shooting Brake 35 er en swingerfest af en familiebil. Det er både en coupé og en stationcar, men kan den også holde, hvad AMG-navnet lover, når den kun har fire cylindre? Christian Grau har kørt den.

Mercedes anmeldelse
Offentliggjort

Er det en coupé eller en stationcar? Svaret er ja. Mercedes CLA Shooting Brake er begge dele. Næsten.

Titlen Shooting Brake dækker over en krydsning mellem de to biltyper, og den kan spores helt tilbage til klassikere som Volvo P1800 ES. I dette årtusinde fik den for alvor fat med Mercedes’erne CLS Shooting Brake og lillesøsteren CLA, som nu er kommet i anden generation. Betragtet som stationcar har konceptet sine begrænsninger, men anskuet som coupé er den omvendt meget praktisk. Her er man jo ikke vant til fire døre, bagageplads og sågar et regulært bagsæde, men det har CLA, og så har den i testbilens tilfælde et AMG-badge bagpå. Det garanterer ikke bare for en præstationsfremmende drivlinje, men også for et umisforståeligt muskuløst udseende.

Lad os starte med det sidste. CLA Shooting Brake er en bil, som de fleste vælger på udseendet, og nu er den endda blevet endnu mere bister at se på. Det skyldes ikke mindst den nye, skarpe front, der er hentet fra A-klassen, men også bagenden, der er blevet lidt skarpere. Hovedattraktionen er den karakteristiske profil, hvor vinduessilhuetten danner en hidsig coupéform, som suger opmærksomhed til sig. Parkeret ved siden af en kolikramt Passat ligner den en swingerfest.

19C0111_001.jpg

Der er bare den hage ved det, at designet er en illusion. I virkeligheden er CLA slet ikke så coupé, som den ser ud. Betragter man taglinjen, så fortætter den, hvor vindueslinjen dykker. Det giver plads i bagagerummet, men til gengæld skaber det også en lidt død zone i hjørnet ved C-stolpen. Du ser den især, når du anskuer bilen bagfra – og når du først har set den, så ser du ikke andet.

Kabinen trækker derimod op. Også den er hentet fra A-klassen, som jeg før har kaldt den lækreste kabine i Golf-segmentet. I AMG-trim med sort læder og røde syninger er den endnu mere lækker. Du føler, at du sidder i en sportsvogn, og det er en ekstra rar følelse, når man sidder i en stationcar med kurs mod næste bletilbud. Især hvis bilen indfrier designets løfter og kører, som den ser ud. Det gør den altid, når der står AMG bagpå. I det her tilfælde får du 306 hestekræfter og undervogn, der er med på løjerne. Den er med andre ord til den faste og responderende side.

Det er noget bøvl på brosten, men på gode danske veje giver det masser af dagligdags køreglæde. Tilmed i en tryg version, fordi bilen også har firehjulstræk og dermed bider sig godt fast på en fedtet efterårsvej. Læg den et par gear ned på vej mod et sving, snuden dykker let, mens forhjulene tager ekstra greb om asfalten, og baghjulene hjælper med at skubbe bilen gennem kurven. Har du sat bilen i Sport+, smælder det endda fra udstødningen, så man skulle tro, at bilen havde mere end fire cylindre at skyde med.

I gamle dage, hvilket i bilbranchen vil sige for fem år siden, ville sådan en AMG have haft mindst seks cylindre. Mange tænker formentlig stadig 3,5 V6 liter, når de ser, at bilen hedder 35, men nej. Fire cylindre, to liter og 306 hestekræfter. En lidt pauver omgang af en AMG at være – og er der i det hele taget ikke gået lidt inflation i den bogstavkombination? For år tilbage var det kun udvalgte modeller, der blev hældt gennem performanceafdelingen, men i dag kan du få så godt som alle Mercedes’er i en AMG-version, og så kan man ellers køre rundt og prutte med udstødningen. Kombineret med den banderelaterede aura, der står om mange AMG-ejere, synes jeg, at Mercedes udvander brandet en smule.

19C0111_012.jpg

Når det er sagt, er CLA 35 4Matic en kompetent og hidsig GTI. Det er en rigtig bil med en forkert bogstavkombination. Måske Mercedes skulle lægge et performanceniveau ind under AMG på samme måde, som Audi har deres S-modeller under RS-modellerne. Som sidegevinst kan CLA 35 bryste sig af at være relativt nøjsom og klimavenlig. Omvendt går det også lidt ud over drivlinjens smidighed, når man downsizer. En større motor ville bedre klare omstillingerne mellem cruise og performance, og jeg savner et blødere gearskifte under bykørsel.

Bortset fra det er der masser af opadvendte tommelfingre for selve køreoplevelsen i denne kamuflerede familieflyder af en hidsigprop. Det samme gælder kabinen, mens designet lander et sted i midterfeltet på grund af den luskede C-stolpe og den lidt korte køler. CLA Shooting er et pokkers godt og beundringsværdigt forsøg på at hælde noget dynamik og elegance ind i familiebilsegmentet. Proportionerne er bare svære at få til at gå 100 procent op, når man vil have så meget coupé ud af en kompakt stationcar. Derfor ender vi i et – indrømmet – halvnærigt firtal på en skala med seks gear.

Mercedes-AMG CLA Shooting Brake 35 4Matic

Motor: 2,0 liter, 4R

Hestekræfter: 306

Moment: 400 Nm v. 3.000 omdr.

Tophastighed: 250 km/t

Acceleration: 4,9 sek. fra 0-100 km/t.

Benzinøkonomi: 12,7 km/l (EU-norm).

Co2-udledning: 178 g/km.

Pris: Fra 720.000 kroner som AMG og 367.000 kroner som alm. CLA Shooting Brake.

Karakter: 4/6

Se, hvad vi ellers skriver om: Mercedes, Christian Grau og Anmeldelser